DPC Home

Seneste Nyt

Dagbøger

Samfundsdebat

Øvrige nyheder

GRASP

Månedens mineral

Nyhedsarkiv

Online artikler


Kontakt:
Jørgen Taagholt

tlf. 32 88 01 24 (tirsdag)
tlf. 45 80 04 21


Kort 1
Klik på kort for at få større billede.

 
Ekspeditioner på Indlandsisen

Af Jørgen Taagholt, 1999


Fridtjof Nansens krydsning af Indlandsisen 1888

Den danske administrator Paars gennemførte i 1729 den første korte ekspedition ind på Indlandsisen. Siden er der gennemført adskillige tilsvarende ekspeditioner, men ingen havde krydset Indlandsisen, og der var fortsat ukendskab til, om isen rakte fra kyst til kyst, eller om der var isfrie områder på den 800 km lange strækning.

Fridtjof Nansen er født nær Oslo i 1861. Han er ud af den gamle slægt Nansen fra Sønderjylland, hvoraf den mest kendte Hans Nansen var borgmester i København fra 1644-60.

Fridtjofs far var sagfører, et bogmenneske, mens moderen af den kendte Wedel slægt, var meget myndig og selvstændig, meget sportlig, og ivrig skiløber, hvad der dengang blev anset for meget upassende for en kvinde.

Fridtjof var fra barnsben vandt til skiture i fjeldet, og som 23 årig ung zoologistuderende i Bergen ville han gerne deltage i en skikonkurrence i Oslo, og løb derfor den lange vej over højfjeldet på ski til Oslo, en opsigtsvækkende og dristig fart.

Som student deltog han i et togt med sælfagerskibet Viking til arktiske farvande, og skibet kom i drift med isen fra norske farvand ved Svalbard og drev langs Grønlands østkyst. Her fik han ideen til krydsning af Indlandsisen, og i januar 1888 fremlagde han offentligt planerne for denne færd, der kun mødte modstand i Norge.

Men etatsråd Augustin Gamèl i København tilbød at finansiere
ekspeditionen, som startede fra Island den 4. juni 1888 ombord på en sælfanger. Ekspeditionen omfattede foruden zoologen Nansen styrmanden Sverdrup, 2 sømænd og 2 samer.

Den 11. og igen 13. juni så man den grønlandske østkyst, men storisen forhindrede skibet i at komme nærmere kysten end ca. 50 km.

Først den 16 juli kom skibet atter nær kysten og 17. juli forlod Nansen med følge skibet og søge i to både at sejle de ca. 20 km ind til kysten. Men stærk sydgående strøm og isdriften gjorde det umuligt for dem at nå kysten. For ikke at få både knust mellem isbjerge og store isflager måtte de hive bådene op på en stor stabil isflage.
Den 20. juli knækkede isflagen, og den del de var på drev østpå mod det åbne hav. Store dønninger fra havet gjorde opholdet farligt, og pludselig opdagede Nansen at de to samer var borte. Man frygtede de i den hårde sø var blevet skyllet i havet, men pludselig bemærkede Nansen at en presenning var trukket helt hen over den ene båd. Hernede fandt man de to samer, der på skift læste højt for hinanden af biblen på samisk.

Turen på isflagen fortsatte sydover, i alt ca. 475 km før forholdene den 29. juli muliggjorde, at bådene kun sættes i vand igen. Nu begyndte en besværlig rotur i det kystnære vand nordpå mod havstrømmen, ind imellem med hjælp af søndenvind og deres interimistiske sejl.

9. august sluttede sejlturen og i dagene 10.-15. august forberedtes opstigningen på Indlandsisen fra lejrpladsen. Først 15. august påbegyndtes selve ekspeditionen ind på isen, nu med aftagende temperatur og vintervejr i hælene. Opstigningen var streng, stejl og med mange livsfarlige gletcherspalter. De 6 mænd havde 5 slæder med hver 100 kg forsyninger. Efter 2 dages slid var man nået blot 5 km ind på isen. Efter 6 dage var man nået 15 km ind og havde nu overstået området med de værste gletcherspalter.

Den 27. august blev de overfaldet af voldsom snestorm. Sneen føg ind i teltet og de blev plaget af kulde. Teltet var samlet af deler, der hver for sig kunne anvende som sejl i bådene, men nu kunne teltet ikke modstå fygesneen. Nansen var bekymret for den lange tur og besluttede at ændre ruten fra at søge mod Diskobugten til den 200 km kortere rute mod Godthåb.

Dyb løs sne, forfrysninger, knæskader og sneblindhed plagede dem. Efter 2 uger var de nået 80 km ind på Indlandsisen og var nu i ca. 2.000 m højde. Ofte nåede de kun mellem 8 og 15 km frem pr dag, og indimellem måtte de ligge dage over grundet storm.

Den 4 september efter 20 dage passerede de højderykken i 2.718 m højde. De havde kun nået 180 km og manglede fortsat ca. 300 km til bunden af Godthåbsfjorden.

De skulle nu ikke længere højere op, men terrænet bølgede som en sandstrand med revler og den 12. september var de kommet 150 meter ned. Men nu var temperaturen faldet til - 20 grader om dagen og - 50 grader om natten.

Når vejret var gunstigt kunne de sætte sejl på slæderne og øge dagmarchen, ja den 19. september nåde de takket være sejlene 70 km frem. Hen under aften så de for første gang vestgrønlandske fjeldtoppe.

Nu fulgte en farlig besværlig nedtur, hvor gletcherspalterne over en 40 km lang strækning bød på mange livsfarlige situationer. Efter 40 anstrengende dage på Indlandsisen lykkedes det dem den 24. september atter at få klippegrund under fødderne og slå lejr.

Den næste dag klarede man en besværlig nedtur til bunden af Amerilikfjorden, hvor man slog lejr. Fra denne teltlejr i bunden af fjorden var der ca. 85 km til Godthåb.

Eneste mulighed var nu at lave en båd af de medbragte skistave, pilegrene betrukket med teltets vandtætte bund. Fartøjet blev 250 cm langt, 140 bredt og 60 cm dybt. Årene blev lavet af grene fra pilekrattet med udspændt sejldug.

Nansen og Sverdrup drog afsted efterladende de 4 andre ved lejren i håb om at det skulle lykkes dem at ro til Godthåb for at hente hjælp. Efter 5 dages utrolig farefuld sejlads med op til 20 timers roning i det skrøbelige fartøj lykkedes det dem den 3. oktober at nå Godthåb. Den 12. oktober var alle 6 samlede igen i Godthåb, hvor de måtte overvintre før tilbagerejsen til Norge. Men for første gang var Indlandsisen besejret.


Borg, første overvintring på Indlandsisen 1912-13

Under Danmarksekspeditionen i Nordøstgrønland 1907-08 lærte den unge tyske meteorolog Alfred Wegener den danske kartograf kaptajn Jens Peter Koch at kende, og de fattede begge interesse for Indlandsisen som de stiftede bekendtskab med, i forbindelse med udforskning og kortlægning af Nordøstgrønland. Med "Den danske Ekspedition til Dronning Louise Land og tværs over Grønlands Indlandsis, 1912-13", som blev ledet af kaptajn J. P. Koch, fik de lejlighed til at realisere de planer, de havde udtænkt under Danmarks-ekspeditionen.

I efteråret 1912 sejlede ekspeditionen til Dove Bugt, og i september lykkedes det under store praktiske vanskeligheder, at få ekspeditionsudstyret fragtet ind på randen af Indlandsisen, med anvendelse af 16 islandske ponyer, baseret på de erfaringer Koch havde indvundet tidligere under kortlægningsopgaver ved Vatnajökull på Island. På selve gletcheren Storstrømmen rejstes det første overvintringshus "Borg" på positionen 76° 41' N, 23° 23' W. Huset, der var på ca. 33 m2, bestod af præfabrikerede krydsfinerelementer bygget på Hærens Tøjhusværk.

Her overvintrede J.P.Koch og Alfred Wegener sammen med medhjælperne Lars Larsen og Vigfus Sigurdsson. Fra en "kælder" udhugget i isen under selve stationshuset "Borg" kunne Koch og Wegener gennemføre de første boringer på 18 og 24 m ned i den dynamiske gletcheris blandt andet for at bestemme temperaturer i borehullerne, studere sneen/isens lagdeling samt måle lufttrykket i isens luftblærer.

Efter en succesfuld overvintring startede de 4 mand den 20. april 1913 deres færd over Indlandsisen, og den 4. juli fandt de på Vestkysten, det fra Upernavik udlagte depot. De blev nogle dage efter observeret af præsten fra udstedet Prøven under hans rejse i distriktet og bragt til Upernavik.


Wegeners Eismitte 1930-31

Alfred Wegener, der ikke ikke blot var en engageret meteorolog, men også en iderig, alsidig geofysiker, blev udnævnt til leder af et stort anlagt tysk projekt, der skulle omfatte etablering af 3 stationer på Grønland for meteorologiske observationer, heraf en station i Vestgrønland på nunatakken Scheideck nordøst for Umanak, en i Østgrønland nær Scoresbysund og en "Eismitte" midt på Indlandsisen.

Forberedelserne startede i 1929 i Umanak distriktet. I løbet af sommeren 1930 fik man blandt andet atter med hjælp af islandske ponyer bragt store mængder gods op på Scheideck. Herfra påbegyndtes midt i juli 1930 den vigtigste opgave, arbejdet med anlæg af stationen midt på Indlandsisen.

Med hundeslæder lykkedes det at få bragt en væsentlig del af de planlagte 3.500 kg forsyninger ind til lejren "Eismitte" på postionen 71° 11' N, 39° 56' W. Man manglede dog fortsat selve stationshuset og størstedelen af petroleumforsyningen.

Geofysikeren Ernst Sorge og meteorologen Johannes Georgi gik igang med at indrette en midlertidig hule i isen til beboelse, glaciologisk laboratorium og et tårn opbygget af sneblokke, hvorfra der skulle opsendes vejrballoner.

Alfred Wegener, der sommeren igennem forestod arbejdet med hovedstationen ved Scheideck, måtte om efteråret erkende, at man ikke magtede at få stationsbygningen transporteret til Eismitte. Den 21. september startede Wegener sammen med Loewe og en gruppe grønlandske slædekørere med 15 hundeslæder fra Scheideck for at bringe vinterforsyninger ind til Eismitte. I de første dage af oktober faldt temperaturen først til - 40° derefter til -50°. Turen så sent på året blev meget vanskelig, de fleste slæder vendte om, og kun Wegener, Loewe og grønlænderen Rasmus Villumsen nåede den 28. oktober Eismitte. Da var Loewe stærkt medtaget af forfrysninger og måtte have amputeret de fleste tæer på begge fødder, således at det ikke ville være ham muligt at returnere under de barske vejrforhold. Wegener tilbød derfor at overvintre sammen med Loewe, men Sorge og Georgi insisterede på at fortsætte det videnskabelige program, hvorfor Alfred Wegener sammen med grønlænderen Rasmus Villumsen startede tilbageturen den 31. oktober. En tur ingen af dem overlevede.

Trods de vanskelige forhold, med den sengeliggende Loewe og de primitive indkvarteringsforhold, lykkedes det Sorge og Georgi at gennemføre et værdifuldt videnskabeligt program.


Courtauld's solo overvintring 1930-31 på Watkins ekspedition

Samtidig med Alfred Wegeners ekspedition til Eismitte gennemførtes under ledelse af H. Gino Watkins med støtte fra Royal Geographic Society i London "British Arctic Airroute Expedition" med henblik på at skaffe viden og erfaring vedrørende flyoperationer i Grønland. Man ønskede en vurdering af mulighederne for en luftrute fra London via Færøerne, Island og Grønland til Nord-amerika.

I august 1930 startede man ekspeditionen ind på isen. Via en meget stejl opkørsel fra Sermilik Fjorden nåede man den 27. august højeste punkt på Indlandisen omkring 67° nordlig bredde. Her etablerede man overvintringsstationen, der bestod af et kuppelformet telt med dobbelte vægge omgivet af snevolde og med indgang via en tunnel i sneen.

Straks fra starten udførte første tomandshold meteorologiske observationer fra stationen, indtil de blev afløst af næste hold den 2. oktober. Med sig havde man proviant og andre forsyninger til et par måneder. Tredie hold startede den 26. oktober med 2 tons vinter-forsyninger på 6 slæder med 40 hunde, men på grund af den tiltagende vinter nåede man først frem den 3. december, efter at have efterladt størstedelen af forsyningerne undervejs. Man så sig derfor nødsaget til at opgive overvintring, men Courtauld insisterede på alene at gennemføre de meteorologiske observationer frem til en forårsafløsning kunne gennemføres. Fra den 6. december var Courtauld derefter helt alene i ødemarken. Han gennemførte de første 4 uger meteorologiske observationer 6 gange dagligt, et stort og tidskrævende arbejde, idet han først måtte grave sin tunneludgang fri for fygesne. Sneen blev efterhånden hårdere og vanskeligere at fjerne, og fra 4. januar måtte han opgive at bruge sin tunneludgang.

Hytten var nu helt dækket af vintersneen og en martsstorm lukkede totalt hans reserveudgange, mens ventilationsskorstenen heldigvis stadig fungerede. Midt i april slap hans petroleumsbeholdning helt op, og Courtauld befandt sig nu levende begravet under sneen i mørke. Hans minimums-termometer viste vinterens absolut laveste temperatur på - 35°, betydeligt varmere end forventet.

Først i maj blev han undsat af forårsholdet, der havde meget svært ved at finde stationen. Da man på overfladen ikke kunne finde spor efter menneskelig aktivitet, ventede man ikke, at Courtauld havde overlevet. Stor var forbavselsen og glæden, da man kunne høre Courtauld stemme gennem ventilationsskorstenen.


Station Centrale 1949-51, "Expedition Polaires Francaise".

Den franske etnograf Paul-Emile Victor, der i 1936 havde krydset Indlandsisen, blev under 2. Verdenskrig under tjeneste i det amerikanske luftvåben leder af USAFs redningstjeneste i Alaska.
Han opnåede her viden og erfaring om avanceret arktisk logistik med anvendelse af fly. Dette var baggrunden for hans planer om at fortsætte Alfred Wegeners studier af Indlandsisen, men nu med anvendelse af moderne teknologi. I 1947 fik han ansvaret for at organisere franske arktiske og antarktiske ekspeditioner og han grundlagde "Expedition Polaires Francaise".

I 1948 startede Victor på oprettelse af "Station Centrale" (70° 55' N, 40° 38' W), der gerne skulle placeres nær Wegeners Eismitte, for at gøre det muligt at relatere nye data til Wegeners gamle.

Opstigningen til selve Indlandsisen fandt sted ved gletcheren Eqip Sermia i den nordøstlige del af Disko Bugt øst for Arveprinsens Ejlande. Her ligger isranden nær havet, og her anvendte Victor i 1948 en 700 m lang tovbane for at bringe det tunge udstyr de sidste 110 meter op.

I alt 250 ton udstyr blev fragtet til Grønland, heraf blev en del sejlet til Island, og med et islandsk DC4 fly fløjet til Indlandsisen, hvor udstyret blev droppet i frit fald fra lav højde eller med med faldskærm.

Den 20. august 1949 var Station Centrale færdigbygget. Den bestod af en 40 m2 stationsbygning, der blev delvis gravet ned i sneen, samt gange til forrådsrum, der skulle rumme de godt 100 tons forsyninger samt gange til en skakt, hvorfra der kunne opsendes vejrballoner. Stationshuset skulle dels rumme de 8, der skulle overvintre, dels huse arbejdspladser herunder radiostation og mørkekammer.

En schweiziske glaciolog foretog fra stationen kerneboringer i isen og nåede en dybde af 151 m. Ved analyser af borekernen bestemtes sneens og isens vægtfylde og temperatur i forskellige dybder. Expedition Polaires Francaise gennemførte bestemmelser af Indlandsisen tykkelse fra forskellige lokaliteter ved anvendelse af seismiske målinger, og fra Station Centrale foreligger der meteorologiske observationer fra 5. september 1949 til 15. august 1951.


Station Northice 1952-54, "British North Greenland Expedition"

Englænderen C. J. W. Simpson besøgte i 1950 Dansk Pearylands Ekspeditions hovedkvarter ved Zackenberg i Nordøstgrønland og fik her inspiration til "British North Greenland Expedition", der i 1952 etablerede en overvintringsstation ca. 2.250 m over havet ved Northice ca. 78° N 39° W.

Den 21. august 1952 startede overvintringsekspeditionen fra hoved-basen ved Britania Lake i det nordlige Dronning Louise Land. Med 36 hunde blev 1.800 kg gods fragtet med slæde ca. 350 km ind på Indlandsisen, hvor man den 13. september startede på etablering af overvintringsstationen.

I mellemtiden var den primære godsforsendelse ca. 90 ton ankommet med skib til den nyetablerede Thule AB. Herfra skulle godset flyves ind med anvendelse af to Royal Air Force Hastings transportfly og droppes ved Station Northice. Den 15. september gennemførtes uden problemer de første drop, men dagen efter i dårligt vejr havarerede et Hastingsfly grundet "white out", hvorved 3 af de 12 besætningsmedlemmer blev såret og flyet beskadiget. De sårede og den øvrige strandede besætning blev evakueret med amerikanske fly (C47 og Albatros).

Det er uhyre vanskeligt at starte med et fly fra den store højde over havet, hvor motoreffekten er betydelig nedsat, og hvor man ikke har en fast startbane. De amerikanske fly startede derfor fra Indlandsisen med anvendelse af JATO raketter (Jet Assisted Take Off).

Ekspeditionen udførte tyngdemålinger samt seismiske målinger på strækningen fra basislejren ved Britania Lake til Northice for bestemmelse af topografien under Indlandsisen


EGIG's Station Jarl Joset 1959-60

I Schweiz grundlagdes i 1956 den internationale organisation "Expe-dition Glaciologique Internationale au Groenland" kaldet EGIG, der gennem årene havde vigtige personer som præsidenter, fra 1966 således den danske departementschef Eske Brun.

Det videnskabelige sigte var over en årrække nærmere at studere Indlandsisen og ændringer i isen på strækningen fra Diskobugten til Østkysten via Station Centrale.

I 1959 byggede man en komfortabel overvintringsstation på Indlandsisen 450 km øst for Scoresbysund. Stationen blev navngivet Jarl Joset efter danskeren Jens Jarl og franskmanden Alain Joset, der begge omkom i en gletscherspalte nær Mont Forel under Emil Victors ekspedition i 1951.

Overvintringsstationen blev opført af plasticplader som en grønlandsk iglo, en kuppel, der øverst rummede beboelsesrum, radio- og meteorologilokale, og nedenunder køkken og fælles opholdsrum for de 6 mand (3 forskere og 3 teknikere) der overvintrede. Stationen blev opvarmet ved varmluft cirkulation fra et oliefyr, og i køkkenet anvendtes flaskegaskomfur. Stationshuset var med gange under sneen forbundet med en gravet skakt og et kuldelaboratorium i isen.

Under byggearbejdet i 1959 i godt 2.500 m højde ca. 150 km inde på Indlandsisen blev en radiotelegrafist angrebet af en isbjørn, der slæbte ham væk fra stationen. Hans nødskrig blev hørt, men man havde ingen våben på stationen. Med besvær blev den unge hanbjørn slået "groggy" med byggematerialer og telegrafisten kom under lægebehandling for dybe kødsår i skulder og bryst. Bjørnen blev dagen efter skudt med indfløjet riffel.

Gennem EGIG opnåede man et mere detaljeret kendskab til Indlandsisen tykkelse samt oplysninger om sneens omdannelse til is. På stationen blev også foretaget de første detaljerede målinger af energiind- og udstrålingen.


Station Inge Lehmann 1966-67

Seismologer over hele verden er interesseret i seismiske målinger på steder, hvor støjniveauet forårsaget af menneskelig aktivitet er ekstremt lavt. Geodætisk Institut (nu Kort & Matrikelstyrelsen) har i overensstemmelse hermed siden 1928 udført seismiske registreringer på velegnede lokaliteter i grønlandske kystområder. Selv om støjniveauet her er lavt, - væsentligt lavere end tilfældet er i det øvrige Danmark - generes man dog af støj af naturlig oprindelse (dønninger fra havet, kælvende gletchere etc.). Støj fra sådanne kilder dæmpes meget ved blot få hundrede kilometers udbredelse, og dette danner baggrunden for et samarbejde mellem Seismisk Afdeling og Arctic Institute of North America om planer for seismiske målinger fra en station centralt placeret på den grønlandske indlandsis i størst mulig afstand fra kyst-områdernes støjkilder.

Resultatet blev at US Air Force, i samarbejde med de danske initiativtagere i foråret 1966 gik i gang med planlægning af "Project Blue Ice". Det blev overdraget Arctic Institute of North America, med den erfarne polarforsker Ralph Lenton som leder, at etablere og lede stationen på Indlandsisen 730 km øst for Thule AB, 2.402 m over havet, på positionen 77° 55' N, 39° 14' W, ca. 20 km sydvest fra den nedlagte Northice Station 1952-54.

Ved anlæg og drift af Station Inge Lehmann anvendtes amerikanske militære transportfly af typen C-130 Hercules, der ved starten fra Indlandisen anvendte JATO raketter, når det var nødvendigt.

I dagene 19.-24. juni 1966 gennemførtes 8 flyvninger med personale og ca. 60 tons udrustning med en C-130 fra Thule AB ind på isen, hvor stationen officielt blev indviet den 17. august 1966 og navngivet "Inge Lehmann Station" til ære for den kendte danske seismolog statsgeodæt dr. phil. Inge Lehmann. Inge Lehmann, født i 1888 i København, blev cand.mag. i matematik i 1922 og tog i 1928 magisterkonferens i geodæsi og var chef for Seismisk Afdeling fra 1928-53, ved det i 1928 oprettede Geodætisk Institut under Forsvarsministeriet.

Station Inge Lehmann, 2400 m over havet, bestod af to trailere monteret på ski placeret parallelt, således at mellemrummet blev overdækket med krydsfiner og sammen med en Jamesway hytte gav lager og arbejdsplads. Den ene trailer tjente som opholdsrum og køkken, mens den anden trailer husede det videnskabelige udstyr samt sovepladser til stationspersonalet.

Sommerholdet, der havde stået for stationens etablering og indkøring af det videnskabelige program, hjemrejste omkring oktober 1966. Vinterholdet på 4 mand varetog driften i perioden oktober- februar, og forårsholdet forestod efter den første C-130 flyvning i slutningen af februar driften frem til slutningen af april. Andets års sommerhold tog perioden maj til september 1967. I alt 4 danskere deltog i programmet.


Iskerneboringer

Den første gennemboring fandt sted i 1966 ved Camp Century hvor man nåede grundfjeldet i 1371 m dybde unde isoverfladen. Boringer gennem Indlandsisen er meget vanskelige og kostbare og de første gennemføres fra udvalgte steder, fra lokaliteter, hvor der i forvejen eksisterede en aktivitet, der kunne danne den praktiske ramme for de videnskabelige boringer. Den anden gennemboring af Indlandsisen foregik således fra radarstationen DYE III i Sydgrønland, hvor man i 1981 nåede fast undergrund i 2.038 m dybde.

De optagne isprøver fra boringerne ved Camp Century og DYE III har været genstand for omfattende kemiske og fysiske laboratorie analyser blandt andet isotopanalyser, hvorigennem man er i stand til relativt at bestemme temperaturen, da den sne faldt, der oprindelig dannede isprøven. Man har herigennem kunnet få et historisk billede af klimavariationer gennem mere end 100.000 år.

Den danske professor Willi Dansgaard har været foregangsmand inden for dette internationale glaciologiske forskningsområde.
De nævnte dybdeboringer ved camp Century og DYE III fandt som nævnt sted, hvor der i forvejen var aktiviteter igang. Disse lokaliteter var ikke nødvendigvis geofysisk set ikke ideelle. Man kunne risikere at bore lige ned i en fjeldtop gemt under isen.

Ligesom lydbølger anvendes ved de seismiske bestemmelser af ter-rænet under isen efter ekko-princippet, har det vist sig at radiobølger kan anvendes til måling af istykkelsen efter radar-ekko princippet. Den danske professor Preben Gudmandsen har gennem en årrække arbejdet med udvikling af en isradar, der monteret på et fly af typen C130 Hercules, har gjort det muligt at bestemme såvel højden af selve Indlandsisen samt istykkelsen for den strækning flyet passerer, og herved har det været muligt at tegne et kort, som vist på Fig. 2, der angiver såvel højden af indlandsisen som bjergformationerne gemt under isen.

Denne kortlægning har dannet grundlag for udvælgelse af den geo-fysisk set mest ideelle lokalitet Summit for en dybdeboring, en lokalitet, hvor isen kan forventes at være i mindst mulig horisontal bevægelse, og hvor en dalsænkning i det underliggende terræn giver mulighed for maksimal længde og alder af den underste del af bore-kernen. I 1989 startede ved Summit 3.230 m over havet såvel et amerikansk som et europæisk borekerneprojekt, hvor den europæiske gruppe den 12. juli 1992 nåede bunden, og hvor den 3.029 m lange is-borekerne indeholder informationer om miljøforhold mere end 250.000 år tilbage.

Ved Summit, 3.200 m over havet, varierer nedbøren årligt mellem 30 og 50 cm sne, svarende til 8-12 cm vand/is. Sneen bliver trykket sammen, så lagene bliver tyndere og tyndere med dybden, ikke alene på grund af sammentrykningen, men også på grund af glidemønsteret, således at de enkelte lag bliver trukket ud i bredden. Man kan skelne de enkelte årlag - analogt med træets årringe - takket være forskel mellem sommer og vinternedbør for de første ca. 8-10.000 år. Ved istidens ophør er lagtykkelsen ved Summit ca. 10 cm, mens de ca. 250.000 år gamle lag ved bunden blot er omkring een mm tykke.

Analyse af isborekernerne giver mange historiske oplysninger om miljøforhold gennem årtusinder. For eks. kan man i Indlandsisen se virkningerne af aftalen i 1963 mellem USA, USSR og Storbritannien om totalt stop for atmosfæriske kernesprængninger. Analyser af Indlandsisen viser således, at den radioaktive forurening på den nordlige halvkugle i perioden 1963-1973 aftog med en faktor 1000. Ser vi på de øverste årlag i isen finder vi fra 1987 radioaktive spor efter ulykken ved det sovjetiske atomkraftværk Tjernobyl.

Den industrialiserede verdens forurening registreres også gennem iskerneanalyserne. Man finder således i isen spor af tungmetal-forurening for eks. af bly, zink, cadmium og kobber. Blyforureningen har været jævnt stigende gennem ca. 3000 år, men forureningen ændrede sig dramatisk, da man omkring 1950 begyndte at sætte bly til benzinen. Efter overgang til blyfri benzin er denne forurening nu i aftagende. Analyser af isborekernerne viser også, at anvendelse af giftstoffer som DDT hurtigt medførte en global forurening.

Analyserne har ud over klimaoplysninger tillige givet andre historiske oplysninger om begivenheder gennem årtusinder. Vulkansk aktivitet forskellige steder på jorden har medført, at tonsvis af vulkanske gasser som svovldioxid og støv-partikler er ført med luftmasserne over store afstande, og med nedbøren er sådanne støvpartikler deponeret i Indlandsisen.

I isborekernerne registreres såvel vulkansk "syreregn" som støvpar-tikler. Ved at måle isen elektriske ledningsevne, der ændres for lag dannet af syreholdig nedbør for eks. forårsaget af vulkanudbrud, finder man i de øvre lag spor fra historisk kendte vulkanudbrud, for eks. fra den indonesiske vulkan Tambora's udbrud i 1815, fra den islandske vulkan Laki's udbrud i 1783, fra Vesuv's udbrud i Italien år 79 efter Kr. f. og fra den græske middelhavsøen Santorino's eksplosion for år 1646 før Kr. f.


Overvintring på Summit 1997-98

I perioden 1989-93 gennemføres i sommermånederne fra to lokaliteter ved Summit på toppen af Indlandsisen to bore-kerneprojekter, projektet GISP II, "Greenland Icesheet Program" i amerikansk regi og "Greenland Icecore Project", GRIP, i europæisk regi. Den 12. juli 1992, et år før amerikanerne, nåede det europæiske projekt klippeundergrunden, og den 3.029 m lange isborekerne har siden været genstand for studier af miljøforhold gennem mere end hundredtusinde år.

I 1996 fremførte US National Science Foundation i 1996 planer for et pilotprojekt omfattende en overvintring ved Summit i 1997-98. Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland forestod i samarbejde med National Science Foundation i maj 1997 en "work-shop" i Kangerlussuaq, hvor amerikanske, grønlandske, danske og nogle få andre europæiske forskere drøftede de spændende mulig-heder for videnskabelige målinger gennem hele året fra en helårs-bemandet station ved Summit 3.228 m over havet på positionen 72°30' N, 38° 12' W.

Samtidig med mødet i Kangerlussuaq påbegyndte det amerikanske universitetsinstitut PICO (Polar Ice Coring Office) for National Science Foundation etablering af en overvintringstation på Summit til anvendelse for pilotprojektet vinteren 1997-98. Det primære sigte for denne første overvintring var glaciologiske undersøgelser herunder specielt vekselvirkningen af gasarter mellem sneen/isen og atmo-sfæren, altså de processer der er afgørende for deponering og indkapsling af luftbobler i isen.

Danmarks Meteorologiske Institut opsatte her den første synoptiske meteorologiske station på Indlandsisen. Ganske vist har der gennem flere år været udført klimatologiske og meteorologiske målinger fra flere automatiske stationer året rundt fra lokaliteter i Summitområdet. Data herfra kan imidlertid kun anvendes til videnskabeligt brug, idet kun Danmarks Meteorologiske Institut kan oprette en synoptisk station med WMO nummer i overensstemmelse med WMO regler (WMO= World Meteorological Organisation i FN regi). Data fra en WMO station indgår i det globale meteorologiske vejrvarslings-netværk.

Overvintringen 1997-98 gik planmæssigt. Sidste flyforbindelse med Grønlandsfly's Twin Otter fandt sted 1. november 1997 og første Twin Otter besøg fandt sted i februar 1998. De fire personer, der overvin-trede på Summit, var via internet i kontakt med omverdenen, og i ugentlige situationsrapporter berettedes om hverdagen på Summit, 3.200 m over havet, hvor temperaturen omkring 1. marts 1998 i perioder lå mellem minus 50 og 60 grader med 10 til 15 knob vind.