Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !
Fra mand til fup

I Siriuspatruljen har man ret til at kalde sig fup, når man har gennemført sin først lange patruljerejse med hundeslæde. Sådan husker en tidligere siriusmand den hektiske start på sin første slædetur ind i verdens mest øde og barske landområder.

Af Henrik Lassen
En morgen med 5 minutter i selskab med en lille nostalgisk flig af himlen. Liggende på en for kort sofa i en fremmed stue. Rullegardinet gaber og lader en ildrød himmel smutte igennem.

Tankerne springer til kammeraterne i Grønland. For nogle år siden omkring 1. november, genlød Slædepatruljen Sirius' hovedkvarter Daneborg, som altid denne dag, af aggressive og forventningsfulde hundeglam og menneskestemmer. Slæden står færdigpakket og surret. De to 20 kg tunge soveposer ligger oven på kasser med primusser og tasker med mad til både hunde og kuske. Øverst ligger teltet og de lyserøde, tommetykke liggeunderlag.

Lyset er sparsomt. Selv her lidt før middag med næsten to måneder til vintersolhverv. Mænd i store sweatere, fleecejakker, store, klodsede skistøvler, mærkelige huer. Hele tiden er der en hund, der gør, eller noget seletøj, der rasler. Der arbejdes hurtigt og meget rutineret, dog vil en kender se, at nogle af mændene er lidt tilbageholdne. Ligesom de unge hunde står de foran deres første rigtige tur. Yngstemanden falder lidt i staver. I nogle korte sekunder er tankerne tilbage til Danmark. En lille knude vokser i maven. Det giver et lille sæt i ham, da en hånd bliver lagt på skulderen. Han vender sig og ser ind i ansigtet på makkeren, ældstemanden, som han skal tilbringe de næste mange uger alene med. Et kammeratligt klem af hånden på skulderen, et forstående nik: "Nåh, skal du med en tur i Nationalparken?" efterfulgt af et stort, drenget grin, der løsner knuden i maven lidt op.

Han kigger på de gøende hunde. De gamle hunde dirrer af glæde og spænding. De smiler jo nærmest. Hundene er meget selvbevidste og stolte. Schäfer har endelig efter nogle år i skyggen af André taget sin rolle som bas. Han er spandets selvbestaltede leder, der vælges efter kriteriet: flest muskler, mest magt. Han står stolt og skuer over sit spand. Fenris ville gerne have rollen, men er endnu for ung, for vild, for dum?

Quark leger lille, kær blærerøv oppe foran. Det er jo også let, når man både har den længste skagle og nyder kuskenes tillid som førerhund. De yngste, der står foran deres første tur, er lidt kuede. Rimfaxe skifter plads konstant, forsøger at indynde sig hos de ældre, garvede hunde, slikker dem om munden og snapper nervøst efter Svadil. En truende knurren høres. Schäfer træder til og giver dem begge bank. Det er svært at være ny på kontoret.

Hundene rykker i slæden. Spandet dirrer nervøst. De vil af sted, forventningspresset er næsten for stort. Fra nu af synes alt at foregå i slowmotion. Der lyder nogle "god tur, vi ses til jul". Slæden løsnes, og det længe ventede, men helt overflødige råb: "så kører vi hundene" lyder gennem støjen fra misundelige, tøjrede hunde. Som med overnaturlig kraft nærmest flyver den 400 kg tunge slæde af sted. Man chokeres over de gigantiske kræfter, der ligger i hundene. Slæden danser med høj fart ned over skråningen, faretruende tæt på at vælte. Det synes uundgåeligt. Men sker dog ikke. Kuskene løber ved siden af slæden for at støtte og styre den igennem disse første hektiske sekunder. Da den plane havis nås, falder der lidt mere ro over kørslen.

Det endnu ikke helt vante sviish, sviisj fra meder og ski, raslen af seletøj og stønnen fra hundene er nu de eneste lyde. Fjeldene foran ligger dækket af sne, der i dagens anledning spejler himmelens lilla. Frosten bider let i kinderne, og den krystalklare luft suges dybt ned i lungerne. Foran ligger 7 ugers oplevelser i selskab med 11 hunde, én slæde og én mand, som vil bringe dem rundt på en ca. 1200 km lang rute i Nord- og Østgrønland.

Efter et lille stykke tid er en begyndende rytme fundet; et smil presser sig på. Det føles rigtig godt. Det føles rigtigt at smile he
r.
Indhold 4/97

Foto: Carsten Nielsen

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre