Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !


Vilddyr fra nord


Palæontologen Hans Christian Bjerring har skrevet nyt om langsnudede urpadder, der levede for 245 mio. år siden. Hans resultater hviler på en lang, svensk-dansk forskningsindsats.

Historien kan fortælles kort og forholdsvis nøgternt: den danskfødte, nu svenske forsker Hans Christian Bjerring, kurator emeritus ved den palæozoologiske afdeling på Naturhistoriska Riksmuseet i Stockholm, har i Meddelelser om Grønland, Geoscience 38, skrevet om langsnudede urpadder, der levede i begyndelsen af den tidsperiode, som kaldes Trias. Det vil sige for rundt regnet 235-250 mio. år siden. Benstykker fra deres kranier og ophængningen af deres overkæbe har inspireret ham til nye synspunkter om deres hørelse.

To nye slægter Hovedskaller fra Wordie Creek Formationen ved Kap Stosch i Østgrønland har været under Bjerrings mikroskop. Fagfolk har ment, at de stammede fra forskellige arter i slægterne Wetlugasaurus og Lyrocephalus, og det var baseret på fossilt materiale fra samtidige aflejringer i Rusland og på Svalbard.

Men i Geoscience 34 og nu på 42 sider i Geoscience 38 argumenterer Bjerring overbevisende for, at der ikke forekommer rester af de nævnte slægter i de sedimentære bjergarter ved Kap Stosch. Det drejer sig derimod om to helt nye slægter, som han kalder Selenocara og Aquiloniferus, det vil sige 'vilddyret fra nord'. Og de bliver i det nye skrift placeret under den slægtsparaply, der hedder Capitosauroidea. De er monotypiske, hvilket betyder, at de hver især indeholder een art, nemlig S. groenlandica og A. kochi.

Urpadderne er for længe siden forsvundet fra naturhistorien, de sidste kendes fra Australien ved Kridttidens begyndelse for 130-135 mio. år siden.

Den svenske forbindelse
Men der er også en længere og mere farverig fortælling om urpaddernes indmarch i den officielle naturhistorie:

Under et forsøg på at finde den sporløst forsvundne Andrée og hans luftballon i slutningen af 1800-tallet havde svenske videnskabsfolk fundet knogler ved Celsius bjerget i det centrale Østgrønland. Det var dog ikke Andrée og hans besætning, men forstenede rester af panserhajer og fisk fra Devon-tiden med en udviklingshistorie, som knytter an til de firbenede hvirveldyr.

Næste kapitel indledes i slutningen af 20'erne og begyndelsen af 30'erne, hvor bl.a. den purunge Gunnar Säve-Söderbergh sammen med de lige så unge, danske assistenter Eigil Nielsen og Dan Laursen på Lauge Kochs danske ekspeditioner fandt fossiler af Jordens ældste, firbenede hvirveldyr, som Säve-Söderbergh beskrev under det forskerlatinske navn Ichtyostega, mens aviserne skrev om 'firbenede fisk', og sådan blev de i 1943 med frodig fantasi tegnet af humoristen Storm P.

Efter Gunnar Säve-Söderberghs død i juni 1948, kun 38 år gammel, overtog Jarvik arbejdet med urpadderne, og deraf fulgte, at han havde pligten til at give den videnskabelige beskrivelse af de knogler, som var ført til Stockholm. Det tog tid, men nu er de efter mange års forskning returneret til den egentlige ejer, Geologisk Museum i København. Og her besøges de ofte af udenlandske lærde.

Hans Christian Bjerring var i midten af 50'erne med på ekspeditioner i Østgrønland, og han flyttede derpå, som flere andre unge danske forskere, til Stockholm for at forsætte arbejdet hos Jarvik ved professor Erik Stensiös verdenskendte institution. Nogle kom hjem igen, deriblandt Svend Erik Bendix-Almgreen og hans hustru Bente Soltau-Bang; begge har just fået pension fra Geologisk Museum.

- Det er ikke helt forkert og vildledende at tale om fisk med fire ben, siger Bendix-Almgreen. Skønt det er urpadder, bar de stadig rundt på mange karakterer, som knytter dem til deres stamformer blandt fiskene.

Bendix-Almgreens egne urpadde-ekspeditioner med den britiske palæontolog Jennifer Clack må også føres til protokols. De fandt i slutningen af 80'erne flere forbløffende velbevarede forsteninger fra 'Urpaddernes kirkegård' på Stensiös Bjerg.

Mere på vej?
Måske har urpadderne i Devon ligget som bredflabede maller i bundens mudder, lurende på uforsigtige fisk, der simpelthen blev suget ind. Men de dyr fra Nedre Trias, der nu beskrives af Hans C. Bjerring, har nok været mere lebendige. De kunne formentlig klare sig i brakvand og i havet. Desværre er der ikke fundet fiskeskæl i deres maveindhold. Men man ved de var 'kannibaler' - fossilerne har afsløret, at en stor urpadde har ædt en lille urpadde.

De ambitiøse, kvækkende urpadder var blandt de første dyr, som tog det store skridt i den udviklingshistorie, som fører hen til mennesket. Den kendsgerning, at der ved slutningen af Devon-tiden var to helt forskellige slags 'firbenede fisk' i det østgrønlandske område, nemlig Ichtyostega og Acanthostega og en endnu ikke navngiven type urpadde, vidner om, at de allerede på det tidspunkt havde en lang historie bag sig. Der skulle være muligheder for at finde endnu ældre forsteninger.

Indhold 4/99

Her er den pragtfuldt bevarede cirka 365 mio. år gamle salon-stegocephalus fotograferet af Bente Soltau Bang. Navnet kommer af, at kraniet lå på en blå fløjlspude i salonen på det gode skib Gustav Holm under sejladsen hjem fra Østgrønland i 1934. Nu kan alle se det på Geologisk Museum. Det kikker direkte op på os med store, tomme øjenåbninger. Lige bag dem - i midterlinjen - ses åbningen for det såkaldte isseøje.

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre