DPC Home
 

Skeletterne i skabet

Fire skeletter blev i 1993 hentet ud af magasinerne i American Museum of Natural History og fløjet til Qaanaaq i Nordgrønland, hvor de fik en forsinket begravelse. Tilbageleveringen afsluttede en højst usædvanlig historie om seks polareskimoer, som Robert Peary i 1897 bragte til New York.

Af Poul-Erik Philbert

Nûtaq, Qissuk, Atangana og Aviaq blev den 1. august 1993 - en ubeskrivelig smuk dag, husker en af deltagerne - begravet ved en ceremoni på Qaanaaqs kirkegård i det nordligste Grønland. Tilstede var omkring 100 af Qaanaaqs indbyggere med borgmesteren og præsten i spidsen og repræsentanter for den amerikanske, grønlandske og danske museumsverden.

Det var ikke nogen helt almindelig begravelse. De fire polareskimoer var alle døde i USA næsten 100 år tidligere, og deres skeletter var fornyeligt hentet ud fra magasinernes mørke i American Museum of Natural History i New York og i nogle små trækister transporteret til Nordgrønland i et Hercules-fly.

En tragisk rejse

Historien bag de fire skeletter tog sin start i 1897, da den amerikanske opdagelsesrejsende Robert Peary ankrede op ved Kap York-kysten, som han havde besøgt hvert år siden 1891. Peary havde tidligere bragt to mindre meteorjernsten til USA og var nu vendt tilbage for at hente en 37,5 tons stor sten.

Før ekspeditionen i 1897 bad etnografen Franz Boas, som arbejdede på at modbevise teorier om, at eskimoer tilhørte et tidligere trin i menneskehedens udvikling, Peary om at bringe en grønlænder med tilbage til New York.

I Pearys baghoved rumlede altid overvejelserne om, hvordan han skulle finansiere sin næste rejse og få opfyldt sin store ambition om at nå frem til Nordpolen, så han må - om ikke andet - have øjnet en kærkommen mulighed for at supplere sine indtægter.

De lokale beboere må have haft en vis respekt for Peary, for da han i september 1887 i sit skib Hope ankom til New York var ikke blot én, men seks lokale beboere med ombord. Udover de fire fra begravelsesceremonien var også Qissuks søn Minik, som senere skulle blive den mest kendte, og en ung mand, Uisâkavsak.

Det gik hurtigt op for de seks, at der er meget langt fra en boplads i Nordgrønland til New York. Først blev de vist frem på Pearys skib og derpå anbragt i en kælder på et museum. De var ikke vant til den stegende varme, blev forkølede og fik influenza, som de ikke var modstandsdygtige overfor. I første omgang kom de til hægterne igen, men i begyndelsen af 1898 gik turen tilbage til hospitalet, hvor fire af de seks i løbet af foråret bukkede under for influenzaen og tilstødende tuberkulose.

Tilbage var kun den 9-årige Minik og Uisâkavsak. Den sidste vendte hurtigt tilbage til sin gamle boplads i Grønland, hvor han fik tilnavnet Den store løgner, fordi ingen troede på hans beskrivelser fra New York, og i øvrigt blev myrdet i 1910 på grund af sit forbrug af kvinder. Minik derimod blev adopteret og fik bl.a. hjælp fra rigmanden Morris Jessup.

Hjemve og splittelse har sandsynligvis præget Miniks liv i USA, og han forsøgte flere gange forgæves at få skibslejlighed tilbage til Grønland. Men ikke engang Robert Peary, som fortsatte sine ekspeditioner til Grønland, kunne finde plads til ham.

I 1909 lykkedes det, og Minik levede frem til 1916 som et menneske med et ben i to kulturer og faldt aldrig til i sine gamle omgivelser i Nordgrønland, så i 1916 var han som sømand igen på vej tilbage til USA. Han døde den 29. oktober 1918, 30 år gammel, i det nordlige New Hampshire - af influenza.

Museets ejendom

Efter at Nûtaq, Qissuk, Atangana og Aviaq i 1898 var døde af influenza, fik de en symbolsk begravelse, indgik i videnskabelige studier og blev skeletteret. Ifølge etnologen Edmund Carpenter, som var den amerikanske repræsentant ved begravelsesceremonien i Qaanaaq 95 år senere, fik denne noget barbariske behandling trods alt det positive resultat, at de amerikanske forskere Boas og Hrdlicka fik viden til at tilbagevise de racistiske teorier om, at eskimoerne og andre oprindelige folk tilhørte et tidligere trin i evolutionen.

Skeletterne blev opbevaret i magasinerne på American Museum of Natural History, hvor et af dem måske har været udstillet. En artikel, som påstår, at Minik en dag pludselig stod over for sin fars udstillede skelet, mener forskerne derimod er et eksempel på pressens sensationsjagt. Men man ved, at Minik i 1907 forsøgte at få udleveret Qissuks knogler. Uden held.

I sidste halvdel af 1900-tallet forsøgte danske forskere flere gange forgæves at få adgang til skeletterne. Øjensynligt havde den tidligere kritik af Pearys og museernes behandling af Minik og hans landsmænd gjort museumsfolkene yderst forsigtige. I nogle tilfælde i en grad, så de slet og ret benægtede eksistensen af skeletterne.

I 1990 banede en ny amerikansk lov vejen for tilbagelevering af genstande og rester af mennesker til de oprindelige folk, de var fjernet fra. Det førte i USA til en bølge af krav fra især indianske folk og til omfattende tilbageleveringer af bl.a. skeletter, mumier og andre rester af mennesker.

Hjem igen

Med de mange tilbageleveringer kom der fokus på de grønlandske skeletter, og American Museum of Natural History tog i 1992 initiativ til at tilbagelevere de fire skeletter til Grønland. Det har sikkert også spillet ind, at den kendte filmmand David Lynch netop på dette tidspunkt overvejede at filmatisere historien om Minik, så kritikken uundgåeligt ville være blusset op igen.

I første omgang stod de amerikanske museumsmyndigheder i den usædvanlige situation, at ingen havde rejst krav om tilbagelevering. Men det lykkedes til sidst gennem mellemmænd at få borgmesteren i Qaanaaq til at sende en formel anmodning om at få skeletterne udleveret. Det gav imidlertid borgmesteren et problem, da han ikke vidste, hvad han skulle stille op med skeletterne. Efter konsultation med den lokale præst og en dansk biskop blev det besluttet, at de skulle begraves på kirkegården, selvom de ikke havde været kristne.

Historien om de fire skeletter er det eneste kendte eksempel på, at et udenlandsk museum har leveret rester af døde mennesker tilbage til Grønland.

Grønlandske skeletrester og mumier, som har ligger i danske forskningsinstitutioner og museer, er indgået i den omfattende aftale om tilbagelevering, som gennem de sidste 16 år har bragt 35.000 genstande tilbage til Grønland.

I orden

Edmund Carpenter, som repræsenterede American Museum of Natural History under ceremonien, husker frem for alt dagene i Qaanaaq for den venlighed han blev mødt med: ikke et ondt ord, ingen skæve blikke, tværtimod blev han i dagene efter ceremonien inviteret fra hus til hus.

Forklaringen er måske, mener Carpenter, at den traditionelle eskimoiske tro stadig præger tankegangen blandt mange grønlændere. Her har kroppen ikke den samme betydning som i kristendommen, fordi alle værdierne er i sjælen, som drager bort til dødsriget. Måske blev tilbageleveringen af skeletterne derfor ikke opfattet som noget afgørende blandt efterkommerne i Qaanaaq, funderer Carpenter.

Da han efter begravelsen spurgte Miniks eneste endnu levende familiemedlem, den 94-årige Qârqutsiaq, hvad han mente om tilbageleveringen, lød svaret efter en lang pause:

- Hvis det er, hvad de (museumsfolkene) ønskede, så er det i orden. Og hvis de (skeletterne) var blevet, hvor de var, så ville det også have været i orden.

 

Indhold 4/00

Courtesy: Peabody Museum, Harvard University

En betuttet Minik ved ankomsten til New York i 1897. Det skulle blive et omtumlet liv.

(Foto: Adelaide Carpenter)


En forsinket begravelse i Qaanaaq efter næsten 100 år i museets magasiner. :

Se også

Minik i Hollywood

Kajakmanden i Holland

Kommentar: Et spørgsmål om respekt

 

Få et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100