DPC Home

 

 

  Reaktioner til bekræftelse

Af Martin Paldam

Da redaktøren for Polarfronten bad mig skrive en kommentar om, hvorfor der var så lidt samfundsfaglig forskning om Grønland, spurgte han mig om noget, jeg havde tænkt en del over, så jeg skrev en kommentar. Sjældent er nogen kommentar blevet i den grad bekræftet.

Status: hvorfor er det kontroversielt?

I den nye forskningssstatistik fra Analyseinstituttet for Forskning fremgår, at der i 1997 blev udført 1343 forskningsmandår i Danmark på det samfundsvidenskabelige område. Der er vel dertil 3-4 på Grønland. Det er næppe 1% af disse mandår, der bruges på forskning i grønlandske samfundsforhold. Det er forbløffende få i betragtning af, hvor interessant og understuderet emnet er.

Hvordan er kvaliteten af den forskning, der kommer ud af det? Her er den almindeligt anerkendte regel, at man ser på, hvor den er offentliggjort. Dét, der især tæller, er artikler, der er offentliggjort i internationale tidsskrifter, der har en seriøs 'refereeing' proces. Dvs, at alle artikler sendes til to uafhængige anonyme eksperter ('referees'), helst i et andet land, der afgører, om kvaliteten er god nok.

Gorm Winther peger på årsagen til, at det er nødvendigt. Veletablerede, midaldrende forskere (som jeg) kender redaktørerne af de tidsskrifter, der findes på deres område. Vi sidder i redaktionspaneler, osv. Så en seriøs 'refereeing' proces er nødvendig for at holde sammenspistheden nede.

Når man bruger denne kvalitetsregel på Grønlandsforskningen, ser det ikke så godt ud. Så det burde være åbenbart for alle, at forskningen i Grønland er lille og har en lav kvalitet. Jeg kan ikke forstå, at disse simple kendsgerninger er så kontroversielle, som Gorm Winthers indlæg antyder.

Jeg synes, at det er fint, at Gorm Winther prøver at gøre lidt ved det, og jeg støtter ham heri, så godt jeg kan, uanset de problemer der - uden for min kontrol - har været i fortiden.

Forklaringer: hvor kom gorillaerne fra?

Jeg nåede frem til flere forklaringer på den sørgelige tilstand. Jeg skal ikke gentage alting, men lad mig nævne tre forklaringer: (f1) At området var så nær ved det politiske og så fuldt af tabuer, at de fleste deltagere har pålagt sig selv så skarpe krav til politisk korrekthed, at de ikke diskuterer centrale problemstillinger. (f2) At det grønlandske samfund reagerer så voldsomt på enhver omtale, der piller ved tabuerne.

Kan man finde nogen bedre bekræftelse af disse to forklaringer end den forbløffende reaktion, der er kommet fra landsstyreformand Jonathan Motzfeldt. Hvordan kan det være, at han reagerer så voldsomt på noget så fredeligt som dét, jeg skrev? Hvad er det for en åbenbaring, der får ham til at skrive, at forskere, der studerer mekanismerne i Grønlands økonomi, sammenligner grønlænderne med en gorillastamme?

Vi økonomer har den grundhypotese, at mennesker er mennesker; men de lever i lande med forskellige institutioner og systemer. Det er dét, vi studerer - og her er Grønland meget interessant - netop fordi det økonomiske system er så ekstremt og usædvanligt.

Kan man læse Jonathan Motzfeldts indlæg på anden måde, end at han ikke vil have forskning, der udføres af folk uden for hans 'system'. Kan det skyldes noget andet, end at der eksisterer alt for meget, som skal holdes nede under gulvtæppet - beskyttet af politisk korrekthed og tabuer?

Den sidste forklaring (f3) er, at de eksisterende forskningsmiljøer er noget sekteriske. Det er ganske vist lidt svært at se for udenforstående; men dét, Gorm Winther gør i sit indlæg, er at tage afstand fra hele den store hovedstrøm, der vel omfatter 90% af hans fag. Den er 'enfoldig' siger han. Hvis det ikke er sekterisk, så ved jeg ikke, hvad der er!

Et eksempel på politisk korrekthed: Bistanden koster meget lidt!

Må jeg slutte med en lille eksempel: Landsstyreformanden peger - i en bisætning - på en idé, der stiller tingene helt på hovedet, men som er politisk korrekt på Grønland.

Det er 25%-ideen: Den med, at de 3.400.000.000 kr. om året, som danske skatteydere pt giver til Grønland ikke koster Danmark ret meget. Ideen er, at ca 75% af pengene vender tilbage til Danmark i form af import fra Danmark, så de koster kun 25% af det, vi giver. Her overser man, at dersom de samme penge gives ud i Danmark, vender 100% tilbage til Danmark.

Der er (af mange grunde) grænser for, hvor meget der opkræves i skat i Danmark. De skatter, der kommer ind, kan enten bruges til udgifter i [A] Danmark eller i [B] Grønland. I tilfældet [A] bliver de afledede virkninger (på den danske økonomi) altså ca 25% større (og kommer noget hurtigere) end i tilfældet [B]. Danske offentlige udgifter, der afholdes i Grønland, er altså godt 25% dyrere for Danmark end de offentlige udgifter, der afholdes i Danmark. Der er altså noget med en 25%-idé, men den er lige det modsatte af, hvad så mange i Grønland har overbevist sig om.

Man kan også simpelthen se på en situation, hvor det samme beløb af danske skattekroner bruges til enten at bygge en skole i Danmark eller en skole i Grønland. Uanset om begge skoler bygges af danske materialer og opføres af danske håndværkere, så står den ene skole i Grønland, hvor den kommer grønlændere til gode, og den anden skole står i Danmark, hvor den kommer danskere til gode.

Der er altid et komplekst forhold mellem giver og modtager. Og det er vist ikke ualmindeligt, at modtagerne udvikler teorier om, at giverne ikke er så gode, som det ser ud. Men hvis disse teorier er uden logik og fornuft, og man vifter alt for meget med dem, bliver giverne måske lidt sure. Er det ikke på tide at holde op med at fortælle danske skatteydere, at de mange penge de giver Grønland ikke koster dem noget? Er det klogt i den grad at føje spot til skade?

Ville det ikke være bedre at sige tak? Ikke hver dag. Det er der ingen der forlanger. Men bare en gang imellem?