DPC Home
 

Til den bitre ende

I dagens moderne Grønland jages, fanges og fiskes der i et omfang, der på ingen måde kan siges at være bæredygtigt, siger Kjeld Hansen i denne kommentar. Der forbruges løs af næsten alle levende resurser, som var den nuværende generation af grønlændere den sidste i Menneskenes Land.

Af Kjeld Hansen, journalist & forfatter

Tusinder af sælkroppe smides i havet, når skindet er flået af. Hvalkroppe efterlades på isen, efter at den kostbare mattak er fjernet. Skudte moskusokser brændes, dybfrosne lomvier køres på lossepladsen, kroppe af hvalrosser får lov at rådne op, mens tonsvis af rejer og hellefisk kasseres til fordel for ravne og måger.
Kødspildet fra den grønlandske fangst er enormt. Tusinder af tons kød fra nedlagte dyr, fugle og fisk udnyttes overhovedet ikke.

Trods svimlende mængder af kød kan Grønland kun opvise en selvforsyningsgrad for rødt kød på 24% ifølge det grønlandske landbrugsråd. Det vil sige, at 76% af befolkningens forbrug af kød og kødprodukter fra pattedyr importeres.

Men fangere og jægere nedlægger årligt pattedyr og fugle i mængder, der rigeligt kunne forsyne hele det grønlandske samfund med 100% traditionelle fødevarer, og der ville såmænd også være foder til de 25.000 slædehunde! Man behøvede ikke importere et eneste kilogram kød for at mætte samtlige grønlandske maver.

Men der er kun ringe interesse for at organisere udnyttelsen af fangsten rationelt. Fangerkulturen er i dag afløst af en støttekultur, der overgår selv de mest groteske støtteordninger i EU. Det medfører et meget stort spild af kød, der er egnet til human konsum.

I politisk korrekte kredse hersker der stadig en forestilling om, at grønlændere og andre inuit-grupper lever i perfekt balance med deres naturlige omgivelser.
Man fanger kun de dyr, der er absolut nødvendige, og ellers forstyrrer man aldrig fangstdyrene. Kort sagt - inuit er pr. definition bæredygtig. Restriktioner på fangsten er derfor overflødige, fordi den nødvendige fangst i sig selv er bæredygtig.

Der er tale om en smuk illusion, skabt af velmenende antropologer og romantiske naturelskere i de vestlige industrilande - understøttet og udnyttet af populistiske, grønlandske politikere og intellektuelle.

Så sent som i april 1997 stod præsidenten for de arktiske folks organisation Inuit Circumpolar Conference, Aqqaluk Lynge fra Nuuk, på talerstolen hos De Forenede Nationer i New York og udtalte følgende:

- Som folk har vi hverken mistet vor ærbødighed for naturens verden eller vor forpligtelse til at behandle den med respekt. Inuit har praktiseret bæredygtig udvikling i generationer.

Det er dette kollektive selvbedrag, der er ved at ødelægge Grønlands natur.
I dagens moderne Grønland jages, fanges og fiskes der i et omfang, der på ingen måde kan siges at være bæredygtigt. Der forbruges løs af næsten alle levende resurser, som var den nuværende generation af grønlændere den sidste i Menneskenes Land.

Polarlomvie, hvidhval, ederfugl, hvalros, spættet sæl, kongeederfugl, havterne, helleflynder, torsk, laks, kammusling - hver for sig fortæller de den tragiske historie om, hvad årtiers blind udnyttelse af de levende resurser fører til.
Siden slutningen af 1960erne har danske, engelske, canadiske og andre landes videnskabsmænd udtrykt deres bekymringer for overudnyttelsen af Grønlands natur. Men kun med ringe held. Såvel datidens danske koloniherrer som nutidens grønlandske magthavere har hårdnakket vendt det døve øre til.

Ødelæggelsen af den biologiske mangfoldighed i Grønland synes at skulle forsætte til den bitre ende. Fangere og fiskere benægter problemernes eksistens, og kun de færreste politikere har tilsyneladende modet til at gøre det nødvendige. Man betaler hellere millionbeløb i subsidiering til et regulært museumserhverv, der aldrig vil kunne komme til at lønne sig i den moderne verden, som det grønlandske samfund for længst er trådt ind i.

Med skræmmende stor sandsynlighed vil det nuværende fangsttryk føre til, at endnu flere bestande reduceres så voldsomt, at de ikke længere kan bidrage til livskvaliteten og økonomien i det grønlandske samfund. Enkelte arter vil utvivlsomt uddø.

Hertil kommer de immaterielle tab: kulturen, identiteten og omverdenens agtelse. Den unge generation af grønlændere kommer aldrig til at opleve den overdådighed af liv, som Grønland engang kunne tilbyde. Og deres fædre vil blive husket verden over som dem, der ødslede det hele bort. Stoltheden over det gamle fangersamfund vil blive reduceret til en bitter fortrængning.

Rovdriften på den unikke grønlandske fauna er for længst dokumenteret, bl.a. med tørre tal fra Grønlands egne biologer. Jeg har samlet denne dystre viden i bogen Farvel til Grønlands natur. Hovedbudskabet er, at hvis man fremskriver den negative udvikling med bare 10-20 år, vil de fleste fangstdyrs skæbne være beseglet. Derfor haster det, som aldrig før, med at komme i arbejdstøjet for de vankelmodige beslutningstagere.

 

 

Kontakt:

Tlf. 56 52 22 70

Kjeld Hansens bog Farvel til Grønlands natur udgives af Gads Forlag i september 2001. Den kan forudbestilles gennem forfatteren på: eller tlf. 56 52 22 70.

Links:
I doktor Bertelsens kølvand, Artikel i Polarfronten 1/2001

Velsmagende og gumpetung, Artikel i Polarfronten 1/2001

 

DPC modtager gerne kommentarer til Polarfronten og DPC's website

 

Få et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100