DPC Home
 

På tynd is

FNs klimapanel læner sig i sin nye rapport op ad den såkaldte Mann-kurve, som har glattet de seneste 1000 års klimaudsving ud. Dermed er middelalderens varmeperiode og den såkaldte lille istid forsvundet fra de globale middeltemperaturer. Glaciologen Claus Hammer mener, at bl.a. iskernedata tyder på, at forskerne bag den nye kurve er på tynd is.

Af Poul-Erik Philbert

En kurve over de seneste 1000 års klima på den nordlige halvkugle har fået diskussionen blandt klimaforskerne til at blusse op. Kurven er udarbejdet af den amerikanske klimaforsker Michael E. Mann og viser klimaudvikling fra år 1000 som et let faldende, næsten lineært forløb frem til år 1900 efterfulgt af en voldsom stigning i det 20. århundrede (se fig. 1).

FNs klimapanel, IPCC, bruger i sin foreløbige 2000-rapport til beslutningstagere kurven til at udpege 1998 som det varmeste år, 1990erne som det varmeste årti og det 20. århundrede som det varmeste århundrede de sidste tusind år. Det er kendsgerninger, der passer som fod i hose med IPCCs hovedkonklusion, at de stigende temperaturer med meget stor sikkerhed er menneskeskabte.


Indirekte temperaturmåling

Indtil Mann-kurven blev publiceret, har klimaforskere været relativt enige om, at der har været en varmeperiode i middelalderen og en lille istid i 16-1700-tallet (se figur 2). Med den nye kurve er varmeperioden væk og den lille istid næsten forsvundet, og det er blevet mødt med skepsis af bl.a. forskergruppen omkring de danske iskerneboringer på Grønlands Indlandsis. Blandt kritikerne er professor Claus Hammer, Geofysisk Afdeling på Niels Bohr Institutet, der har taget aktivt del i iskerneboringerne siden starten i 70erne.

Klimaforskerne står med det åbenlyse problem, at der kun eksisterer direkte, pålidelige temperaturmålinger for de seneste godt og vel 100 år. Før den tid må de ty til såkaldte proxy-data, dvs. indirekte data fra f.eks. træringe, koraller, sedimenter og iskerner, hvis de vil rekonstruere fortidens temperaturer. Michael Mann har derfor udvalgt syv datasæt med en geografisk spredning på den nordlige halvkugle, bl.a. data fra de grønlandske iskerneboringer.


De forkerte iskernedata

Det er paradoksalt nok først og fremmest Manns brug af iskernedata, som kalder panderynkerne frem hos Claus Hammer. Det er tale om temperaturdata, som er konstrueret ud fra isens isotopsammensætning. Sådan har iskernefolkene selv i mange år beregnet fortidens temperaturer. Men i 1999 publicerede Dorthe Dahl-Jensen og en række kolleger fra Geofysisk Afdeling en ny temperaturkurve, som er kommet til verden ved hjælp af direkte temperaturmålinger i det tre kilometer dybe borehul (se fig. 3).

- Isen gemmer de gamle overfladetemperaturer, så vi f.eks. tydeligt kan registrere kulden i islagene fra sidste istid, som er 10 koldere end isens overflade i dag, siger Claus Hammer. De direkte målinger i borehullet er derfor et meget præcist mål for temperaturudviklingen i det centrale Grønland og langt mere sikker end de tidligere indirekte målinger, som vi har konstrueret ud fra isens isotopindhold. Det interessante i denne sammenhæng er, at middelalderens varmeperiode og den lille istid bliver meget mere markant, når man måler temperaturerne direkte i borehullet.

- Sjovt nok ligner kurven over borehulstemperaturerne den kurve, som vi publicerede i Nature over den nordlige halvkugles temperaturer allerede i 1980, tilføjer Claus Hammer.

De direkte målinger er mere sikre end isotopmålingerne, fordi et varmere klima ledsages af større snefald om vinteren. Dermed bliver det stigende isotopindhold i isen, som følger med et varmere klima, forplumret af, at sneens lavere isotopindhold trækker i den anden retning.

- Derfor kan Mann godt glemme isotopmålingerne fra iskernerne og i stedet bruge de sikre, direkte temperaturmålinger. Hvis han gør det, vil det alt andet lige knække hans temperaturkurve og gøre middelaldervarmen og den lille istid mere synlig, siger Claus Hammer.

Hammer har også kig på Manns brug af træringe som stedfortræder for nutidens direkte målinger. Træringene er dannet i vækstsæsonen og afspejler derfor kun væksttemperaturen og ikke den årlige middeltemperatur. For at kunne rekonstruere vintertemperaturerne er forskerne derfor nødt til at se på, hvordan træringe vokser i dag, hvor man kender temperaturerne, og bruge denne viden til at regne sig frem til fortidens vintertemperaturerne. Det er ifølge Claus Hammer en metode, som er forbundet med en vis usikkerhed.

- Min hovedindvending mod Mann er, at han har for få data, og at nogle af datasættene er forbundet med usikkerhed eller oven i købet er forkerte som f.eks. hans iskernedata, lyder Hammers konklusion.

Men han tilføjer, at Mann og hans kolleger ikke kendte de nye iskernedata, da de publicerede kurven.


En joker i klimamodellerne

Mann benægter ikke eksistensen af middelaldervarmen og den lille istid. Men han mener, det er et nordatlantisk og europæisk fænomen, som ikke slår synligt igennem i de globale middeltemperaturer.

Claus Hammer tror ikke på, at de grønlandske temperaturer kan reduceres til et lokalt fænomen:

- Der findes dataserier og historiske efterretninger fra vidt forskellige steder på kloden, som viser, at der var mindst lige så varmt i middelalderen som i dag, og at vi har været igennem en lille istid tæt på vores egen tid. Senest har jeg sammen med franske kolleger publiceret en dataserie fra fem forskellige boresteder i Antarktis, hvor vi fandt både middelaldervarmen og den lille istid.

Hvis det er rigtigt, at middelaldervarmen har været meget mere udbredt end Mann-kurven viser, svækker det IPCCs konklusion om den menneskeskabte opvarmning i det 20. århundrede.

Forklaringen på kraftigt stigende temperaturer for flere hundrede år siden kan i hvert fald ikke være drivhusgasserne. Vi ved fra isborekernerne, hvor gasserne ligger fanget i små bobler i isen, at koncentrationen af f.eks. CO2-gasser har været relativt stabil frem til industrialiseringens begyndelse og først herefter er begyndt at stige kraftigt. Der må derfor ligge andre kræfter bag fortidens klimaudsving: vulkanisme, solen eller klimaets egne dynamiske ændringer, som klimamodellerne endnu ikke er i stand til at begribe.

Claus Hammer mener, at klimamodellerne - selvom de stadig har nogle iøjnefaldende svagheder - er blevet betydeligt bedre:

- Modellerne er blevet betydeligt stærkere de seneste år. Men de skal jo også kunne forklare, hvad der er sket de sidste 1000 år, hvis de vil forklare, hvad der sker her og nu. Ellers er man på den, for så er der nogle jokere i klimaet, som modelbyggerne endnu ikke har fat på. Derfor synes jeg, det er farligt at bruge Mann-kurven så bastant i en politisk og mediemæssig sammenhæng, som det er tilfældet. Man skulle have ventet, til der var nogle flere og mere sikre data, slutter Claus Hammer.

 

Foto: Grete Dalum Tilds, Polar Photos

I et 23 grader klaprende koldt kølerum på Niels Bohr Institutet opbevares en del af iskernerne fra boringerne på Indlandsisen. Claus Hammer viser her et stykke is fra den meget omdiskuterede middelalder.

Se klimakurver

Kontakt:
Claus Hammer
Geofysisk Afd.
tlf. 35 32 05 59

Links:
Michael Mann online

Glaciologi-gruppen på Niels Bohr Institutet

NorthGRIP-boringen

 

Få et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100