Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !

En skæbnesvanger flyvning til Nordpolen

Den italienske polarfarer Umberto Nobile deltog sammen med Roald Amundsen i den første flyvning hen over Nordpolen i 1926. To år senere gjorde Nobile turen uden Amundsen, og det skulle vise sig at blive fatalt for nordmanden.

Af


Der er lagt op til en spændende beretning, når professor Carlo Barbieri fra Umberto Nobile Internationale Komité i november i et lysbilledforedrag vil præsentere general Umberto Nobile, den italienske luftskibsbygger og polarfarer (1885-1978), der i maj 1926 fløj til Nordpolen med det spritny fartøj Norge - og som med nød og næppe reddede livet, da hans nye fartøj Italia i 1928 forliste på hjemturen fra den anden flyvende ekspedition til Jordens top. En ulykke, der gjorde, at han meget længe lå på is i hjemlandet. Benito Mussolini, dengang minister for luftfarten, var ikke glad for uheldige helte, il Duce havde hellere set Nobile i rollen som martyr. Han blev først rehabiliteret efter 2. Verdenskrig.

Umberto Nobiles fødsel i Lauro ved Salerno var dramatisk. Han blev i snevejr reddet ud fra et brændende hus, og en sigøjnerske forudsagde da, at han i livet skulle gå gennem flammer og kulde. Sådan gik det - men Nobile var dog ikke alene, da det skete. Den norske helt Roald Amundsen, første mand på Sydpolen, var med på den første vellykkede flyvning hen over Nordpolen. Han havde købt og døbt luftskibet - og lagde aldrig skjul på sin irritation over italieneren, der kunne spejle sig i hans verdensberømmelse. En foragt, som blev styrket af, at Nobile havde taget sin lille hund Titina med på turen.

Men Roald Amundsen var med i eftersøgningen af Nobile og hans besætning i 1928, da Italia led forlis på en isflage nordøst for Svalbard. Det kostede ham livet. Ingen har set Amundsen og hans fæller, siden de fløj fra Tromsø i en franskbygget flyvebåd, Latham 47. Måneder senere fandt man en ponton og flyets benzintank, der åbenbart var skruet af i et forsøg på at bygge en redningsflåde. Amundsen, der angivelig gerne ville dø i Arktis, havde kæmpet til det sidste.

Italia og halvdelen af besætningen er også forsvundet. Da Nobile og de andre blev kastet ud på isen efter en hård nødlanding, fik luftskibet ny opdrift og fløj videre - ingen aner hvorhen. De skibbrudne på isen var heldigere, de sendte SOS-signaler og rejste et iøjnefaldende rødt telt. De var lette at finde, da den russiske isbryder Krassin nåede frem til ulykkesstedet.

Måske havde Roald Amundsen og hans besætning overlevet, hvis en eftersøgning var sat i værk umiddelbart efter, at radiokontakten blev brudt. Men det skete ikke, folk huskede meget vel, at han havde narret alverden ved at skifte kurs midt i Atlanten, da han ville vinde kapløbet til Sydpolen. Alle troede, han ville nå Nordpolen, i stedet gik rejsen til Antarktis. Så i 1928 troede man fejlagtigt, at Amundsen styrede direkte mod isflagen for at hente en ydmyget Nobile. Alt for sent blev der slået alarm.

Hændelsesforløbet ligner de begivenheder, som udspillede sig, da den svenske luftskipper Salomon August Andrée i 1897 søgte at nå Nordpolen med en ballon. Det kunne inspirere til en film om mænd af mod - og deres stræben efter berømmelse og ære. Amundsen havde faktisk drømt om at finde et nordligt kontinent, der kunne bære hans navn. Men han er ikke gået i glemmebogen, og man husker også Nobile.

På Svalbard, i byen Ny Ålesund, har det italienske forskningsråd Consiglio Nazionale delle Ricerche i 1996 oprettet et polarinstitut, der bærer navnet Luftskibet Italia.

I Tromsø og mange andre steder højt mod nord er der rejst statuer og varder til minde om polarfarerne, og i den sydfranske by Caudebec-en-Caux er der et monument over den franske besætning, som fløj i døden med Roald Amundsen.

Indhold 3/00



Umberto Nobile med sin lille hund Titina, der også var med på Amundsens tur til Nordpolen i 1926.

Foredraget om Umberto Nobile finder sted i Hjemmestyrets Danmarkskontor fredag den 10. november 2000 kl. 15.00.

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre