Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !
Forvaltning af levende ressourcer:

Det handler om mennesker

Den grønlandske forvaltning af de levende ressourcer er for centralistisk, mener antropologen Frank Sejersen. Han efterlyser en langt større lokal indflydelse fra fangerne.

Af Poul-Erik Philbert
I juli måned oplevede to biologer fra Naturinstituttet i Nuuk på en 11-dages felttur til lomviekolonien i Kingittoq syd for Upernavik, hvordan jægere midt i fredningstiden skød 3-4% af ynglebestanden. En oplevelse, som på samme tid forklarer, hvorfor lomviebestandene flere steder i Vestgrønland er ved at blive udryddet, og understreger, at jægerne ikke respekterer Hjemmestyrets fredningsregler og forsøg på at beskytte bestandene.
Antropologen Frank Sejersen, ansat på Institut for Eskimologi, er ikke overrasket over biologernes rapport. Han har specialiseret sig i spørgsmålet om bæredygtig forvaltning af de levende ressourcer i Grønland og mener ikke, at problemet med lomvien kan løses gennem ansættelse af flere jagtbetjente til at kontrollere fangerne:
- Jeg mener ikke, at det er rigtigt at hævde, at fangerne er problemet, selv om det er dem, der skyder fuglene. Jeg mener heller ikke, at man kan se problemet som en interessekonflikt mellem biologer og fangere. Problemet ligger i forvaltningsstrukturen i Grønland.
Hvad er der galt med det eksisterende system?
Ressourceforvaltning handler ikke kun om de levende ressourcer. Det handler først og fremmest om mennesker. Hvis befolkningen ikke forstår, accepterer eller er med i forvaltningen, så retter de sig ikke efter den. Og her er Hjemmestyrets centralistiske system en klar hæmsko.
Tidligere lå den sociale kontrol i de enkelte fangersamfund. Kom der fangere udefra, måtte de underordne sig lokalsamfundets regler og dele deres viden og fangst med de andre. I dagens Grønland er al kontrol, al forvaltning flyttet væk fra lokalsamfundet. Fangsten er blevet en national ressource, som forvaltes gennem national kontrol.
Grønlands Hjemmestyre kører forvaltningen efter det repræsentative demokrati, og når KNAPK (fangernes og fiskernes organisation) og KANUKOKA (kommunernes organisation) er blevet hørt og har været med i forhandlingerne, så mener man, at fangerne og de lokale beboere er blevet repræsenteret og hørt. Jeg mener, at forvaltningen skal have langt større fodfæste ude i lokalsamfundet.
Ville det ikke være at sætte ræven til at vogte høns, hvis man lod fangerne selv beslutte?
Jeg forestiller mig selvfølgelig ikke, at de levende ressourcer ikke skal forvaltes, men forvaltning kan udføres på mange måder. I Canada og Alaska er forvaltningen f.eks. en integreret del i lokalsamfundet. Her sker den konkrete forvaltning i lokale brugerkomitéer, som består af både biologer og fangerrepræsentanter og forskellige statslige repræsentanter. Komitéen får ansvaret for den konkrete forvaltning, mens de statslige myndigheder stadig har det overordnede og juridiske ansvar.
For eksempel kunne man forestille sig, at rensdyrfangerne i Sisimiut kommune kunne bestille biologisk rådgivning og selv skulle være med til at beslutte kvoternes størrelse og fordelingen på erhvervs- og fritidsfangere. På den måde ville man få brugerne mere ind på det institutionelle niveau, der hvor beslutningerne bliver taget.
Et system med brugerkomitéer vil dermed også betyde, at fangerne kommer til at bruge biologerne på en anden måde. Et samarbejde mellem biologer og fangere skal ikke blot bestå i at fangerne indsamler data for biologerne. Det skal være et samarbejde, hvor biologerne og fangerne producerer viden sammen. Fangernes viden er i dag ikke en integreret del af forvaltningsprocessen, men fungerer kun som brændstof til biologernes, politikernes og organisationernes samarbejde.
Det lyder, som om du mener, at biologerne og fangerne i virkeligheden kan indgå i et tæt samarbejde?
Vi ser ofte, at biologer og fangere tørner sammen. Et af de store problemer er, at biologerne bliver brugt som budbringere af dårlige nyheder, og ofte er det jo netop budbringeren, som bliver straffet. Men i sidste ende har biologerne ingen direkte indflydelse på, hvordan problemerne bliver løst.
En mere væsentlig grund til at biologerne og fangerne taler forbi hinanden er, at biologerne primært tager udgangspunkt i dyrebestanden, mens fangerne overvejende tager udgangspunkt i dyrenes adfærd.
Biologerne skal forsyne beslutningstagerne med de relevante tal, og det tvinger dem til at lægge stor vægt på bestandsstørrelser og de overordnede forhold. Politikerne vil have tal på bordet, de vil vide, hvor stor bestanden er, hvor mange der må skydes næste år, hvad en bæredygtig fangst er osv.
Derfor er biologernes fokus blevet flyttet fra dyrenes adfærd over til at handle om bestanden, men en væsentlig del af biologien er dyrenes adfærd. Og her kan biologer og fangere mødes. Det er ikke kun biologerne, som har en specialviden om de enkelte dyrearter. I lokalområdet har fangerne en detaljeret viden om dyrenes adfærd. Det kunne udnyttes til at udarbejde en forvaltning, der mere lægger sig op ad dyrenes adfærd end op ad bestandsvurderinger.
I forbindelse med et seminar i Nuuk for nylig om de levende ressourcer, fremkom der forslag om en vidensbank, som skulle indeholde al tilgængelig viden om de levende ressourcer. Hvordan passer det forslag ind i din opfattelse?
Jeg synes, det er en dårlig idé. Viden er dynamisk og produceres kontinuerligt og hænger sammen med et konkret samfund.
Jeg vil hellere sige, at man i stedet for at integrere viden skal integrere brugere, for så får man den nødvendige viden med i købet. Lokal viden er også viden om lokale sociale, økonomiske og kulturelle forhold. Det er forhold, der ændrer sig hele tiden, og det er afgørende, at de hele tiden afspejler sig i forvaltningen.
Men du forudsætter bag det hele, at enkeltindividet optræder ansvarligt over for helheden, at den enkelte fanger ser sine kortsigtede, private interesser i forhold til hensynet til ressourcerne som helhed. Holder den?
Det er en udbredt holdning, at grønlændere skyder på hvad som helst, når som helst, at de ikke vil underkaste sig regler, og at de derfor må kontrolleres så meget som muligt. Bag de holdninger ligger en menneskeopfattelse, som siger, at det enkelte menneske er dybt egoistisk, ikke tænker i helhedens interesser og ikke kan se ud over sin egen næsetip.
Det tror jeg slet ikke på. Der er ingen tvivl om, at grønlandske fangere har omsorg for de levende ressourcer. De er bare blevet frataget mulighederne for at drage omsorg. Forvaltningen har løsrevet pligter og rettigheder, den enkelte fanger er sat uden for og gjort ansvarsløs, og den sociale kontrol er fjernet fra lokalsamfundet.
Hvis bæredygtighed skal lykkes, må man udnytte den vigtigste ressource man har, den menneskelige, og udnytte de impulser og den drivkraft, som ligger i lokalsamfundene.

Indhold 4/98

Foto: Magnus Elander


Foto: Magnus Elander


kontakt
, Institut for Eskimologi, tlf. 32 88 01 67

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre