DPC Home
  Med fokus på Jordens gletschere

En ny amerikansk satellit vil fodre forskerne med vigtige informationer om Jordens gletschere og iskapper. Danske forskere er med i forreste række i projektet, som kan byde på mange fordele for dansk polarforskning.

Af Poul-Erik Philbert
I juni 1998 vil endnu en satellit blive opsendt og finde sit nøje forudbestemte kredsløb omkring Jorden, denne gang i en bane, som vil dække størstedelen af de polare områder. Efter nogle måneders indkøring vil satellitten i fremtiden hvert år sende tusindvis af billeder af Jordens gletschere ned i udsnit på 60 x 60 km.

Præcise informationer
Strømmen af billeder og data vil blive overført til de hårdtpumpede computere hos forskerne bag projektet GLIMS (Global Land Ice Monitoring from Space), som vil bruge dem til at stykke et katalog over Jordens gletschere og iskapper sammen.
Satellitbillederne gør det muligt at skelne mellem f.eks. sne, ren og beskidt gletscheris, moræne, klippe og vegetation og vil over de 5 år, projektet skal køre, give forskerne et meget præcist billede af gletschernes og iskappernes overflade.
Billederne vil også fortælle om isens udbredelse og bevægelse, og det med 5 meters nøjagtighed fra år til år og med 1 meter pr. år i gennemsnit over en 5-årig periode. Og når man ved, at grønlandske gletschere typisk bevæger sig fra nogle meter om året for lokale gletschere til 100 meter eller meget mere om året for mange udløbsgletschere fra Indlandsisen, så kan dette seneste eksempel på rumteknologiens velsignelser kun blive et nyttigt redskab for forskerne.
Det gælder ikke mindst klimaforskerne, som vil få at vide, om Jordens gletschere og iskapper vokser, bliver mindre eller er i balance. Det ved vi ikke i dag, selvom det er helt afgørende, hvis vi skal forudsige konsekvenserne af afsmeltningen og dens betydning for bl.a. havstandsændringerne.

Dansk deltagelse
For dansk polarforskning er det lidt af et kup, at DTU er blevet udpeget til at huse et af 8 regionale centre under GLIM's koordinationscenter ved United States Geological Survey i Flagstaff i Arizona. Det vil ske i et tæt samarbejde med Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS) og med flere andre danske og grønlandske institutioner.
Niels Reeh fra Dansk Center for Telemåling oplyser, at det regionale GLIMS-center i første omgang skal planlægge gletscherkataloget for Grønland. GLIMS-projektet satser på en 100% dækning af Indlandsisens randzone, mens det ikke er muligt at registrere alle de små, lokale gletschere. Det danske GLIMS-center skal derfor udvælge lokale gletschere, så alle grønlandske klimaregioner, gletschertyper, gletscherstørrelser mm er dækket.
Senere bliver centrets vigtigste opgave at bearbejde og analysere de grønlandske satellitdata.
Niels Reeh ser en lang række fordele i at deltage i GLIMS-projektet:
- Danske og grønlandske forskere vil få en hurtig og billig adgang til satellitbillederne, og det vil styrke både nuværende og fremtidige forskningsprojekter. For eksempel vil billederne kunne belyse samspillet mellem havisen og de flydende gletschertunger i Nord- og Nordøstgrønland. Desuden vil en samkøring mellem satellitbillederne og Center for Telemålings radarbilleder givetvis åbne for ny, interessant forskning om massebalancen af randzonen og af den Grønlandske Indlandsis og dermed gøre det nemmere at forudsige Indlandsisens fremtidige bidrag til havstandsændringer. Og endelig vil billederne bidrage til den registrering af de grønlandske gletschere, som GEUS udfører.
GLIMS-centret er foreløbig finansieret frem til og med år 2000 gennem bevillinger fra European Space Agency og Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland.
  Indhold 1/98

Kontaktperson:

Dansk Center for Telemåling
DTU
Bygning B-348
2800 Lyngby
tlf: 45 25 38 38

GLIMS

 

Få et abonnement !

Klik her
eller ring 32880100