Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !

Gul ubåd på togt under isen

En ubemandet dansk miniubåd samler data om oceanernes kolde hjerte under havisen i Grønlandshavet.

Af Poul-Erik Philbert

Februar måned er ikke lige tidspunktet for promenadesejlads i Grønlandshavet. Med 20 graders frost og stormvejr så det længe ud til, at det ville mislykkes at få sendt den danske, ubemandede miniubåd Martin ind under isen for at indsamle data. Men den tålmodige venten i den oprørte sø blev til sidst belønnet. En enkelt dag faldt vejrguderne så meget til ro, at det lykkedes den gule ubåd at gennemføre to ture på henholdsvis 1 kilometer og 700 meter.

En vigtig pumpe
Det var selvfølgelig ikke dårlig planlægning, der gjorde, at togtet med Norsk Polarinstitutts polarskib Lance var lagt i februar. Formålet var at indsamle data om oceanernes kolde hjerte, og det er et naturfænomen, som netop optræder om vinteren i et ganske lille område ud for Grønlands Østkyst.

Ved mødet mellem den lune Golfstrøm og de kolde polarvinde afkøles vandet, hvorved det bliver tungere og synker ned i dybhavet. Det skaber den pumpe, oceanernes kolde hjerte, som er med til at holde cirkulationen mellem Den Mexikanske Golf og Grønlandshavet i gang. De senere års klimaforskning har vist, at dette transportbånd har afgørende indflydelse på det globale klima og bl.a. er med til at sikre Danmark et relativt tempereret klima.

Klimaforskerne følger derfor polarpumpen opmærksomt og har brug for så detaljerede data som muligt. I dag stammer deres viden bl.a. fra satellitbilleder, som viser nedsynkningsområdet og giver informationer om isens tykkelse. Men med den ubemandede ubåd fik man chancen for at komme helt tæt på fænomenet.

En vellykket tur
På sine ture under isen indsamlede miniubådens fintfølende instrumenter meget detaljerede data om istykkelse, vandtemperatur og saltholdighed. Samtidig skannede Martin isens underside med en såkaldt side scanner sonar.
Det er første gang en ubemandet ubåd har indsamlet data under isen, og ekspeditionslederen, professor Peter Wadhams fra Scott Polar Institute i Cambridge, udtalte efter togtet sin tilfredshed:

- Martin viste sig at være velegnet til arktiske operationer. Trods det hårde vejr lykkedes det at indsamle nye, vigtige data til forståelse af polarpumpen. Det er første gang, det er lykkedes at få sonarbilleder fra isens underside med en AUV (Autonomous Underwater Vehicle).

Peter Wadhams er stadig i gang med at bearbejde de mange data, som han håber kan kaste mere lys over, om oceanernes kolde hjerte er ved at miste sin kraft, og om Golfstrømmen er ved at ændre sig.

En niche for miniubåde
Det er det danske firma Maridan i Hørsholm, som står bag udviklingen af den ubemandede miniubåd. Firmaet har eksisteret i 10 år og beskæftiger i dag 50 mennesker. Det har udviklet og bygget fire ubåde og er førende internationalt inden for den særlige niche med ubemandede miniubåde. Ubådene bliver brugt inden for off shore-industrien og deltager også i kortlægning af diamantholdige aflejringer på havbunden i Sydafrika.

Det er ikke første gang, Maridan har samarbejdet med forskere. Ubåden bruges til arkæologiske opgaver og har bl.a. lokaliseret vraget af en gammel kogge i Kolding havn, som Nationalmuseets dykkere ikke kunne finde.

Nu da ubåden har bevist sin manøvredygtighed og effektivitet under isen forventer Maridan, at der i fremtiden vil dukke lignende opgaver op i Arktis og Antarktis.

Indhold 2/02

 


Den ubemandede ubåd Martin foretog to vellykkede ture under Grønlandshavets is.


Fotos: Maridan


Kontakt:

Maridan
tlf.: 45 76 40 50,

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre