Dansk Polarcenter | Strandgade 100 H | 1401 København K | Danmark
telefon 3288 0100 | telefax 3288 0101 | 
News    |    Research & Logistics    |    Publications    |    Library    |    Photos    |    Polarfronten    |    Om DPC
Du er på:
Din browser er ikke en Internet Explorer !


Velsmagende og gumpetung



Tre navngivne islændinge har fået den tvivlsomme ære for den 3. juni 1844 på øen Eldey at have aflivet de to sidste gejrfugle i verden. Om det var de sidste, ved vi selvfølgelig ikke, men det har været tæt på.

På det tidspunkt var der så få gejrfugle tilbage, at jægerne ikke længere gik efter fuglen for dens velsmagende kød eller lunende fjer. De kunne tjene langt mere hos museer og samlere, som ønskede at få fingre i et af de sidste eksemplarer. Indvoldene fra gejrfuglene på Eldey kan i dag ses på Zoologisk Museum i København, hvor de som de eneste eksisterende bløddele af gejrfuglen er udstillet i ni forskellige spritglas.

Gejrfuglen ynglede især ved Newfoundland og Island og blev fra 1500-tallet et eftertragtet bytte blandt europæiske fiskere. Den gåsestore, kødfulde fugl sparede fiskerne for at proviantere hjemmefra, og der var så mange, at de også blev brugt til brændsel under kødgryderne.

Den store, tunge fugl var en fænomenal svømmer, men de små vinger kunne ikke løfte den kluntede krop, som gav den en gumpetung gang på jorden. Gejrfuglene var derfor prisgivet sultne fiskere, som i yngletiden kunne drive de godmodige fugle i store flokke op ad planken ombord på deres skibe.

Med indvandringen til Amerika voksede presset mod gejrfuglen, fordi dens dun var velegnede til puder og dyner, og fuglekolonierne på bl.a. Funk Island ud for Newfoundlands kyst blev langsomt tømt. Omkring år 1800 var gejrfuglen totalt udryddet i Nordamerika.

På Island skulle der gå endnu 50 år, før den sidste gejrfugl på artens vegne drog det sidste suk.

Gejrfuglen er et skræmmende eksempel på en fugleart, som blev udryddet på grund af menneskets ukontrollable fangstiver. Der er forskere, som mener, at vi fik hjælp af naturen. Den lille istid, som varede fra o. 1500-tallet til slutningen af 1800-tallet, kan have svækket gejrfuglens fødegrundlag. Men antagelig har det kun været et sidste puf til en i forvejen skamskudt art.

Fiskerne gav i øvrigt gejrfuglen navnet peng-wyn, walisisk for den med det hvide hoved, og da opdagelsesrejsende senere nåede frem til Sydpolen og mødte en fugl, som mindede om den nordatlantiske pingvin, fik den hurtigt samme navn.

 


Foto: Gert Brovad

Gejrfuglen.

 

Tegn et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100


Søg i gamle numre