Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !
Professorens store bagedag

Professorer kan meget. Ellers var de vel ikke blevet professorer. Men det kan gå galt for alle. For nogle endda meget galt.

Af Minik Rosing
Nogle vil mene, at professoren er født under en uheldig stjerne. De har noteret sig, at selv de simpleste og mest benigne aktiviteter på forbløffende kort tid kan eskalere til fuldgode katastrofer i hans nærvær. Vi der kender ham ved, at hans stjerne var en lykkestjerne, hvilket tydeligst illustreres ved det faktum, at han blev inviteret med til Skjoldungen som geolog.
Ekspeditionen bestod af et udvalg af -loger. Hovedsageligt bio- , arkæo- og geo-. Vi skulle sejle om til Skjoldungen på Grønlands sydøstkyst med KNI's togtefartøj Ejnar Mikkelsen og måtte derfor døje med det urolige vejr, som kendetegner den del af verden.
Professorer har en vis autoritet i alle spørgsmål, og professoren introducerede ingefær som et middel mod søsyge på turen. Ingefær er sikkert glimrende til dette formål, men her blev den administreret i form af en opslæmning af stødt ingefær i varm kakao. Denne drik blev i sagens natur indtaget i høj sø og stiv nordøstlig kuling, men gjorde desværre ikke meget godt for sine tilhængere.
Professoren henlå i døren til agterdækket og lignede noget, nogen havde spildt. Hans legeme så ud som om de kræfter, der normalt holder enkeltdelene sammen, midlertidigt var suspenderet. Det meste af denne tilstand må nok tilskrives kakaodrikken, men noget kan også have skyldtes eksplosionen.
Eksplosionen indtraf, medens vi lå i stormlæ lige inden for sundet. Den skyldtes professorens omsorg for sine medpassagerer. En omsorg som fandt sit udtryk i fremstillingen af boller. Boller og kakao hører jo næsten udeleligt sammen. Det gik sådan set fint nok med at fremstille dejen. Eftersøgningen af mel i proviantkasserne skabte naturligvis en del uorden, men ikke noget 10 mand ikke kunne ordne i løbet af en formiddag. Hævning og formning af bollerne forløb også forbløffende begivenhedsløst. Det var faktisk først da bagningen skulle begynde, at skibets sikkerhed for alvor blev truet.
Professoren tændte for ovnen. Det vil sige, det var jo en gasovn, så han åbnede selvfølgelig først for gassen. Så gjorde han et dybt greb i lommen efter tændstikkerne. Kun for at konstatere, at han ikke ryger, aldrig har gjort det, og derfor heller aldrig har haft en æske tændstikker i lommen. Nå, men søfolk er jo kendt som trofaste rygere. Det var bare at gå de tre trapper op, gennem adskillige korridorer og krinkelkroge til Carl Erik på broen, snuppe tændstikkerne, og fare vild tre-fire gange på tilbagevejen. Det kunne snildt klares på et kvarters tid. Det gik også fint.
Problemet opstod i det øjeblik hvor tændstiksvovlet mødte æskens strygeflade i tilstedeværelse af kabyssens indhold af gas. En dyb seismisk rystelse forplantede sig gennem skibet, og fik kaffen til at sitre i kopperne, endnu inden det dumpe drøn nåede frem. Vi var alle overbeviste om, at skibet for fuld skrue havde ramt et skær. Det var naturligvis en tåbelig antagelse i betragtning af, at vi lå for anker, men i øjeblikket forekom det den mest nærliggende.
Medens vi forberedte os på at se et vandspejl formes i salonen, kom skibskokken vaklende ind. Han lignede en julegås, der lige var svitset over gassen. Hans blottede underarme var glatte som Venus fra Milos, og hvad der tidligere havde udgjort øjenbryn og vipper var nu blot et brunligt krymmel omkring hans øjne. Han var tydeligvis ved at dø. Da han fik lidt luft i sine svedne lunger, viste det sig at dødsårsagen i så fald ville være grin. Han hulkede af grin - tårerne sprang fra hans nøgne øjne, og det tog ham adskillige forgæves tilløb, før han fik fremstammet årsagen til braget.
Bollerne var ellers gode.

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre