DPC Home

Seneste Nyt

Dagbøger

Samfundsdebat

Øvrige nyheder

GRASP

Månedens mineral

Nyhedsarkiv

Online artikler



Foto: © Flemming Merkel


Kontakt:

Flemming Ravn Merkel

Grønlands Naturinstitut
Postboks 570
3900 Nuuk
Grønland

Tlf: +299 321095
Fax: +299 325957


 

En helt almindelig dag ved fuglefjeldet Kingittoq?

Af Flemming Merkel, Grønlands Naturinstitut

Fredag d. 17. juli 1998
Vi vågner tidligt, solen skinner, og temperaturen i teltet er steget til uanede højder. Vi befinder os lidt syd for Upernavik, vest for Kingittoq, den største af de fire tilbageværende lomviekolonier i det sydlige Upernavik. Vi er her nu og de kommende 11 dage for at undersøge, hvordan lomvierne trives. Har stramningerne i jagtreglerne fra 1989 haft nogen gavnlig effekt, eller er udviklingen i bestandsstørrelsen den samme som den har været de sidste 25 år - drastisk faldende?

Det eneste vi ved med sikkerhed lige nu er, at der i det forgangne døgn er blevet 10 ynglefugle mindre at tælle. De blev skudt sent i går aftes, tæt ved Kingittoq. Vi blev en smule forargede, fuglene er jo fredet nu, men det var trods alt kun 10 lomvier, og Upernaviks borgere har jo kun en kort periode, hvor de må skyde lomvier - så hvem kan fortænke dem i en sjælden gang at skyde enkelte lomvier i fredningstiden?

Efter morgenmaden sejler vi rundt og gransker kolonierne nøje. Det viser sig hurtigt, at Kingittoq og de to nærtliggende kolonier, Appatsiaat og Timmiakulussuit, er svære steder at arbejde. Kolonierne er omkranset af stejle utilgængelige fjeldsider, og det er stort set umuligt at finde velegnede steder på land, som er gode at observere fra. Det ser ud til, at al monitering skal foregå fra vandet - vi krydser fingre for at vejret er med os.

Tirsdag d. 21. juli
Fire dage er gået. Vejret er storartet, solen bager fra en skyfri himmel, og fjorden er blikstille. Vi er i gang med en totaltælling af Kingittoq. I dag er det et skår på sydøstsiden, vi har i fokus, her hvor størstedelen af riderne også yngler. Skåret inddeler vi i mindre delområder, der optælles ét efter ét. Vi tager samtidig billeder af hvert delområde, så vi kan tælle efter, når vi kommer hjem, og sammenligne med billeder fra tidligere år.

I dag konstaterer vi, at enkelte lomvier bringer føde i næbbet - æggene er altså begyndt at klække. Lomvieparrene får travlt i de kommende 3-4 uger, hvor hvert ynglepar nu får en ekstra mund at mætte. For ca. 100 lomvier vil opgaven vise sig at blive uoverkommelig. Det er de 100 lomvier, som i går aftes mistede deres mage. Tre både drev jagt samtidig, og i løbet af små to timer var det klaret!

Vi er frustrerede på lomviernes vegne. De "enlige mødre" sidder tilbage og passer på deres æg eller unge, mens de forgæves venter på at blive afløst. På et tidspunkt vil sulten tvinge dem til at forlade deres afkom, og fra det tidspunkt vil afkommet være dødsdømt. Ægget eller ungen vil hurtigt miste varmen, og det er kun et spørgsmål om tid, inden fostret eller ungen omkommer eller bliver taget af en gråmåge. Vi krydser fingre for at episoden i går aftes var en undtagelse - i så fald nummer to. På vej tilbage til lejren må vi aflive to lomvier og to rider. De sidder sammenkrøbet på flade sten ved fjeldfoden - skamskudt. En tredje lomvie har trods en brækket vinge kræfter i behold til at undslippe os, men dens skæbne er uden tvivl beseglet.

Fredag d. 24. juli
Vi sejler udenskærs på vej til kolonien Apparsuit (Sandersons Hope). Her har vi et kamera stående. Det tager automatisk et billede hver anden time og skal fortælle os, hvor meget antallet af lomvier på fjeldet varierer gennem døgnet. Det er tre dage siden, vi var her sidst, og det er tid til at skifte film. For fire år siden blev der talt 1168 lomvier på dette fuglefjeld, og i år har vi talt blot 730 - der ser ud til at nedgangen fortsætter uanfægtet.

Om aftenen skydes der igen ved Kingittoq - i løbet af 35 minutter bliver der affyret 40 skud tæt ved Kingittoq, og 26 lomvier må lade livet. De seks af fuglene bliver imidlertid skudt til ingen verdens nytte, de får blot lov til ligge der i vandet, døde eller halvdøde. Episoderne begynder at forekomme os absurde. Det er slemt nok at man tilsyneladende ikke har i sinde at overholde jagtreglerne, og at man bortskyder ynglefugle og derved dødsdømmer ikke bare dette års afkom, men også de næste 10, 15 eller 20 års afkom. Hvis man så samtidig ikke engang respekterer det bytte, man nedlægger og gider gøre sig den ulejlighed at samle det op - ja så er der noget helt galt.

Lørdag d. 25. juli
Vi befinder os ud for den store koloni, og vi er i gang med at fotografere særligt udvalgte lomviehylder, som vi har gjort det hver eneste dag på dette tidspunkt. Det er ny metode, som vi benytter fordi der ikke findes egnede steder på land, hvorfra vi kan tælle. Billederne skal fortælle os, hvor meget antallet af lomvier på fuglefjeldet varierer fra dag til dag. Jo mindre variationen er, jo mere præcis kan vores totaltælling siges at være og jo mindre udsving kan vi påvise i årene fremover.

Desværre bliver vi afbrudt i vores arbejde. En del fugle blev nemlig skræmt af fjeldet på grund af skudsalver. Det er de samme to både, som vi også så sammen for 5 dage siden. Skyderiet stopper en stund, og jægerne bliver tydeligt lidt rådvilde, da de bliver klar over, at vi befinder os nær fjeldet. Vi sætter kurs mod lejren, og næppe har vi fastgjort gummibåden, før skyderiet genoptages - 26 skud og 13 træffere i denne omgang. Om aftenen ankommer en ny båd til området, tydeligvis på gennemsejling, og vedkommende bruger 26 riffelskud til at nedlægge 6 lomvier. Det er ved at gå op for os, at det ikke er ualmindelige hændelser vi er vidne til, nej snarere en helt almindelig beskæftigelse på en helt almindelig dag ved Kingittoq.

Søndag d. 26. juli
En tæt tåge hænger som en tung, våd og kold dyne over lejren ved Kingittoq og ikke et eneste fuglefjeld er synligt. Tiden går med snak om løst og fast og vi forsøger at ignorere den lidt dårlige stemning, der ofte følger med den slags vejr. Positivt er det dog, at tågen giver lomvierne fred for en stund.
Om eftermiddagen brister illusionen imidlertid. Først 70 skud og senere 13 skud. Senere igen, mens sigten stadig kun er 2-300 m, går det løs med riffelskud. Projektilerne farer vidt omkring, og vi ser os nødsaget til at afbryde virkeligheden med et VHF opkald til båden. Ingen reagerer på vores opkald, men aktiviteten ophører dog straks. Vi kryber tilbage i soveposen og lukker af for endnu en dag ved Kingittoq.

Mandag d. 27. juli
Det er vores sidste dag, og vi er i fuld gang med at pakke lejren sammen. Lomvieundersøgelserne er forløbet godt, og vi kan nu tage hjem og gøre arbejdet helt færdigt. De foreløbige resultater tyder på, at lomvierne i Upernaviks sydlige kolonier er gået markant tilbage i antal. Præcist hvor meget ved vi først, når vi får kendskab til den naturlige variation. En fortsat nedgang er forventelig. Bare i den tid vi har været her, er 3 - 3,5 % af ynglebestanden skudt bort, og 4 - 5 % af afkommet er gået tabt som en følge af denne jagt.

Hjemmestyret har i år været på besøg i Upernavik og omegn for at informere om lomvien og for at diskutere den kritiske situation i det sydlige Upernavik. Jeg deltog selv i mødet i Upernavik og Tasiusaq, og set i bakspejlet må jeg sige, at der blev vist meget lidt forståelse for, hvilken skade den lokale jagt kan forvolde. Den generelle holdning var, at alle Upernaviks ynglefugle bliver skudt bort om vinteren i Nuuk. Så enkelt er det bare ikke. Sandt er det, at der skydes mange fugle, ikke bare i Nuuk, men langs hele Sydvestgrønland om vinteren. Vinterjagten kan bare ikke sammenlignes med sommerjagten nord på. Størstedelen af de fugle der skydes om vinteren er nemlig ungfugle, og jagt på ungfugle er meget mindre skadeligt for bestanden, fordi mange af disse fugle alligevel vil dø inden de når ynglealderen - blot af andre årsager. Desuden består over halvdelen af vinterfangsten af fugle fra Norge og Svalbard og har derfor ingen indflydelse på den grønlandske ynglebestand.

Dermed ikke sagt at vinterjagten er uden konsekvenser. Særlig sent på vinteren kan den have konsekvenser. Det er nemlig her, der skydes flest gamle fugle, og nogle af disse kan stamme fra nordgrønlandske kolonier. Så Nuuk og det øvrige Sydvestgrønland har sin del af skylden for lomviens tilbagegang, men at sige, tro eller bilde sig ind, at alle Upernaviks ynglefugle skydes i Nuuk, det er ganske simpelt en illusion - vores ophold ved Kingittoq bekræfter det til fulde.

Vi er endelig færdige med at pakke, båden er lastet, og vi er ved at stemme fra land, da vi hører en jolle på modsatte side af fjorden. Han er i færd med at sikre sig et par lomvier, mens de endnu er her, og det får mig til at tænke på, om dagen i dag er den sidste helt almindelig dag, jeg skal opleve ved Kingittoq?