DPC Home

er professor og institutbestyrer på Grønlands Universitet / Ilisimatusarfik

Kontakt:


Ilisimatusarfik
3900 Nuuk

Se også:

Ilisimatusarfiks hjemmeside

 

Kommentar til Martin Paldam

Hvad er god grønlandsforskning for en størrelse?

Af Gorm Winther

Martin Paldam fokuserer i sit svar på mit indlæg i debatten bla. på kriterier for, hvordan man bør evaluere forskningens internationale kvalitet og på de økonomiske relationer mellem Grønland og Danmark. Ligeledes undrer han sig over at jeg skulle finde hans udtalelser om forskningens kvalitet kontroversiel? Jeg vil godt pointere, at det jeg finder kontroversielt hos Paldam alene er hans debatstil og f.eks. ikke det, at der findes nogle såkaldte alment accepterede kriterier for, hvordan man vurderer, hvad acceptabel forskning er! Man kan ikke i sin analyse, hverken af den samfundsvidenskabelige forskning eller samfundsøkonomiske forhold i Grønland, basere sig på udokumenterede påstande og personlige observationer - det er det jeg anholder, og jeg er ikke den eneste, der har kritiseret Paldam for dette offentligt! Det er da fantastisk, at den person, der angriber sine kolleger for at udføre dårlig forskning, selv er den, der bryder principperne for, hvad man må og ikke må som 'vidensproducent'.

Bedømmelser af fagfæller og kolleger?
Det kan m.h.t. kvaliteten af forskningen kun undre, at Paldam udtaler sig så skråsikkert om noget, der i grønlandske såvel som andre sammenhænge er behæftet med en stor usikkerhed - for hvad er god forskning egentligt for noget? Jeg deler det synspunkt, at der er for få ressourcer til den samfundsvidenskabelige forskning i og omkring Grønland, og dette sammenholdt med vanskelige betingelser i form af et spinkelt datagrundlag og specielle geografiske og institutionelle betingelser, antyder det vanskelige i at få stablet resultater på benene af den kvalitet, man kunne ønske. Jeg ved, hvad jeg taler om her, fordi jeg også beskæftiger mig med andet end Grønland i internationale sammenhænge - her er tingene bestemt lettere at have med at gøre. Det skyldes imidlertid ikke de ting, der anføres i Paldams argumentation, det skyldes tror jeg ressourceknapheden og hermed også fraværet af større sammenhængende forskningsmiljøer. Her bør politikerne i højere grad sætte ind i fremtiden. Grønlandsforskningen har i alle de år, jeg har beskæftiget mig med den, været fragmentarisk og spredt udover mange forskellige institutioner i Danmark og Grønland. M.h.t. danske, højere uddannelsesinstitutioner har det været så som så med viljen til at ville styrke den arktiske, samfundsvidenskabelige forskning. Det er bestemt ikke et område, hvor forskerstillinger vokser på træerne. En styrkelse og en samling af samfundsforskningen først og fremmest i Grønland, men også et eller to steder i Danmark, ville kunne gøre en del.

Det er overraskende, at der overhovedet er kommet så meget ud af det hele, som der er! Det er jo ikke få gode bøger, der er publiceret gennem årene. Der er publiceret internationalt i fagtidsskrifter - måske for lidt, det kan der imidlertid rettes op på, hvis forskningen styrkes. Og der udsendes antologier på internationale og danske forlag fra forskellige konferencer. Her anvendes selvfølgeligt ikke samme procedure som ved virksomhed med tidsskriftspublikation. Ikke desto mindre er der en kollegial evaluering, hvor denne er institutionaliseret gennem de debatter og den kritik, der fremføres på konferencerne og som en del af samarbejdet. At så meget publiceres i danske fagtidsskrifter skyldes også nok så meget, at det første 'fremmedsprog' i Grønland er dansk, og at forskningen kræves anvendelsesorienteret fra sponsorside.

Jeg må advare imod, at man tillægger bedømmelser ('peer reviewing'/'refereeing') foretaget af fagfæller og kolleger en så stor en betydning. Tidsskrifter er ofte etablerede af en kreds af meningsfæller, der kender hinanden gennem internationalt samarbejde på konferencer, symposier og seminarer. Om det har med sekterisme at gøre, skal jeg lade stå usagt, men jeg tror bestemt ikke på, at det skader, at man kender hinanden, når en kreds af forskere foreslår et tema til et tidsskrift, der efterfølgende bedømmes 'anonymt' af 'referees'. Hvad der er god forskning afhænger i lige så høj grad af øjnene, der læser, som af objektive realiteter, om nogle sådanne overhovedet forefindes. Jeg synes ikke, at en tidsskriftsartikel om grønlandske økonomiske forhold evalueret og godkendt internationalt af nogle meningsfæller uden forudgående Grønlandskendskab er et tegn på noget som helst - slet ikke god Grønlandsforskning, det burde da være klart for enhver! Om bedømmerne i internationalt anerkendte tidsskrifter altid gør deres arbejde ordentligt, er nemlig et andet problem - ind imellem er det desværre tydeligt, at de ikke er kvalificerede til at udtale sig om det, de læser (dette er ikke skrevet om en artikel, jeg ikke fik optaget)!

Grønland på bistand?
Paldam diskuterer afslutningsvis noget, han mener er tabubelagt. Jeg vil godt her gentage, hvad landsstyreformanden allerede har sagt: Det er bestemt ikke et tabu at diskutere statens udgifter vedrørende Grønland og hvilken analysetilgang, man skal anvende her. Paldam deltog selv som forfatter i et temanummer om Grønland i tidsskriftet 'Samfundsøkonomen' i 1998, hvor denne problematik blev vendt flere gange!

Den diskussion så vi første gang i 1972, og den har været der med jævne mellemrum lige siden. Der er forskellige synspunkter her, lige fra det oprindelige marxistiske, hvor overførslerne med Barans analyse ses som en del af en imperialistisk strategi og til det Paldamske, der i smuk harmoni med politikere fra Dansk Folkeparti anfører, at der er tale om 'bistand'. Imellem dette ligger mere moderate synspunkter på de ensidige overførsler. F.eks kan man se Grønland som en offentlig opgave? Eller hvad nu hvis økonomien er en del af det samfundsøkonomiske kredsløb i Danmark? Eller hvad nu hvis Grønland under alle omstændigheder havde været et amt i Danmark, som det var førhen?

En del af overførslerne vender tilbage som danske eksportindtægter, renter, udbytter og lønninger til danske og kapitaleksport ud af Grønland til danske, hvor meget dette er, ved vi ikke helt præcist. Paldam 'slynger her igen' med procenterne og mener at vide, at hvis de 3.4 mia. kr var blevet i Danmark var det 100%, der var blevet hjemme inden for rammerne af nationens økonomi, og det er bedre end hvis det var 75%, der vendte tilbage som danskeres eksportindtægter. Dette er noget sludder. Jeg går ud fra, at der ikke kan være uenighed om, at der også er vare- og kapitalstrømme ind og ud af dansk økonomi, så 100% bliver det ikke! Er der overhovedet nogen, der på ordentlig vis har sammenlignet forskellige anvendelser af en krone i Danmark med det at sende samme krone til Grønland - spørgsmålet er retorisk, for det er der ikke!

Men en nettoopgørelse vil da sikkert vise, at de ensidige indkomstoverførsler fra staten stadig er større end strømmene tilbage til Danmark. Her må man imidlertid huske, at Grønland også på langt sigt fortsat er en del af Danmark, og at der er en hjemmestyrelov, der siger, at Grønland ikke må stilles ringere, efter at man har overtaget områder tidligere varetaget af den danske stat. Så længe et flertal af politikere i Grønland ønsker at bevare rigsfællesskabet, er det forvrøvlet at stille tingene op, som om der er tale om to uafhængige makroøkonomier. Vi ville da aldrig klandre de gæve bornholmere eller de stakkels beboere i Storstrøms Amt for at forbruge og investere mere end egenproduktionen kan bære rent økonomisk. Eller hvad med de mange små ø-samfund, der ikke er selvbærende? Som jeg har bemærket det andetsteds, ville man næppe komme efter de gæve beboere på Læsø, hvis de forbrugte mere end fiskeri, saltsydning og servil behandling af fremmede måtte kunne bære rent økonomisk. Der vil altid være regioner og småsamfund, der ikke kan bære rent samfundsøkonomisk, dette gælder også for arktiske og subarktiske udkantsområder i Alaska, Canada eller det nordlige Skandinavien og Rusland. Ingen af disse kan bære en moderne levestandard uden offentlige indkomstoverførsler.