Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !

Kommentar

Sårbare arktiske forskningsmiljøer

Polarforskningen er presset i kampen om de interne midler, og det kan blive en trussel mod en fortsat kontinuitet.

Af
Som det fremgår af artiklen Grønlandsforskning på smalkost her i bladet på side 3, viser en rapport fra Analyseinstitut for Forskning, at der efter en fremgang fra 1995-98 er sket et betydeligt fald i de ressourcer, der i Danmark anvendes til grønlandsrelateret forskning.

Tilbagegangen sætter ind i 1999 efter afslutningen af forskningsrådenes ekstraordinære bidrag til en realisering af en fælles strategi med udgangspunkt i tre temaer: globalt miljø med fokus på Arktis, arktiske naturressourcer og arktisk samfundsudvikling. Tallene fra Analyseinstituttet viser, at denne engangsindsats ikke har formået at skabe en levedygtig dynamik i polarforskningen. Men hvad er grunden?

Polarforskningens tilbagegang er ikke et resultat af en overordnet, politisk nedprioritering. Tværtimod har der fra politisk side været forståelse for, at forskningen i polområderne har en global og strategisk betydning i dag. Det gælder ikke mindst på klima- og miljøområdet, hvor dansk polarforskning har en vigtig rolle at spille i international sammenhæng, fordi Grønland arealmæssigt udgør en meget stor del af Arktis.

Rapporten fra Analyseinstituttet viser, at en væsentlig del af tilbagegangen stammer fra en meget kraftig nedgang i de interne midler, mens de eksterne midler kun er faldet svagt.

Forklaringen kan være, at polarforskningen i Danmark er spredt på mange forskellige institutioner og universitetsinstitutter, hvor den ofte udgør en mindre del af et større fagområde. En sådan konstruktion gør især de små polarforskningsmiljøer sårbare i konkurrencen om de interne midler og forstærker risikoen for, at kontinuiteten bliver brudt, og at ekspertområder sygner hen og til sidst forsvinder.

Men dette er næppe hele forklaringen. En del af tilbagegangen kan skyldes, at stillingerne på universiteterne i dag i højere grad er relateret til en specifik, faglig emnekreds end til et geografisk område, og at forskerne derfor ikke opfatter sig som polarforskere. Der er nemlig en tendens til, at den traditionelle polarforsker bliver udskiftet med specialister i en speciel proces, som det ene år arbejder på et projekt i Grønland og det næste år på et projekt i Burkina Faso.

Disse strukturændringer fjerner imidlertid ikke behovet for den traditionelle polarforsker med den livslange specialisering i arktiske forhold. Uden denne ekspertviden vil procesforskerne ikke kunne hente den nødvendige faglige opbakning til deres projekter.

Det er således af flere grunde et problem, hvis nedgangen i de interne midler er et udtryk for, at polarforskningen ikke har kunnet klare sig i den lokale konkurrence om ressourcerne, og at kontinuiteten er ved at blive brudt på en række områder. En sådan udvikling rummer en fare for, at hele forskningsområder trods høj kvalitet kan visne bort.

Det er derfor helt nødvendigt, at der i den danske forskningsverden skabes ordentlige vækstbetingelser for den arktiske forskning, og at interessen for og engagementet i dette vigtige, danske forskningsområde bevares. Både for at drage fordel af det høje faglige niveau, som arktisk forskning giver mulighed for i den internationale forskerverden, og af hensyn til rollen som ressourcebase og sparringspartner for det grønlandske forskningsmiljø.

Der har inden for de seneste år i Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser været gjort en stor indsats for at styrke samarbejdsprojekter mellem Danmark og Grønland og styrke forskningsrekrutteringen i Grønland. Dette er både ønskeligt og nødvendigt og er også iflg. undersøgelsen fra Analyseinstitut for Forskning resulteret i, at der i hele perioden fra 1995 til 2000 har været tale om en øget forskningsindsats i Grønland. Denne fremgang har dog langtfra kunnet kompensere for tilbagegangen i den danske del.

Analyseinstituttets rapport om grønlandsforskningen er kommet til verden som et af instituttets egne forskningsprojekter. Men med de markante strukturændringer og svingninger på området, må man håbe, at der i fremtiden bliver tale om mere regelmæssige statistiske analyser, som kan give det nødvendige overblik og grundlag for beslutninger.

Indhold 2/02


Hanne Petersen er direktør i Dansk Polarcenter.

Læs også:
Grønlandsforskningen på smalkost

Rapporten om grønlandsforskningen er udarbejdet i et samarbejde mellem Analyseinstitut for Forskning, Grønlands Statistik og Direktoratet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, og kan rekvireres hos Analyseinstitut for Forskning (89 42 23 94 eller ) eller Grønlands Statistik (+ 299 34 50 00, ).

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre