DPC Home

Seneste Nyt

Dagbøger

Samfundsdebat

Øvrige nyheder

GRASP

Månedens mineral

Nyhedsarkiv

Online artikler

 
Nyheder fra juli 2002

 

Strandet skib bliver i Antarktis
Skibet Magdalena Oldendorff, der sidder fast i isen i Antarktis, må nu tilbringe hele vinteren i Antarktis, og forventes først at vende hjem i november. Den argentinske isbryder, Almirante Irízar, som skulle hjælpe det strandede skib fri af isen, vil nu forsøge at finde vej tilbage alene. Dog bliver Irízars læge ombord på Magdalena Oldendorff for at assistere den tilbageblevne besætning på 16 personer.
(31/7-02)
70 South Polar News


Gletschere og klimaforandringer
To forskere skal nu i gang med at undersøge, hvordan gletschere reagerer på globale klimaforandringer og samtidig lede efter spor, der kan fortælle om fremtidige klimaforandringer. De to forskere er blevet tildelt næsten en kvart million dollar af National Science Foundation (NSF) til at dække projektets omkostninger.
- Lambert-gletscheren er den største ismasse af sin art. Vi mener, at studiet af gletscherens bevægelser og masse kan hjælpe os med at forstå, hvilen rolle gletschere spiller i de globale klimaforandringer, siger en af forskerne.
(29/7-02)
Science Daily

Spor af miltbrand i Scotts hytte
En gruppe, der arbejder med at vedligeholde Sydpols-opdagelsesrejsende Robert Falcon Scotts hytte i Antarktis, har fundet spor af miltbrand i hytten, som kan stamme fra de manchuriske ponyer og muldyr fra Himalaya, som Scott medbragte på sin ekspedition. Sundhedseksperter afviser, at fundet af miltbrand-spor udgør en sundhedsrisiko for mennesker, der besøger hytten.
(29/7-02)
Discovery

Besværlig redningsaktion
Den argentinske isbryder,
Almirante Irizar, er nået frem til det strandede, tyske skib Magdalena Oldendorff i Antarktis, der stadig har 17 mennesker ombord. Den argentinske isbryder har sørget for forsyninger til de ombordværende, og skal nu forsøge at skabe en passage gennem isen, der kan få de to skibe ud i frit hav. Men vejrforholdene gør aktionen meget problematisk, og skulle redningsaktionen ikke lykkes, har det argentinske skib forsyninger med, der skulle strække til et helt år.
(23/7-02)
New Scientist

Symposium om forurening i Arktis
Fra den 1.- 4.oktober, 2002 afholdes det andet 'International Symposium on Environmental Pollution of the Arctic' i Rovaniemi, Finland. Symposiet arrangeres af 'Arctic Monitoring and Assesment Programme' (AMAP), som koordinerer forskellige tiltag inden for forureningsovervågning i de arktiske områder. Ved symposiet vil forskellige emner i forbindelse med den arktiske forurening blive taget op, og der vil være mulighed for at høre om de seneste forskningsresultater fra de aktiviteter, som AMAP koordinerer. Alle interesserede er velkomne til at deltage i symposiet.
(19/7-02)
The Arctic Monitoring and Assessment Programme

Kinesiske turister i Antarktis
I den nærmeste fremtid vil det højst sandsynligt blive lettere for kinesiske rejsende at tage til Antarktis. I øjeblikket er der strenge begrænsinger på kinesiske statsborgeres mulighed for at rejse i Antarktis, men de kinesiske myndigheder arbejder i øjeblikket på et forslag til en lempelse af disse regulativer.
(19/7-02)
70 South Polar News

Telemedicinsk hjælp til operation
Tidligere på måneden blev en tilskadekommen meteorolog, der opholder sig på Amundsen-Scott-basen på Sydpolen, med hjælp fra læger i Massachusets, USA, gennem en 'telemedicinsk' forbindelse opereret i sit knæ af Scott-Amundsen-stationens læge. Det er første gang i de 50 år, som det såkaldte U.S. Antarctic Program har stået på, at der udføres en operation med hjælp fra en telemedicinsk forbindelse.
(18/7-02)
National Science Foundation

Polar-ekspedition må vente
Den dansk-grønlandske ekspedition rundt om Arktis, 'Polar Passagen 2000', har ikke fået de russiske myndigheders tilladelse til at rejse gennem russisk farvand. Det betyder, at den planlagte etape for i år på 7.200 kilometer ikke kan gennemføres denne sommer. Men ekspeditionen har dog forhåbninger om at gennemføre etapen næste sommer.
(16/7-02)
Ingeniøren

Gammel kultur i moderne rammer
Inuit-folket har taget de moderne kommunikationsmidler i brug for at udbrede kendskabet til deres kultur. De har søsat deres egen hjemmeside, hvor deres 5.000 år gamle historie beskrives, der fortælles om den første kontakt med hvide opdagelsesrejsende og kampen for retten til land.
(16/7-02)
BBC

Redningsskib hjemme
Onsdag nåede 89 lettede forskere og besætningsmedlemmer reddet fra skibet Magdalena Oldendorff, som sidder fast i isen i Antarktis, endelige til Cape Town med det sydafrikanske skib, som stod for redningsaktionen. Skibet, Algulhas, blev i Cape Town modtaget af musikere, dansere og en receptionskomité.
(12/7-02)
Polar News

Dansk grønlandsforskning svækket
Ifølge Dansk Polarcenters nyhedsblad, 'Polarfronten', er grønlandsforskningen i Danmark gået kraftigt tilbage. En undersøgelse gennemført af Analyseinstitut for Forskning i Århus viser, at det især er forskningen på de højere læreanstalter, der er blevet ramt, og meget tyder på, at den danske grønlandsforsknings problemer skyldes, at de relativt små enheder med grønlandsrelateret forskning har svært ved at klare sig i kampen om forskningspengene på de enkelte institutter og centre.
(10/7-02)
Polarfronten

Grønlændere drikker markant mindre
Nye tal fra Grønlands Statistik viser, at alkoholforbruget i Grønland er faldet markant, siden det toppede i 1987, og at det nu er nede på samme niveau som det danske. Sundhedsdirektoratets forebyggelseskontor i Nuuk mener, at det faldende forbrug skyldes flere forhold, herunder høje alkoholpriser, restriktioner på værtshuse mod at unge drikker, men ikke mindst, at det er blevet en trend ikke at drikke, fordi flere kendte mennesker offentligt er stået frem med deres alkoholproblem. Herudover har Grønland også haft held med - i modsætning til Danmark - i høj grad at fokusere på alkoholisme som et socialt problem, og ikke kun et fysisk og økonomisk problem.
(8/7-02)
Politiken

Frossen 'sø' under Antarktis
Målinger af temperaturen dybt under Sydpolen viser, at en såkaldt 'sø' fundet under isen ved Sydpolen højst sandsynlig er permafrost, fordi temperaturen er alt for lav til flydende vand. En fysiker fra University of California, Berkeley, mener, at den subglaciale 'permafrost-sø' vil være meget velegnet til at afprøve nye sterile boreteknikker, inden forskere - på udkig efter eksotiske mikroorganismer - forsøger sig med boringer ved andre uberørte, flydende søer i Antarktis.
(5/7-02)
Science Daily

Polarforskere reddet
To sydafrikanske helikoptere har nu reddet de sidste polarforskere og 11 besætningsmedlemmer fra skibet Magdalena Oldendorff, som sidder fast i isen i Antarktis. 17 besætningsmedlemmer er bevet på skibet for at vente på en argentinsk isbryder, som forventes at nå området inden for kort tid. Isbryderen skulle meget gerne kunne lave en passage, så det strandede Magdalena Oldendorff kan komme fri af isen.
(3/7-02)
Polar News

Pause i redningsaktion
To sydafrikanske helikoptere har nu samlet 69 personer op fra det strandede, tyske skib Magdalena Oldendorff i Antarktis, men de to helikoptere måtte lørdag indstille redningsaktionen på grund af en cyklon, der nærmer sig. Helikopterne har også bragt forsyninger til det nødstedte skib.
(1/7-02)
Polar News

Flere turister til Grønland
Nye tal fra Grønlands Statistik viser, at der kommer flere turister til Grønland. I alt besøgte 34.500 turister landet sidste år, hvilket er godt 2.700 flere end året før. De fleste turister aflægger deres besøg i sommermånederne juni, juli og august.
(1/7-02)
KNR

 

The path to this document is:  
Updated August 14, 2002
Home