DPC Home

Fotos: Ole B. Olesen, GEUS


Den største ø. Øen består af mindre holme, som ligger i en smeltevandssø.


Nærbillede af overfladen. Største sten er omkring 15 cm.


Klinten på sydsiden af isøen.

Læs også:

GEUS' rapport om de nye øer (pdf-fil)

Kontakt:

Ole Olesen
GEUS, tlf. 3814 2793,

 

 

Fod på nye grønlandske øer

Overfladisk set er der ganske vist kun tale om 1-2 meter høje bunker af sten og grus i en vanddrukken blanding af sand og silt, men øer er det ikke desto mindre. Det kan man læse i en længe ventet rapport fra Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GEUS) om de nye øer ud for Grønlands Nordøstkyst.

Rapportens forfatter, Ole B. Olesen fra GEUS, betrådte selv i slutningen af juli i år en af de 6 småøer, som ligger ud for Nordøstgrønlands kyst omkring 75 km stik øst for 79-gletscheren. I en helikopter fra det tyske forskningsskib Polarstern landede han i første omgang på den største af øerne, som er omkring 75 gange 25 meter stor.

Øens overflade var så blød, at forskerne sank i til anklerne, når de bevægede sig rundt. Det gjorde det vanskeligt at gennemføre de planlagte tyngdemålinger, men Ole B. Olesen fik indsamlet både løse sten og muslingeskaller, inden helikopteren var sunket så dybt i, at man hurtigst muligt måtte lette igen.

Fra helikopteren fik man målt øens præcise placering (79 grader 20,45'N;15 grader 50,39'W), og det viser, at øerne ligger på vestsiden af Belgica Banke, sandsynligvis på toppen af banken, som her stikker op over havets overflade.

Ole B. Olesen siger, at den manglende vegetation og den bløde overflade tyder på, at aflejringerne på øerne fra tid til anden skubbes rundt af havisen.

Helikopteren var også nede på en 1 gange 2 km stor isø, som ligger umiddelbart øst for de 6 småøer. Øen er 20 meter høj, og der er ifølge Ole B. Olesen tale om en lille, faststående iskappe, som kan være opstået i forbindelse med, at et isfjeld er strandet på grunden. Iskalotten er omkranset af en kant med sand, grus og rullesten, og det kan i sidste ende vise sig, at den største ø i området gemmer sig herunder.

De nye øer blev første gang lokaliseret af to tyske oceanografer, og i 1998 forsøgte Dansk Polarcenter at nå frem til området, men blev bremset af et længerevarende, usædvanligt dårligt vejr.

Øerne har endnu ikke noget navn, men det er blevet foreslået at kalde dem Tobias-øerne efter Tobias Gabrielsen, som var fanger og slædekusk på Danmark Ekspeditionen til Nordøstgrønland i 1906-08.

The path to this document is:  
Updated May 2, 2002
Home