Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !
Hvor går Arktisk Råd hen?

Oran R. Young advarer mod, at Arktisk Råd drukner i arbejdet med procedurespørgsmål.

Af Oran R. Young
Det er gået mere end 10 år, siden Mihail Gorbatjov holdt sin berømte tale i Murmansk, hvor han foreslog at gøre Arktis til "en fredens zone". Siden har vi set mange, betydningsfulde ændringer, som har berørt Arktis. Den kolde krig, som tidligere delte området i to fjendtlige lejre, er fortid. Den Russiske Føderation - Sovjetunionens efterfølger - kæmper for at holde liv i de nordlige udsteder og leve op til de nordlige folks retslige og politiske krav. EU er blevet udvidet med Sverige og Finland, og det har rejst spørgsmålet om en "nordlig dimension" i den europæiske politik. Lignende ændringer finder sted i det nordamerikanske Arktis. I Canada står Nunavut på vippen til at blive et selvstændigt område med et overvældende flertal af oprindelige folk. Hele polarcirklen rundt fra Grønland til Beringshavets kyst ved Alaska lyder et kor af politiske krav om selvstændighed. Beringshavet selv er atter blevet et center for internationale kontakter.

Resultatet har været en stigende interesse i Arktis som en politisk afgrænset region, der er velegnet til nye eksperimenter i internationalt samarbejde. The Arctic Environmental Protection Strategy, som blev indledt i 1991, har skabt aktiviteter, hvis betydning langt har overgået de forventninger, som lå på bordet ved starten. The North Atlantic Marine Mammals Commission, som formelt blev dannet i 1992, har foreslået bæredygtig udnyttelse som et alternativ til naturfredning, når man taler om menneskets udnyttelse af havpattedyr. The Barents Euro-Arctic Region, som blev skabt i 1993 som del af en større bevægelse i retning af et regionernes Europa, har givet sit bidrag til at genoplive interessen for Europas nordligste udposter. I september 1996 underskrev de otte arktiske lande - Canada, Danmark, Finland, Island, Norge, Rusland, Sverige og USA - i Ottawa aftalen om at oprette Arktisk Råd, hvor de udtrykte ønske om et bredere og dybere internationalt samarbejde i det cirkumpolare nord.

Alligevel er der stadig en del usikkerhed om den mere langsigtede udvikling og om Arktisk Råds rolle. De ansvarlige bag udviklingen af Rådet står over for to alvorlige udfordringer. For det første er det nødvendigt at forstå den specielle politiske dynamik i Arktis og udvikle en politik, som passer til regionens behov. I modsætning til andre, mere velkendte regioner, er Arktis hverken en kampplads for fremtrædende sikkerhedspolitiske spørgsmål eller et frihandelsområde, hvor økonomiske spørgsmål står øverst på dagsordenen. Derimod er det cirkumpolare nord et økologisk følsomt område i periferien af en række stater, som alle orienterer sig mod syd, og hvis centrale beslutningstagere ofte er meget dårligt informeret om regionens specielle træk. Arktis får sin særlige, politiske betydning, fordi regionen står over for en række problemer, som med sikkerhed vil tårne sig op i fremtiden. Det drejer sig om etnisk afgrænsede gruppers (d.v.s. de oprindelige folks) status i forhold til overordnede, politiske systemer, den kulturelle mangfoldigheds betydning for bevarelsen af den biologiske mangfoldighed, polarområdernes betydning for de globale miljøændringer (den globale opvarmning) og mulighederne for at høste afgørende erfaringer om bæredygtig udvikling fra udviklingen under de allernordligste breddegrader. Ethvert samarbejdsinitiativ, som blot gentager økonomiske og politiske læresætninger fra andre regioner, er dømt til at fejle. Tværtimod kan Arktis lære os meget om økologiske problemstillinger af global betydning.

Desuden må vi i det internationale samarbejde i Arktis bevæge os ad to spor. Diskussionerne i Arktisk Råd (dvs. møder mellem de ledende embedsmænd, som har ansvaret for at forberede det næste ministermøde i september 1998) er for øjeblikket centreret om at lave et udkast til en forretningsorden og om at fastlægge betingelserne for rådets program for bæredygtig udvikling. Ingen tvivl om, at dette arbejde er vigtigt, og at det skal gøres, så det ligger klar til ministermødet. Men hvis det ikke kombineres med mere indholdsmæssige politiske diskussioner, vil det skabe et Arktisk Råd, som er optaget af procedurespørgsmål, og som kører fast i diskussioner om i sidste ende uvæsentlige forhold. Hvis vi skal undgå en sådan overfladiskhed kræver det opmærksomhed fra de politiske beslutningstagere i de enkelte fagministerier eller i udenrigsministerierne. En løsning, som i andre situationer har bevist sin værdi, og som kan sætte gang i Arktisk Råd, kunne være at danne en uformel arbejdsgruppe, hvor repræsentanter fra det politiske apparat og eksperter udefra mødes og udveksler idéer, som senere kan præsenteres i mere formelle sammenhænge og være med til at styrke tilliden mellem indflydelsesrige repræsentanter fra de deltagende stater. Vi må hurtigst muligt sætte dette andet spor i gang, hvis vi skal udnytte de muligheder, som dannelsen af Arktisk Råd tilbyder os
.
Indhold 4/97

Oran R. Young er leder af Institute of Arctic Studies og professor på Environmental Studies på Dartmouth College. Han har i en række år været medlem af Polar Research Board under National Academy of Sciences og er USA's repræsentant og vicepræsident i International Arctic Science Committee.

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre