DPC Home

Seneste Nyt

Dagbøger

Samfundsdebat

øvrige nyheder

GRASP

Månedens mineral

Nyhedsarkiv

Online artikler


Kontakt:
Jørgen Taagholt

tlf. 32 88 01 24 (tirsdag)
tlf. 45 80 04 21


 
Den Grønlandske Kirke gennem 1000 år

Af , DPC

År 1000 frem til 2000
På Brattahlid blev den første kristne kirke i Grønland opført af tørv og brædder omkring år 1000 af Erik den Rødes hustru Thjodhilde. I 1126 oprettedes det første bispesæde i Gardar i Sydgrønland. Med Gadar-bispen Alfs død i 1378 afsluttedes en periode i den grønlandske kirkes historie, idet der efter bispens død, ikke længere var en biskop i Grønland. Først med vedtagelse af "Lov om Kirken i Grønland" den 6. maj 1993 genetableredes et selvstændigt grønlandsk stift med eget bispesæde i Nuuk pr. 1. november 1993. I juli år 2000 fejrede man i Grønland 1000 året for kristendommens introduktion i Grønland/Nordamerika, og opførelsen af den første kristne kirke i Grønland, Thjodhildes kirke på Brattahlid, det nuværende Qassiarsuk nær Narsarsuaq i Sydgrønland. I år 2000 gennemførtes i anledning af 1000 års festlighederne en genopbygning af Thjodhildes tørvekirke i Qassiarsuk med assistance fra islandske eksperter. Ved festlighederne blev den af landsstyreformand Jonathan Motzfeldt betegnet som moderkirke for hele Nordamerika.

Den islandske kirke
I begyndelsen af 800-tallet antages irske munke at have foretaget den første bosættelse på Island, og omkring 870 begyndte den egentlige kolonisation, især fra Norge, men også fra de nordlige områder af de Britiske øer. I landnamstiden, der strækker sig fra ca. 870 til ca. 930 blev alt let tilgængeligt opdyrkeligt land taget i besiddelse, og Island havde omkring 965 en befolkning på ca. 65.000, et stort antal når man tænker på, at der i dag bor blot ca. 250.000 mennesker på Island.

Den islandske viking Torvaldr den Vidtberejste kom omkring 982 til Island med missionsbiskop Friedrik fra Saxen der rejste vidt omkring på Island og missionerede. Vikingekongen Olav Tryggvason var konge i Norge omkring 995-1000. Ifølge beretningerne gjorde han en stor indsats for styrke kongemagten og kristendommen, og til Island sendte han islændingen Stefnir Torgilsson, men han havde ikke megen fremgang i sit missionsarbejde. Den gamle gudetro var ikke særlig stærk på Island, og flere af de tidligste landnamsmænd fra Orkneyøerne var allerede kristne. En af dem, Helgi den skæve, "troede på Kristus, men påkaldte Tor i farens stund". Den islandske historiker Ari Torgilsson den Lærde (1056-1133), fra hvem man har de mest pålidelige oplysninger om den første kristendom på Island, skrev omkring 1130 "Islendingabok", hvori han beretter om den politiske uro, kirken havde skabt mellem de konservative hedenske og de nye militante kristne, der ønskede at bringe Island i kontakt med det kristne Europa.

Disse stridende parter mødtes på Altinget ved Thingvellir , hvor den kristne Hallr fra Sida gik til lovsigemanden Thorgeir Thorkelsson, der var hedning, og bad ham afgøre striden, og alle på tinget svor de følge hans afgørelse. Mandag den 24. juli år 1000 (nyere forskningsresultater mener det var år 999) kaldte lovsigemanden alle til lovsigeklippen, hvor han bekendtgjorde at alle udøbte folk i landet skulle lade sig døbe til kristendommen, men man skulle også have ret til bote til de gamle guder hvis man ville, men kun hemmelighed, thi ellers pådrog man sig tre års landflygtighed, men det skulle fortsat være tilladt for folk at sætte uønskede børn ud i ødemarken og at spise hestekød som før. Men disse undtagelser blev ifølge Ari den lærde afskaffet få år efter. Men kristendommens indførelse ved lov var snarere en politisk administrativ begivenhed, mere for at sikre fred og fremgang end en religiøs vækkelse på baggrund af det kristne budskab.

Overgangen til kristendommen fik en enorm indflydelse på islandske forhold både socialt, politisk og kulturelt. Høvdingene byggede egne kirker og opkrævede tiende og øgede yderligere deres magt, og inden 50 år var gået, var kirken blevet en ny stærk magtfaktor på Island, hvor det første bispedømme på Skalholt blev oprettet i 1056.

Koloniseringen af Grønland
En norsk bonde Thorvald og hans søn kaldet Erik den Røde tog efter stridigheder og drab i Norge land i besiddelse på Island omkring 974, men da de bedste landstrækninger var udbygget, måtte de tage til takke med det afsides liggende nordvestkystområde, hvor de bosatte sig ved Bredefjord. Da Thor-vald døde, giftede Erik sig med Thjodhilde, der var af gammel velhavende islandsk slægt. Erik, der antagelig har været af stridbar natur, kom hurtigt i klammeri med naboerne i Bredefjord, og efter flere drab blev Erik omkring 982 dømt fredløs formodentlig i tre år, og forlod Island for at søge nyt land vesterude ved Gunnbjørns fjeld, fjelde Gunnbjørn har iagttaget, da han stormslået er kommet vesten for Island. Storisen har ikke levnet Erik megen mulighed for landgang i Sydøstgrønland, så de naturgivne forhold har ført ham frem til Sydvestgrønlands isfrie fjorde. Her fandt han grønne lier, mere frodige end de landområder, der var til rådighed på Island.

Første kristne kirke i Grønland
Når man sejler ind i Tunulliarfik fjorden mellem de mange isskosser og ser de grønne skråninger med store græsarealer forstår man, hvor dette grønne syn må have inspireret den barske viking Erik den Røde, så han valgte netop at bosætte sig her ved fjorden, der blev kaldt Eriks-fjord. Stedet fik navnet Brattahlid og landet Grønland.

Da Erik tog land ved Brattahlid, må han have observeret mange forladte hustomter fra en tidligere eskimoisk bosættelse, men området var ubeboet. Nordboerne har som storbønder haft en givtig udvikling gennem århundreder, indtil ændrede forhold, som et koldere klima, satte et punktum for de norrøne bosættelser i Grønland i 1400-tallet.

Her på Brattahlid blev den første kristne kirke i Grønland - og dermed i den første kristne kirke i Nordamerika - opført af tørv og brædder omkring år 1000 af Erik den Rødes hustru Thjodhilde. Hun lod sig kristne, da deres søn Leif den Lykkelige kom hjem til forældrene på Grønland, ledsaget af nogle munke, efter selv at været blevet kristnet i Norge.

Foran den lille bygdekirke i Qassiarsuk opført i 1936 kan man se forhøjninger i terrænet, der angiver konturerne af denne første kristne kirke, en tørvekirke, Thjodhilde ifølge sagaen lod opføre "ikke langt fra husene", men dog således at synet ikke uafbrudt skulle ærgre Erik, der ikke ville lade sig kristne, til stor fortrydelse for Thjodhilde, der ifølge sagaen " ikke længere ville dele seng med Erik. Og "dette ærgrede Erik meget ". Det har været et lille beskedent kirkerum, de tre vægge af græstørv, den fjerde gavlvæg af træ. Man kender byggeformen fra gamle islandske kirker.

Til bygdekirken i fåreholderstedet Qassiarsuk er knyttet en kateket, der både virker som lærer i børneskolen og hjælpepræst, der dog ikke er kirkebogsførende og ikke betroet at forrette nadver, konfirmation og ægtevielse. Arbejdet som kateket betroede man oprindelig en af bopladsens dygtigste fangere, der forinden havde fået en kortvarig undervisning ved distriktets missionær. For ca. 150 år siden startedes en egentlig kateketuddannelse ved de to grønlandske seminarier, og gennem mere end 100 år har i de mange bygder de grønlandske kateketer, der frem til II Verdenskrig omfattede langt størstedelen af den grønlandske befolkning, været ledere for befolkningens kirkelige og kulturelle liv, naturligvis støttet af de relativt få præster i byerne.

Kun to grønlændere har taget teologisk embedseksamen ved universitet i Danmark (Jens-Christian Chemnitz og nuværende biskop i Grønland Sofie Petersen, begge ved Københavns Universitet), og 5 grønlændere har bestået den tidligere teol-eksamen i Danmark.

Siden 1955 har kateketuddannelsen i Nuuk haft form af kurser af 30 dages varighed om sommeren og brevkursus om vinteren. I begyndelsen af 80'erne startede en grønlandsk uddannelse af præster i Nuuk og 6 grønlændere opnåede at blive cand. teol. herfra, hvoraf den første i juli 1987 blev herfra ordineret i Aarhus til præstegerning i den grønlandske kirke. Tilsvarende tog provsten for Sydgrønland Magnus Larsen initiativ til en præsteuddannelse i Holsteinsborg/Sisimut, hvor der indtil nu er uddannet 11 præster til den grønlandske kirke.

I dag er oprettet et teologiske fakultet ved Ilisimatusarfik, Universitetet i Nuuk, det eneste fakultet med en lokal historisk baggrund, men fakultetet har ligget i dvale grundet mangel på studerende. Landsstyremedlem for den grønlandske kirke, Marianne Jensen, modtog i sin embedsperiode en betænkning, der lagde op til en 3-årig præsteudddannelse, der kan føre frem til præstevielse. Den kan suppleres med en overbygning, der kan føre frem til en egentlig cand.teol. eksamen.

Da gennemsnitsalderen for de grønlandske præster er meget høj, er det vigtigt snart at få større interesse blandt de unge uddannelsessøgende for en præsteuddannelse, da generationsskifte snart bliver en påtrængende problem.

Igaliku
Sejler man ud gennem Tunulliarfik fjorden passeres mundingen af den lille sidefjord Qoroq, hvor Qorqupgletscheren spyr store mængder af små isbjerge ud i fjorden, og man har i dag her i det sydgrønlandske frodige fjordlandskab udsigt til grønlandske bosteder med græsgange og fåreavl, korn- og kartoffelmarker men har alligevel på grund af de mange isbjerge i fjorden fornemmelse af at være i et arktisk område. Ved Itilleq kan man forlade båden og vandre ad Kongevejen op over et lavt pas, hvorfra vi har den smukkeste udsigt ned over bygden Igaliku, det gamle Gardar, hvor den grønlandske domkirke lå. I Igaliku ligger den lille smukke bygdekirke fra 1926 opført i den karakteristiske lyserøde igalikusandsten. Kirkebygningen her er ligesom kirken i Qassiarsuk opdelt i to lokaler, der anvendes som kirke henholdvis skolestue.

Grønlands første domkirke
Nationalmuseet har i samarbejde med det Grønlandske Nationalmuseum og Arkiv i disse år netop blotlagt resterne af domkirken, så man i dag får en bedre fornemmelse af dette gamle grønlandske kirkecenter.

Kirkerne i Grønland kom ligesom kirkerne i Norden iøvrigt til administrativt at henhøre under ærkebiskoppen i Hamborg-Bremen, men dette ændredes i 1103, hvor de blev underlagt ærkebispesædet i Lund. Men fra 1152 blev kirkerne i Norge, Isle of Man, Orkneyøerne, Færøerne, Island og Grønland lagt ind under det nye ærkebispesæde ved Nidaros-katedralen i Trondheim.

I sagaerne fortælles hvorledes Sokke Thorerson, høvding på Brattahlid, i begyndelsen af 1100-tallet fremlagde forslag om oprettelse af et grønlandsk bispesæde, et forslag, der vandt bred anerkendelse, og blev forelagt kongen i Norge. Denne bifaldt ideen og udnævnte en munk Arnald til embedet, og i domkirken i Lund hos ærkebiskop Asser blev Arnald i 1124 viet til biskop over Grønland, som han dog først nåede i 1126 efter en lang og farefuld rejse.

Domkirken, der blev påbegyndt omkring 1126, blev centralt placeret nær høvdingegården Gardar mellem de to vigtige fjorde Eriksfjord (Tunulliarfik) og Einarsfjord (Igalikufjord), og viet til de søfarendes helgen Skt. Nicolaus. Den 27 m lange og 16 m brede kirkebygning var den største i nordbotidens Grønland . I Domkirkens nordkapel ligger en biskop begravet. På højre hånds ringfinger sad bisperingen, og i hånden hvilede bispestaven, en 143 cm lang stav af asketræ med udskåret hoved af hvalrostand. Graven er muligvis biskop Jon, der døde i 1209.

Selve bispegården giver alene gennem sin størrelse indtryk af bispens betydning i samfundet. Fra bispegårdens hovedindgang fører en sti belagt med store brede flade sten direkte hen til domkirken. Den største staldbygning har haft plads til ca. 60 køer, og for at sikre vinterfoder til dyrene har markerne omkring gården været kunstigt vandet gennem et overrislingssystem af vandingskanaler. Ved bispegården finder man også Grønlands (måske verdens?) ældste stadig funktionsdygtige køleskab bygget til kirkecentret Gardar - en stensætning fyldt med rislende isvand, der ledes ad en kunstig stensat kanal. Her opbevarer lokale folk i dag f.eks. madvarer i plasticposer i det ca. 0 kolde smeltevand.

Bisperne i Gardar
Bisp Arnald virkede i Gardar, det nuværende Igaliku, frem til 1150 hvorefter han tog til Norge, hvor han i 1152 blev biskop i Hamar. I Grønland blev han efterfulgt af Jon Knutr, der virkede som biskop i Gardar 1150-86. Den tredie biskop, Jon Arnason med tilnavnet Smyrill, tiltrådte først sit embede i 1189. Han tog i 1202-03 via Island til Rom for at besøge paven. Efter denne lange rejse varetog han atter sin bispegerning i Grønland til sin død i 1209, og blev begravet i Gardar, hvor man mener, det, som tidligere omtalt, er hans grav, der findes i nordkapellet i Domkirken.

Jon Smyrill blev efterfulgt af Thor Helgi, der dog først kom til Grønland fra Norge i 1212, og han varetog sit hverv til sin død i 1230. Først i 1234 blev der udnævnt en efterfølger Nicholas, men han nåede først frem til Gardar i 1239 og døde blot 3 år efter, og blev i 1247 efterfulgt af biskop Olaf, der dog allerede var blevet bispeviet til arbejdet i Grønland i 1242. Også han tog på længere varende rejser idet han var borte fra Grønland i perioden 1264-1280. Han blev efterfulgt af Thor Bokki, der dog først ankom til Gardar i 1289, og rejste tilbage til Norge i 1309.

Den næste biskop, Arne, fik længere virketid, idet han var biskop i Gardar fra 1315 til 1347. En række bisper, ved man ikke så meget om, men som det fremgår af de skriftlige beretninger, var der perioder uden biskop i Gardar, dels på grund af manglende kommunikation, dels grundet de store afstande og den vanskelige, farefulde færd over Atlanten. Men der kunne også opstå situationer, hvor en nyindviet biskop ved ankomsten til Gardar fandt den gamle biskop i live og i fuld funktion. Således udnævnte man ifølge de gamle beretninger i Norge en nye biskop John Skalli i 1343, men erfarede at biskop Arne fortsat var virksom. Afløseren John Skalli havde derfor ingen hast med at rejse til Grønland, ja han nåede faktisk aldrig til Grønland, og først i 1368 ankom en ny biskop Alf, der virkede i Gardar i ca. 10 år, altså til omkring 1378, og Gardar fik aldrig nogen ny biskop. Også dengang var det af vital betydning for kirkesamfundet, at man havde en biskop, thi kun en biskop kunne vie nye præster, indvie nye kirker og den hellige olie.

Hvalsey Kirke
Tager man på kirketur med båd gennem Igalikufjorden mod Sydgrønlands hovedby Qaqortoq/Julianehåb, kan man tage en første afstikker ind i fjordarmen Hvalsøfjord, hvor man finder kirkeruinen Hvalsey, Qaqortukulooq, en velbevaret kirkeruin fra nordbotiden. De skriftlige kilder beretter om 14 kirker i østerbygden, dvs. området fra Arsuk over Julianehåb til Nanortalik i det sydligste Vestgrønland. Men arkæologiske udgravninger omfatter 17 kirketomter i dette område, og Hvalsey er så absolut den bedst bevarede. De ikke beskrevne kirker kan have været gårdkirker eller bønhuse tilknyttet blot en enkelt måske afsides beliggende gård.

Her ved Hvalsey - som ved alle andre kirketomter - er kirken et led i et større bygningskompleks omfattende præstegård med tilhørende staldbygninger med mere. Fra præsteboligen har man et fint kik mod kirkebygningen, hvor alle murene står velbevarede tilbage. Kun taget, der antagelig har været af træ, mangler. Kirken menes opført omkring år 1300 i romansk stil svarende til datidens kirker i Norden. Kirken er, som man kender det fra flere norske og færøske kirker, et udelt langhus på ca. 8 x 16 m i udvendigt mål . Materialet er overvejende sten fra nærliggende fjeld af finkornet granit, der er lagt i ler og fuget med kalk. Fra et bryllup, der fandt sted i kirken i Hvalsey den 14. september 1408, har man den seneste skriftlige rapportering fra nordboernes 500 års virke i Grønland. Kirkeruinen danner også i dag somme tider ramme om gudstjenester, således f.eks. ved en festgudstjeneste som-meren 1982, da man fejrede 1000-året for Erik den Rødes første ankomst til Grønland.

Qaqortoqs kirker
Qaqortoq/Julianehåb er Sydgrønlands største by med ca. 3.200 indbyggere. Her besøger vi den gamle røde trækirke, Frelserens Kirke, skænket byen af Dansk Missionsselskab. Kirken blev opført i 1831-32 og indviet 29. juli 1832, men ombygget flere gange siden. Inde i kirken på nordvæggen hænger en redningskrans fra M/S "Hans Hedtoft", der på sin jomfrurejse fra Julianehåb til København forliste og totalt forsvandt i farvandet syd for Kap Farvel den 30. januar 1959. Redningskransen, der blev fundet på Island, er det eneste, der er fundet fra "Hans Hedtoft".

