DPC Home

Seneste Nyt

Dagbøger

Samfundsdebat

Øvrige nyheder

GRASP

Månedens mineral

Nyhedsarkiv

Online artikler


Foto: © Polar Photos

 

Gejrfuglens biologi
(på engelsk)

Gejrfuglens bibliografi
(på engelsk)


Kontakt:
Morten Meldgaard

Den Nordatlantiske Brygge
Strandgade 100C
1401 København K.
Tlf.: 21 25 01 95


 

For speciel til denne verden

Den nu uddøde gejrfugl svømmede rundt i hele Nordatlanten - og levede så nordligt som Diskobugten i Grønland, viser nye fund

Af Morten Meldgaard

I juni måned 1844 blev de to sidste eksemplarer af den forhistoriske gejrfugl dræbt. Den gåsestore fugl med det velsmagende kød og det varme skind var en storartet svømmer; men den kunne til gengæld hverken flyve eller bevæge sig hurtigt på land. Og derfor var den et altfor let bytte for mennesker.

Efter at have eksisteret på jorden i mindst 1 mio. år, kan fuglen nu kun iagttages i udstoppet tilstand i ganske få eksemplarer. Blandt andet på Zoologisk Museum i København.

Gejrfuglen levede i forhistorisk tid i hele det Nordatlantiske område. I indianske køkkenmøddinger langs Nordamerikas østkyst fra Boston til Labrador er der fundet knogler fra fuglen; ligesom den kendes fra Island, Skotland og fra øerne i Den Engelske Kanal. Og langs den norske kyst, på den svenske Kattegatkyst og 16 steder her i landet kan man opvise levninger fra den nu uddøde fugl.

Den store svømmefugl har også levet på Grønlands vestkyst, og for nylig har man ved udgravninger i Diskobugten fundet tre næsten 4000 år gamle gejrfugle-knogler på den ældste boplads. Qeqertasussuk i det sydvestlige hjørne af Diskobugten. Dette fund markerer det hidtil ældste fund fra Grønland og gejrfuglens nordligst kendte levested i den vestlige atlant.
Qeqertasussuk-bopladsen hører til Vestgrønlands ældste fangerkultur, Saqqaq-kulturen, men udmærker sig ved sine meget fine bevaringsforhold.
På grund af det arktiske klima og særlige lokale forhold har bopladsen ligget indkapslet i den frosne jord, siden den blev forladt for ca. 3500 år siden. Nedfrysningen har bevirket, at selv letnedbrydelige organiske materialer er bevaret. Det drejer sig bl.a. om dyreknogler, fuglefjer, hvalbarder, stumper af skindtøj med påsiddende hår, drivtømmer og mikroskopiske insektrester.

Usædvanlige knogler
Under udgravningerne fra 1984 til 1987 er der fundet langt over 100.000 dyreknogler i bopladslagene. De fortæller om datidens menu - om hvilke dyr der blev fanget og spist. Mest almindelige er sælknoglerne, særligt af grønlandssæl og ringsæl, men også fuglene har spillet en væsentlig rolle i husholdningen. Særligt er knogler af måger, alkefugle, ryper og mallemukker talrige i materialet.

Indimellem dukker der også knogler op, der tilføjer væsentlige nye brikker til vor viden om den fortidige dyreverden. Det skete bl.a. den 17. juli 1986, da vi i bopladsens mødding i ca. en meters dybde fandt tre usædvanlige fugleknogler.

Det var tre vingeknogler, der tydeligt skilte sig ud fra de øvrige fugleknogler.
Overarmsknoglen var usædvanligt brev og flad i tværsnit.

Underarmsknoglerne var ligeledes brede og flade, og desuden var de stærkt forkortede. Den sammentrykte udformning af vingeknoglerne finder man hos de fuglearter, der har specialiseret sig i "undervandsflyvning" som f.eks. alkefuglene. De bruger ganske enkelt vingerne som padleårer, og de er et særdeles effektivt fremdriftsmiddel, når fisk og anden føde skal fanges under havoverfladen.

De meget korte underarmsknogler fortæller desuden, at fuglen ikke har kunnet flyve. Det, vi ser her, er resultatet af en udvikling frem mod en fuldstændig tilpasning til livet i og på havet. Flyveevnen er gået tabt til fordel for en forbedring af dykkeegenskaberne. Dette forhold kendes fra den sydlige halvkugles pingviner og fra en enkelt, nu uddød, alkefugl fra Nordatlanten - nemlig gejrfuglen.

Vintergæst
Fra historiske og arkæologiske kilder ved vi nu, at gejrfuglen forekom i Vestgrønland fra Qaqortoq (Julianehåb) i syd til Disko Bugt i nord. Gejrfuglen var hyppigst ved Vestgrønland i tiden fra september til januar, og den forekom mest lidt til havs i nærheden af fiskebankerne, hvor den søgte sin føde. Desuden har der været en lille bestand af gejrfugle, der - i alt fald i slutningen af 1700-tallet - ynglede på skær og øer ud for Grønlands vestkyst.

Den gåsestore fugl blev jaget af grønlænderne helt op til begyndelsen af 1800-tallet. Den var eftertragtet, fordi den var velsmagende og fordi skindet var velegnet til at sy varme inderklæder af.

Den sidste grønlandske gejrfugl blev dræbt i 1815 ved Fiskenæsset lidt syd for Nuuk (Godthåb). Ad forskellige omveje endte den i udstoppet stand i Zoologisk Museums samlinger. I dag er dette eksemplar dels den eneste udstoppede gejrfugl fra Grønland og dels en af to kendte udvoksede gejrfugle i vinterdragt.

Fyrede med fuglene
Allerede i 1500-tallet opdagede europæiske fiskere gejrfuglens yngleplads på Funk Island ud for Newfoundlands kyst. Fuglene, der bevægede sig langsomt og kluntet på land, var et let bytte for mandskabet på de forbisejlende fiskerskonnerter, og talrige er beretningerne om fiskernes skånselsløse jagt på de hjælpeløse fugle.

Sømanden Anthony Parckhurst skriver i 1578 om sit besøg på Funk Island: ".... særligt på en ø der hedder Penguin (Funk Island) kan vi drive fuglene på en planke ned i vores skib, ligeså mange det kan laste".

I en anden skildring fra 1536 fortæller sømanden M. Hore, hvorledes sømændene trak sejlene hen over øen og drev store mængder gejrfugle ned i bådene. Gejrfuglene blev slagtet i tusindvis, de blev spist ferske, de blev saltet i tønder og de blev kogt til tran. Det fortælles, at man af mangel på træ på øen brugte de døde fugle som brændsel til at opvarme de gryder, deres artsfæller skulle koges i.

I løbet af 1600 og 1700-tallet fik søfolkene bugt med bestanden af gejrfugle på Funk Island, og omkring år 1800 var den helt forsvundet fra øen, og dermed fra Nordamerikas kyster.

Ved Island kunne den dog stadig træffes. På afsides liggende skær syd og sydvest for Island ynglede der, endnu i begyndelsen af 1800-tallet, en lille bestand af gejrfugle. Gennem århundrederne havde islændingene jaget dem på disse skær, ligesom de også jagede andre havfugle, men sandsynligvis havde den traditionelle fangst ikke nogen afgørende betydning for bestanden.

Videnskabelig jagt
I 1800-tallet intensiveredes jagten på den store alkefugl. Det var gået op for den videnskabelige verden, at gejrfuglen var ved at blive en sjælden fugl.
Zoologiske museer og private samlere i Europa og Nordamerika var villige til at betale store summer for eksemplarer af fuglen, og mellem 1800 og 1840 blev ca. 60 gejrfugleskind og en hel del æg indsamlet og sendt fra Island til forskellige opkøbere. Zoologisk Museum i København, der havde gode islandske kontakter, var mellemmand i omtrent halvdelen af disse handler.

I dag bliver man måske lidt pinligt berørt over, at zoologiske museer på denne måde var involveret i handelen med truede dyrearter, men tiden var en anden, og folk var ikke klar over konsekvenserne af handelen.

Den 3. juni 1844 blev de to sidste gejrfugle dræbt på den lille vulkanske ø Eldey sydvest for Island, og dermed var der sat punktum for artens eksistens her på jorden. De to fugles skind gik tabt, men det lykkedes Zoologisk Museum i København, at erhverve deres spritbelagte organer, der i dag er de eneste eksisterende bløddele af gejrfugle i verden.

Tilbagegang før
De mange historier om hensynsløse nedslagtninger af gejrfuglene på deres sidste ynglepladser fortæller med al ønskelig tydelighed, at mennesket spillede en afgørende rolle i de sidste faser af artens liv. Men der er flere ting, der tyder på, at bestanden, allerede før mennesket tog fat, var i tilbagegang.

Det er muligt, at den klimaforværring, der indtrådte i 1500-tallet, og som varede omtrent to århundreder (populært kaldet "den lille istid") delvis kan have fjernet gejrfuglens fødegrundlag og dermed forberedt dens undergang.

Om fuglen
Vi kender kun lidt til gejrfuglens biologi, og de oplysninger, vi har, stammer fra højst forskellige kilder.

En del iagttagelser blev gjort af de europæiske fiskere, der i 1600- og 1700-tallet fangede torsk på Newfoundlandbankerne. De bemærkede, at gejrfuglen altid holdt til på selve bankerne, aldrig udenfor, og fuglens tilstedeværelse blev ligefrem nedfældet i en engelsk lodsbog fra 1767 som et vigtigt kendemærke for bankernes beliggenhed.

Desuden blev fuglene altid set to eller flere sammen; en selskabelighed, der også kom til udtryk på de få historisk kendte ynglepladser, hvor gejrfuglene samledes i den korte yngletid i maj og juni. Særligt kendte var den lille klippeø Funk Island nær Newfoundland, hvor tusindtallige skarer lagde deres æg samt en række små skær og øer ud for Islands kyst.

Gejrfuglen foretog ret udstrakte "vandringer" i det nordatlantiske område. For eksempel svømmede fuglene, der overvintrede på de grønlandske banker, næsten 2000 kilometer til ynglepladserne ved Island eller Newfoundland. Disse vandringer må blandt andet have været bestemt af forekomsten og tilgængeligheden af fuglens føde, som hovedsagelig bestod af små til mellemstore fisk med et højt kalorieindhold. Fiskene blev fanget på lavt vand indenfor en afstand af to kilometer fra land.