Danish Polar Center | Strandgade 100 H | DK-1401 Copenhagen K | Denmark
phone +45 3288 0100 | fax +45 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !

Klima- og gletschergalop på Svalbard

Greenpeace beviste i august via nogle fotos, at to gletschere på Svalbard pga. global opvarmning var smeltet 150 meter om året siden 1920erne. Her fortæller professor Ole Humlum, at virkeligheden bag gletschernes ændring er en helt anden.

Af

Den 7. august 2002 gik nogle fotos af gletscherne Blomstrandbreen og Kronebreen-Kongsvegen på Svalbard verden rundt. Miljøorganisationen Greenpeace havde som optakt til Johannesburg-mødet, hvor den globale klimaudvikling var på dagordenen skaffet fotos af de to gletschere fra 1918 og 1922 og havde fra skibet Rainbow Warrior gentaget fotograferingen i 2002. Sammenligningen af disse fotos demonstrerede ifølge Greenpeace næsten 100 års vedvarende tilbagesmeltning, angiveligt forårsaget af menneskeskabt global opvarmning.

Greenpeace har dog senere oplyst, at meningen egentligt blot var at vise, at gletschere kan variere som følge af klimaændringer. I sig selv er dette måske ikke en voldsom stor nyhed, men Greenpeace fik i hvert fald sat fokus på en fascinerende del af Arktis med tilhørende interessant forskningshistorie.

Frem og tilbage
Blomstrandbreen og Kronebreen-Kongsvegen er lette at komme til, fordi begge ender som kælvende gletschere i Kongsfjorden, det nordvestlige Spitsbergen. Netop derfor har de to gletschere længe været blandt de mest velbesøgte på Svalbard. Et stort observationsmateriale dokumenterer en kompliceret udviklingshistorie. Vedvarende tilbagesmeltning er der dog på ingen måde tale om.

Den nu afdøde norske glaciolog Olav Liestøl fandt i 1988 et gammelt hollandsk kort fra år 1700, der viser Spitsbergen med Kongsfjorden. Foran Blomstrandbreen ses på kortet en stor ø, som rimeligvis er den nuværende Blomstrandhalvøya, der netop igen er blevet til en ø ved gletscherens tilbagegang. Sandsynligvis varBlomstrandbreen derfor i 1700 noget mindre end i 2002. Året 1700 ligger i sidste del af en markant kuldeperiode under den Lille Istid, hvorfor gletschere på Svalbard sandsynligvis var under generel vækst, da kortet blev tegnet.

Næste dokumentation er først fra 1837, hvor en svensk ekspedition besøgte Kongsfjorden. Fine tegninger af Kronebreen-Kongsvegen fra en følgende svensk ekspedition i 1861 under Torell viser, at denne gletscher da var under tilbagegang. Franskmanden Lamont besøgte derpå området i 1876, og detaljerede tegninger viser nu Kronebreen-Kongsvegen under fremstød.

Under skarpt opsyn
I begyndelsen af 1900-tallet blev kulminen Ny Ålesund anlagt ved Kongsfjorden, og i årene efter blev stedet benyttet som udgangspunkt for en række forsøg på at nå Nordpolen. Det gælder Amundsen og Ellsworth i 1925, Amundsen og Nobile i 1926 og Nobile i 1928. Herfra stammer et stort, fotografisk dokumentationsmateriale af gletschere ved Kongsfjorden. I dag er Ny Ålesund udbygget til en stor forskningsfacilitet, hvor mange lande har egen forskningsstation, så datamængden om gletscherne er på ingen måde aftagende i nyere tid.

Dokumentationen viser, at både Blomstrandbreen og Kronebreen-Kongsvegen var under tilbagegang i første halvdel af 1900-tallet. Omkring 1940 begynder Kronebreen-Kongsvegen imidlertid et hastigt fremstød, der i løbet af få år bringer gletscherfronten 2-3 km frem. Derefter indledes en fornyet tilbagegang indtil 1989, hvorefter fronten stort set har været stabil. Det afviger jo lidt fra de 150 meter, som pressemeddelelsen fra Greenpeace angav som årlig tilbagesmeltning.

Blomstrandbreen følger en noget anderledes udvikling. Tilbagegangen fortsætter indtil omkring 1958, hvor et kraftigt fremstød indledes, og et par år senere står gletscherfronten helt fremme ved 1907-positionen. Et foto fra 1959 viser gletscheren under fremstødet. Herefter indledes en tilbagegang, der fortsat er i gang og senest har givet Blomstrandhalvøya dens tidligere status som ø kendt fra hvalfangstperioden.

Gletschere i galop
Hvorfor udviser Blomstrandbreen og Kronebreen-Kongsvegen denne voldsomme og uensartede dynamik? De ligger jo tæt ved hinanden og er i store træk udsat for den samme klimaudvikling. Desuden ligger Svalbard jo dybt inde i permafrostområdet, hvor gletschere på grund af lav temperatur og lille nedbør sædvanligvis bevæger sig med adstadig langsommelighed. Forklaringen er, at gletscherne er af surgetypen (galopperende gletschere), som karakteriseres ved spektakulære fremstød på 1-10 km over 2-5 år, efterfulgt af 50-100 års tilsvarende tilbagegang.

Med den viden forskerne har om surgegletschere i dag, er det vanskeligt at bruge deres bevægelser til at illustrere klimaudvikling. Desuden vil sandsynligheden for at besøge en surgegletscher i tilbagesmeltningsfasen altid være 10-20 gange større end sandsynligheden for at overvære et fremstød.

At Blomstrandbreen og Kronebreen-Kongsvegen begge har fronten stående i havet gør en vanskelig situation endnu mere kompleks. Gletschernes frontvariationer kontrolleres af mange andre forhold end blot deres almindelige helbredstilstand og interne dynamik. Så Blomstrandbreen og Kronebreen-Kongsvegen er helt uegnede til simpel illustration af klimarelaterede gletschervariationer.

Varmere omkring 1920
Meteorologisk set er gletscherudviklingen på Svalbard imidlertid overordentlig interessant, idet klimaændringer forventes at være særligt markante nær Nord- og Sydpolen. Meteorologiske observationer på Svalbard påbegyndtes i 1912 og er den længste dataserie af sin art fra Højarktis. Målingerne foretages ved Longyearbyen, der er verdens nordligste by (78°13N). Svalbard bliver hyppigt i klimadebatten fremhævet som eksempel på en særlig markant temperaturstigning i nyere tid, ca. 4°C i løbet af 1900-tallet. Det er derfor relevant at kaste et blik på disse meteorologiske målinger.

Diagrammet viser, at temperaturstigningen på ca. 4°C hovedsagelig foregik i tidsrummet fra 1918 til 1922, hvorefter der kun har været relativt mindre variationer. Mere specifikt viser Svalbard ikke tegn på unormal temperaturstigning i sidste del af det 20. århundrede.

Temperaturstigningen omkring 1920 er særlig markant for Svalbard, men er i øvrigt veldokumenteret fra også andre dele af Arktis: Grønland, Island, Færøerne samt den nordlige del af Rusland og Sibirien. Måske skal årsagen søges i oceanografiske ændringer i Nordatlanten og følgevirkninger for havisens udbredelse. Uanset årsagen betegner temperaturstigningen omkring 1920 afslutningen på den forudgående kolde periode den Lille Istid hvilket forklarer, hvorfor mange gletschere omkring Nordatlanten (bl.a. Svalbard) siden er reduceret i størrelse under gradvis tilpasning til de ændrede forhold. Men det er en helt anden historie.

Klimaændringer og effekter heraf er et alvorligt og komplekst emne, hvor simplifikation ofte leder til forvirring, og hvor forståelse fordrer indsigt, overblik og eftertanke.

Indhold 3/02

Foto: Herta Grøndal

Blomstrandbreen er i tilbagegang fra 1920 ind til omkring 1958. Her er den fotograferet af Herta Grøndal i juli 1959, hvor det kraftige fremstød er i gang. Et par år senere står gletscherfronten helt fremme ved 1907-positionen.

 

Foto: Herta Grøndal (Wien).

Kronebreens front 16. september 2002 (øverst, set fra sydvest) og i august 1989 (nederst; set fra nordvest). Gletscherfrontens position er stort set uændret i perioden (sammenlign fjeldknude ved pil).

Meteorologiske observationer af temperaturer på Svalbard siden 1912 som glidende 5-års gennemsnit. Temperaturerne steg o. 4°C i løbet af ganske få år fra 1918-1922. Siden er der ikke sket de store ændringer.

 

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre