DPC Home
 

Den sidste viking

Islands Pompeji, þjórsárdalur, har tiltrukket arkæologer gennem mange årtier. Her ligger bonden Ólafur Bergsson begravet i en birkelund side om side med sin elskede hest Blesi.

Af Steffen Stummann Hansen

Lidt vest for vulkanen Hekla i det sydvestlige Island ligger dalen þjórsárdalur. Den var, da skandinaviske vikinger for første gang i slutningen af 800-tallet kom til Island, et af de mest frodige og frugtbare steder for bosættelse. Hård fremfærd mod skovene i dalen i de efterfølgende århundreder samt gentagne udbrud fra Hekla har imidlertid forvandlet dette landskab totalt, således at dalen i dag fremstår som en ørken af vulkansk aske. Spredt i landskabet findes ruiner af vikingetidens og den tidlige middelalders gårde.

På gården Skri
ðufell, den ene af de blot to endnu beboede gårde ved indgangen til dalen, talte den danske antikvar Daniel Bruun fra Danmarks Nationalmuseum med bonden Ólafur Bergsson, som kendte dalen godt. Bruun beskrev efterfølgende turen i meget dramatiske vendinger:

- Det er Islands Pompeji, vi her besøge. Med Gru tænkte vi paa, hvilke Rædsler her ere foregaaede, da i Sagatiden Himlen formørkedes af Askeregn, medens Lavaen strømmede ind, altsammen for at ødelægge den Velstand og den Frugtbarhed, som hidtil havde været Betingelsen for de 14-16 Gaardes Eksistens. Nu er alt det forsvundet, thi Græsset vil ikke mere gro her, og Mennesket er for stedse stængt ude af denne Dal, hvor Slægt paa Slægt i sin Tid levede med deres Sorger og Glæder.

Dalen og dens ruiner har i mere end hundrede år haft en stor tiltrækning på arkæologer, og dette Islands Pompeji blev da også udvalgt som arbejdsmark for et stort anlagt fællesskandinavisk arkæologisk projekt i 1939. Som i 1896 var det Ólafur Bergsson, der førte ekspeditionsdeltagerne ind i dalen. Bergsson var således om nogen indgangen til vikingerne i þjórsárdalur.

Bergsson var en mand af stærke principper. Han havde i mange år en skattet hest, Blesi, som hundredvis af gange havde ført ham rundt i de omkringliggende fjelde.

I 1930 rejste Bergsson hele vejen til þingvellir, hvor man fejrede 1000 års jubilæet for Alþinget oprettelse. Her fik han personligt foretræde for den danske konge Christian X. Han bad om kongens tilladelse til, når den tid kom, ikke at blive begravet i indviet jord, men derimod på et sted i de smukke birkelunde, der lå bag hans gård Skriðufell. Kongen gav Bergsson sit løfte hertil, og i 1944 blev Ólafur i bedste vikingetradition begravet her ved siden af sin elskede hest Blesi, som han selv havde begravet atten år tidligere. Gravsten blev sat på begge grave. Inskriptionen for Blesi lyder: Her hviler den fremragende hest Blesi som døde i 1926.

Biskoppen fandt imidlertid, at dette var en uacceptabel, hedensk skik og bad en lokal leder, Jóhann Kolbeinsson, om at grave Bergsson op og flytte ham til en kristen kirkegård. Jóhann svarede:

- Jeg vil hellere lade mit hoved hugge af end flytte min ven Ólafur fra hans grav.
Sagen stoppede her. Ólafur forblev i sin grav. Han blev den sidste islænding, der blev begravet med sin hest. Ólafur Bergsson var, i sandhed, den sidste viking i þjórsárdalur.

 

 

 

Foto: Björn Johannesson, Reykjavík.

Ólafur Bergsson på sin elskede hest Blesi. Her fotograferet uden for sin gård Skriðufell omkring 1920.

 

Foto: Steffen Stummann Hansen

Historien om Ólafur Bergsson og hans hest Blesi indgår i en bog om dalen og dens arkæologi, som gæsteforsker ved Dansk Polarcenter, Steffen Stummann Hansen, i øjeblikket er ved at færdiggøre med midler fra Carlsbergfondet. Stummann Hansen gennemfører i øjeblikket selv udgravninger i þjórsárdalur som led i et større projekt finansieret af Nordisk Forskningsråd.

 

 

 

Få et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100