Selvom kirken rummer ikke mindre end 375 siddepladser, blev den for lille for den stadigt voksende by, der nu tæller over 3.200 indbyggere. På et fremskudt fjeldplateau over byens gamle centerområde ligger i dag Qaqortoqs nye smukke Gertrud Rask Kirke, indviet den 8. juli 1973. Kirken, der er opkaldt efter Hans Egedes hustru, Gertrud Rask fra Harstad i Lofoten, er tegnet af arkitekt Ole Nielsen og fremstår i hvidmalet beton med langsiden mod syd som et stort vindue og opdelt af smalle bærende piller. Selve kirkesalen har ca. 300 pladser, og den tilstødende menighedssal rummer ca. 100. Arkitekt Ole Nielsen har anvendt "omvendte" laminerede træspær, der bærer loftet.

Kirkens altertavle er ganske speciel. Den er malet af malerinden Marie Haagen-Mæller, der boede i P.S. Krøyers hus i Skagen. Det gyldne trækors er anbragt lidt foran den blå baggrundsfarve, så korset kaster en kort skygge. Den bå farve er valgt, fordi himlem i Grønland just får denne koncentrerede blå farve, når uverjrsskyer skilles.

Blomstermotiverne er hentet fra den ganske overvældende sydgrønlandske flora og viser - i 47 håndforgyldte træplader billedfelter malet med oliefarver - eksempler på typiske planter fra området. En livsbekræftende altertavle, der viser livets mangfoldighed også her i et subarktisk område. Ved forgyldningen af de 47 træpladerne er brugt en gammel italiensk altertavleeknik. Haagen-Mællers forstudier til altertavlen kan studeres på nært hold på Højskolen i Qaqortoq.

Her i Qagortoq ligger den ene af Grønlands to Højskoler. Ligesom den danske folkehøjskole i begyndelsen af dette århundrede har spillet en stor og vigtig rolle i forbindelse med Danmarks overgang fra et rent landbrugssamfund til et landbrugs- og industrisamfund, kan højskolerne komme til at spille en vigtig rolle i den meget store grønlandske proces, hvor samfundet i løbet af en enkelt generation går fra spæklampe til oliefyr, fra en jæger- og fanger til en tilværelse som funktionær, håndværker eller industriarbejder. Højskolerne er også eksponent for den store grønlandske kunstinteresse, relativt mange grønlændere er virkelig kunstnerisk højt begavede.

Hans Egede og Gertrud Rask
Tager man fra Grønlands hovedstad Nuuk/Godthåb med motorbåd ud til Godthåbsfjordens mun-ding finder man blandt de yderste forblæste øer Håbets ø, hvortil Hans Egede og Gertrud Rask ankom i 1721.

Hans Poulsen Egede er født den 31. januar 1686 i Harstad i Nordnorge, hvor faderen, præstesøn fra Vester Egede ved Næstved, var sorenskriver (dommer). Hans Egede afsluttede 21 år gammel sine teologiske studier ved Universitetet i København og fik præsteembede i Vågan, en del af det nuværende Svoldvær i Lofoten, hvor han kort efter blev gift med den 13 år ældre Gertrud Rask. I et værk om Norges læste Hans Egede om de kristne nordboer i Grønland og fattede interesse for at rejse til Grønland og virke som præst for nordboerne. Hans henvendelse herom i 1710 til biskoppen i Bergen og til den danske konge i 1711 gav dog intet resultat, men i 1718 fik han støtte fra Missionskollegiet og i 1719 foretræde for kongen i København med det resultat, at han den 12. maj 1721 sejlede fra Bergen mod Grønland og ankom til Håbets ø den 3. juli 1721.

Her i det forblæste skærgårdsmiljø finder vi rester af huset, hvor Hans Egede med familie og medarbejdere, i alt ca. 25 mennesker boede i perioden 1721-28 i det ca. 85 m2 store hus. Hans Egede fandt som bekendt ingen nordboere, men virkede som missionær for eskimoerne, som han fik et snævert og godt forhold til. Når vi står her ved hustomten, kan vi let forestille os, hvor barske vilkårene må have været: Huset overfyldt og fugtigt, opvarmning baseret på fund af drivtømmer. Der måtte hugges riller i dørtrin for at lede kondensvand ud, og tøj ophængt på knager rådnede. Det er imponerende, at familien havde styrke, helbred og tro til at fortsætte gennem 7 lange år, inden man flyttede til den mere beskyttede lokalitet inde i fjorden, som man kaldte Godthåb. Når familien kom gennem disse strenge år, tror jeg, det skyldes deres nordnorske baggrund. Det eneste sted i Grønland, jeg har fundet multe-bær, er på Håbets ø. Det viser, at disse mennesker, vandt til Lofotens barske vilkår, har taget lidt nordnorsk natur med sig, og som menneskene har også multebærrene fundet mulighed for at slå rod.

Vor Frelser Kirke i Nuuk
Fra Håbets ø i blæst og støvregn vender vi tilbage til det solbeskinnede næs, Nuuk/Godthåb, hvor vi ved den gamle kolonihavn finder Godthåbs gamle kirke, Vor Frelsers Kirke, opført i 1848-49 for midler fra Karen ørsteds legat, indviet 6. april 1849 som afløser for Godthåbs tidligere kirker, hvoraf den første egentlige kirke er fra 1758. Tårnet er fra 1928, og så sent som i 1949 blev der installeret elektrisk lys i kirken.

Bygningen, der oprindeligt fremstod i bindingsværk og mursten, er senere udvendigt blevet beklædt med rødmalede klinklagte brædder og hvidmalede træpaneler indvendigt. Altervæggen er opdelt i tre lyseblå felter, hvor midter-feltet er udsmykket med et stort krucifiks og flankeret i de 2 andre felter af engleskikkelser i gips. Som gave fra den norske kirke har Vor Frelsers Kirke i 1921 modtaget et par messinglysestager, der er placeret ved alterets sider.

Foran kirken står en buste af Jonathan Petersen, som var organist og kendt salmedigter. På en klippeknold nær kirken med vid udsigt står statuen af Grønlands Apostel, Hans Egede, en kopi skænket byen i 1921 af den statue af Hans Egede, der står foran Marmorkirken i København. Herfra har man en flot udsigt ud over Godthåbsfjorden mod Håbets ø, over den gamle kolonihavn, hvor Grønlands Nationalmuseum og Arkiv nu har til huse, til Grønlands Hjemmestyres nyere kompleks og Nuuks store boligkomplekser på Radiofjeldet.

Nuuk
Nuuk/Godthåb er Grønlands politiske, administrative og kulturelle center. Byen har i dag ca. 12.500 indbyggere, og det har også her været nødvendigt at bygge en ny og større kirke, der blev indviet i 1971, 250 år efter Hans Egedes ankomst og naturligt navngivet efter ham. Går man fra Vor Frelser Kirke op gennem byen til Hans Egedes Kirke passerer man Nuuk Rådhus. Her finder man en af Grønlands mest markante udsmykninger - en række vævede bil-ledtæpper i rådhussalen - et billedepos, der skildrer den grønlandske natur og Nuuks historie. Kunstneren bag disse billedtæpper er den Hans Lynge (1906-88).

Han er en af de grønlandske personligheder, der har betydet mest i det nyere Grønlands kulturliv som kunstner, forfatter, og politiker. Den danske kunst-håndværker, væveren Mette Lise Rˆssing, assisteret af bl.a. den grønlandske væver Persida Lund, har udført det krævende arbejde at omsætte Hans Lynges malerier til billedvævning. De har anvendt grønlandsk uld, dels med uldens egne farver - hvide, grå, brune og sorte farver - dels uld farvet med plantefarver.

Motivet til det sidste billedtæppe nåede Hans Lynge ikke at få udført før sin død, men den danske kunstner Bodil Kaalund har på grundlag af "Godthåb Medaljen" fra 1978, udarbejdet af Hans Lynge, udført tegningerne og valgt farverne til det sidste 220 x 282 cm store billedtæppe, der er ophængt i rådhussalen i 1992 og som viser Hans Egedes ankomst til Nuuk.

Hans Egede havde naturligvis store sprogproblemer, men takket være sønnerne Poul og Niels Egede, der hurtigere lærte at tale med jævnaldrende, og med hjælp fra den sprogbegavede hjælpepræst Albert Topi i 1723, begyndte missionærerne at forme det grønlandske skriftsprog. I 1744 udsendtes Poul Egedes grønlandske oversættelse af de 4 evangelier, og i 1791 udkom grønlandsk ordbog og grammatik, udarbejdet af præsten, polyhistoren Otho Fabricius, der virkede i Frederikshåb fra 1768-1773.

Den grønlandske kirke fik meget stor betydning for sproget, og mens statsadministrationen gennem Den Kongelig Grønlandske Handel søgte at fremme anvendelsen af det danske sprog, gjorde missionærerne og kirken en stor indsats for at fremme det grønlandske sprog. I dag er man i Grønland ved at afslutte arbejde med en ny oversættelse af det Ny Testamente.

Hans Egedes Kirke
Den nye Hans Egedes Kirke ligger højt på en klippe ca. midt i byen mellem den gamle kolonihavn og skibshavnen. Kirkekomplekset, der også omfatter menighedslokaler, præsteværelse, kordegnekontor og kapel, er tegnet af arkitekt Ole Nielsen og blev indviet den 4. juli 1971 i anledning af 250-året for Hans Egedes ankomst til Grønland.

Går man fra Hans Egedes Kirke ned mod Godthåb Fjorden, ser man der en af Nuuks ældste bygninger, den gamle Herrnhutmission, en meget smuk bygning fra 1747, der i dag er den fysiske ramme om Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. I nyere tid har bygningen frem til 1978 huset Grønlands Museum og derefter tjent som præsteseminarium. Stedet var oprindelig bosted for tre af Christian VI i 1733 udsendte Hernnhutmissionærer. Det forventede samarbejde mellem Herrnhutmissionen og Hans Egede udeblev, og de to misssioner arbejdede uafhængigt af hinanden i hver sin ende af byen.

Zionskirken i Ilulissat
Ilulissat/Jakobshavn i Disko-bugten er en af de aktive, hurtigt voksende fiskeribyer i Grønland med ca. 4.200 indbyggere. Byen er tillige det centrale trafik-knudepunkt i området efter anlæg af lufthavn i 1984.

Byen er kendt for den meget aktive Jakobshavn Isbræ, der med en produktion af isbjerge på ca. 30.000 millioner ton årligt måske er Grønlands mest produktive gletscher. I hvert fald er Jakobshavns Isfjord en af Grønlands allerstørste turistattraktioner. Afhængig af vind- og strømforhold sejler meget store isbjerge - op til 150 m høje - majestætisk tæt forbi byen og dominerer ofte bybilledet.

Tæt ved stranden finder vi byens gamle kirke, Zionskirken. Det er den ældste kirke i Grønland, der fortsat er i brug. Den er opført 1779-83 på missionær Jørgen Sverdrups initiativ. For at skaffe midler til opførelsen af kirken vedtog man en lokal afgift på indhandling af spæk, og den resterende del af midlerne skaffedes via Den Kongelige Grønlandske Handel og Det Danske Missionsselskab. Den vestlige ende af kirkebygningen blev indrettet til bolig for missionæren, men i 1853 blev denne bolig omdannet til sygehus.

Da byen i 1903 fik et egentligt hospital, kunne hele den ret anselige kirkebygning - en af Grønlands største - efter grundig restaurering og delvis ombygning inddrages til kirke. Som alterprydelse tjener en stor gipsgengivelse af Bertel Thorvaldsens Kristusfigur fra Domkirken i København.

Over for kirken ligger en anselig rød træbygning, der oprindelig var opført som Nordgrønlands Seminarium, startet i 1847. Efter seminariets nedlæggelse i 1875 på grund af vanskeligheder med bl.a. at skaffe elever blev bygningen indrettet til præstebolig, og her boede præsten og sprogforskeren Christian Rasmussen, hvis søn polarforskeren Knud Rasmussen blev født her i 1879. Huset er nu Jakobshavns Museum, der naturligt nok ud over museumsgenstande fra Jakobshavn rummer en stor udstilling om byens store søn.

Thule
I 1903-04 overvintrede den Litterære Ekspedition til Nordvestgrønland, ledet af Mylius-Erichsen. I denne ekspedition deltog maleren Harald Moltke og den unge Knud Rasmussen fra Jakobshavn, og det var her Knud Rasmussen for første gang mødte polareskimoerne.

Baseret på informationer om polareskimoerne oprettedes i 1906 "Den Grønlandske Kirkesag" bl.a. med det formål at kristne polareskimoerne. Efter at den amerikanske polarforsker Robert Peary den 6. april 1909 nåede selve Nordpolen og dermed havde fuldført sin mission i Nordgrønland, besluttede Knud Rasmussen i 1910 ved den i 1909 etablerede missionsstation ved bopladsen Umanaq at oprette en handelsstation, som han kaldte Thule. Navnet er hentet fra den græske betegnelse for det mest fjerne, og det er anvendt af Goethe i digtet om de sidste konger i Thule.

Her virkede den vestgrønlandske kateket Gustav Olsen fra Jakobshavn, der var blevet ordineret præst, som missionær, og her byggede Den Grønlandske Kirkesag den første kirke i Thule/Umanaq i 1929. Kirken blev indviet 18. maj 1930 og fik i 1931 den smukke altertavle, malet af Ernst Hansen. Ved Thulebasens oprettelse i 1952 blev bopladsen nedlagt og kirkebygningen flyttet til bygden Itilleq ved Holsteinsborg/Sisimiut. Altertavlen fulgte med bopladsens beboere til det ny Thule, Qaanaaq, som ligger ca. 130 km nord for Umanaq-bopladsen.

Thule/Qaanaaq er hovedbyen i Thule-distriktet, Avanersuaq Kommune, der har ca. 825 indbyggere, hvoraf ca. 560 bor i Qaanaaq. Kirken i Qaanaaq er en rød træbarak opført i 1954 af A. Jespersen & Søn, og ordet træbarak yder ikke den smukke røde kirkebygning retfærdighed. I kirken hænger nu Ernst Hansens smukke altertavle, der viser Kristus siddende på Thulefjeldet, Mt. Dundas, omgivet af polareskimo-børn. Billedet er et typisk eksempel på den tradition, der rækker tilbage til Hans Egede, som forsøgte at fortolke biblen ud fra tilhørernes forudsætninger, altså omplanter livet ved Middelhavet til den grønlandske natur. Her lader Ernst Hansen Kristus virke i det grønlandske, arktiske miljø.

Grønlands kirke i nyere tid
I 1905 blev Grønlands Mission ved "Lov om Grønlands Kirke og Skole" til Grønlands Kirke. Med grundlovsændringen i 1953 kom Grønlands kirke ind under det nye Ministeriet for Grønland, men blev i 1967, overført til Kirkeministeriet. Ved hjemmestyrets indførelse i 1979 blev Grønlands Kirke l. januar 1980 administrativt overtaget af Grønlands Hjemmestyre, som et provsti under Københavns stift. Vicebiskoppen for Grønland varetager den stedlige, gejstlige ledelse i den del af stiftet, som Grønland udgør. I alle de anliggender, der ikke direkte henhører under vicebiskoppen, hører kirken under Grønlands Hjemmestyre og et kirkenævn bestående af landsstyremedlemmet for kultur, undervisning og forskning, vicebiskoppen og en repræsentant for menighederne. Disse varetager den centrale styrelse og administration af den grønlandske kirke, som er opdelt i 17 præstegæld i Grønland og et i Danmark, hvor to præster betjener de mange grønlændere, der har bopæl her.

Som et led i grønlændernes ønske om at overtage ansvaret for egne anliggender fik Grønland hjemmestyre i 1979, og siden har Grønlands Hjemmestyre overtaget alle de sagsområder, de i henhold til hjemmestyre-loven kunne overtage. Efter en debat i Grønland om, hvorvidt tiden nu var moden til at gøre Grønland til et selvstændigt stift, blev der i foråret 1993 fremlagt lovforslag om oprettelse af et selvstændigt Grønlands Stift.

Grønland som selvstændigt stift
Lovforslaget blev vedtaget i Folketinget som "Loven om Grønlands Kirke af 6. maj 1993" og trådte i kraft den 1. november 1993. Som en konsekvens heraf fik Grønland egen biskop placeret i Nuuk/Godthåb. I overensstemmelse med Grønlands Hjem-mestyres ønske fremgår det af loven, at Vor Frelser Kirke i Godthåb er Grønlands nye domkirke.

Imidlertid fik Grønland, der før henhørte under Københavns stift allerede i september 1984 en vicebiskop, idet præsten Kristian Mørch fra Ilulissat den 16. september 1984 blev bispeviet under overværelse af Dronning Margrethe og en række nordiske biskopper ved en højtidelighed i Hans Egedes kirke i Nuuk.

Kristian Mørch er født i en bygd i Uummannaq kommune i 1930, og efter endt skoleuddannelse i Grønland, blandt andet på seminariet i Nuuk har han været elev på Haslev Seminarium og suplleret sin uddannelse ved Københavns Universitet og Pastorlseminariet, hvorefter han blev præsteviet i Davidskirken i København i 1958. Han har siden virket som præst i Grønland, først i Qaqortoq, derefter i Qaanaaq, Paamiut, Upernavik, Uummannaq og Ilulissat, iden han blev bispeviet og indsat som Vicebiskop i Nuuk i 1984. Ved den nye lovs ikrafttræden skulle Kristian Mørch have være indsat som biskop ved en højtidelighed i november, men grundet sygdom blev højtideligheden udsat til juni 1994.

Bispeindsættelse
Søndag den 19. juni 1994 blev Kristian Mørch officielt indsat af Københavns biskop Erik Normann Svendsen i embedet som Grønlands første biskop siden 1378. Over 400 festklædte mennesker, mange i grønlandske nationaldragter deltog i den smukke tosprogede festgudstjeneste i Hans Egedes Kirke i Nuuk. I gudstjenesten, der blev overværet af Dronning Margrethe i grønlandsk nationaldragt, deltog biskopper fra de nordiske lande og den danske kirkeminister A.O.Andersen.

Kristian Mørch faldt for aldersgrænsen i 1995. En ny kandidat til bispeembedet vælges af de grønlandske præster og menighedsrepræsentanter, og den valgte indstilles af Grønlands Hjemmestyre til Kirkeministeriet, hvorefter der sker en kongelig udnævnelse.

Til biskop kan kun udnævnes en person, der er eller har været præst i den grønlandske kirke, og som har bestået teologisk kandidateksamen fra dansk universitet, eller opfylder betingelserne for at blive præst i den danske folkekirke eller har gennemført en af Grønlands Hjemmestyre godkendt videregående teologisk uddannelse med henblik på ansættelse i den grønlandske kirke. I 1995 faldt valget på cand. teol. Sofie Petersen, der var sognepræst i Jakobshavn. Hun har siden som Grønlands biskop været engageret i nyoversættelse af Det Nye Testamente til grønlandsk .