DPC Home
Tilbage til Nyheder

Fotos: Anette Specht

Artiklens forfatter til højre





 

Læs også:

Forskere for en kort bemærkning, Polarfronten 3/99

En gletscher går amok, Polarfronten 3/99


Link til
Arktisk Station

 

Dagbog fra Feltkursus ved Arktisk Station 1999

Af , Geografisk Institut, Københavns Universitet

06.07.99:
Så er jeg ved at finde mig selv igen efter et døgns tid, der er svært at beskrive med ord. Jeg sidder på Arktisk Station i Qeqertassuaq (Godhavn) og nyder udsigten til et hav af gigantiske skulpture i form af isbjerge, mens jeg prøver at fordøje den flodbølge af indtryk, der ubarmhjertigt og uafbrudt har skyllet ind over os siden&.ja, siden vi fik øje på Island. Det har været nogle lange døgn, og alle de andre er væltet om kuld. Så nu er der endelig ro til at skrive. Klokken er næsten midnat, men jeg behøver ikke tænde lyset for at skrive. Midnatssol. Det betyder også, at jeg har svært ved at føle den træthed, der burde melde sig efter at have været på i 24 timer. Det kan være, den kommer nu, hvor jeg sætter mig. Jeg vil så gerne have skrevet, men jeg ved ikke, hvor jeg skal starte; eller endnu værre - at finde dækkende ord.

Jeg kunne jo starte i går morges. Jeg stod tideligt op for at pakke det sidste. Mødtes med de andre i lufthavnen et par timer før afgang. Vi fik tjekket ind, og jeg var heldig at få en vinduesplads. Ind og købe toldfrit og drikke en kop kaffe til overpris. Da Mikael kom hen og sagde "har I set, hvad der står? - aflyst!", var der selfølgelig ingen, der troede på ham. Men sandt var det. Det var lidt af et antiklimaks i aftes at kigge ned på Vesterbrogade fra et luksusværelse med dobbeltseng og karbad, når man skulle have siddet på Arktisk Station.

Endelig på vej. Allerede da Island sejler ind under os, bliver tankerne sporet ind på den rigtige kanal. Fra luften ser vi is, basalt, meandrerende floder og deltaer med flotte sedimentfaner. Det var Island; Grønland nærmer sig i det fjerne. Først kommer pakisen, derefter smukke fjorde og gletrschere, endelig Indlandsisen. Allerede her begynder stemningen at blive euforisk. Inde på Isen er der blå søer, der er så klare, at man tydeligt ser de enorme sprækker i isen på bunden af dem. Vi er meget heldige med vejret - høj sigtbarhed. Efter et godt stykke tid over Isen kommer der land igen, og da vi nærmer os Kangerlussuaq (Sdr. Strøm), er folk helt oppe at køre. Grønlænderne, der sidder og tager det hele lidt mere afslappet, må have grinet af os. Og hvilket utaknemmeligt sted at være stewardesse og skulle gå rundt og bede folk om at spænde sikkerhedsselerne, når alle helst vil stå på nakken af hinanden i flyets ene side. Efter landing er der klapsalver og glædesudbrud. Mens folk rejser sig, må jeg lige sidde med hovedet mod vinduet et øjeblik og sunde mig. Allerede her har man mistet ord for, hvad man ser.

På grund af aflysningerne igår lander tre Københavnerfly omtrent samtidig, og det er mere end den lille lufthavn kan kapere; der er mildt sagt kaos. Niels, Kim og jeg skal med et tidligere fly til Illulisat (Jacobshavn), end de andre. Vi står ude i gaten en times tid og sveder, mens tre stewardesser har mistet overblikket og på tilsyneladende fuldstændig tilfældig vis får fyldt Grøndlandsflys mindre maskiner. Det virker som om, de er ligeglade med flynummer og boardingpass, blot de får folk i en maskine med den rette destination. I den sidste ende lander vi alle samtidig i Illulisat.

Vi kommer jo et døgn for sent, så helikopterturen, som alle har set meget frem til, går tabt. I stedet bliver vi hentet af Porsild, ekspeditionsskibet tilhørende Arktisk Station. Vi har knap forladt Illulisat, før folk har glemt alt om helikopteren. At sejle ud mellem de ubeskrivelig smukke isbjerge tager det sidste pip fra os. Vi hopper rundt fra den ene til den anden side af dækket og ved ikke, hvor vi skal gøre af os selv. Det er helt sikkert på denne del af hele turen, at der taget flest billeder på kortest tid.

07.07.99:
Der bliver først og fremmest sovet ud. Da folk er kommet til hægterne, holder vi "fagligt møde". Vi deler os ind i fire grupper, som skal stå for hvert sit ansvarsområde: 1. deltaet og klimastationen 2. fluvialmorfologien 3. det glaciale og 4. periglaciale miljø. Vi klister flyfotos op på plader, så de er klar til at tegne på i felten. Derefter går vi over i laboratoriet og gør alt det videnskabelige udstyr klar og pakker det i kasser.

Så er der ekskursion - en smuk vandretur. Vi passerer Røde Elv og fortsætter østpå langs kysten mod Kuanit. Den største attraktion er finhvalerne. Dem bruger vi meget tid på at sidde og beundre, når de med jævne mellemrum kommer op til overfladen og puster. Vi fortsætter ud til en massiv forekomst af søjlebasalt. Her vender vi om og drysser hjemad i eget tempo. Der bliver ivrigt kigget efter hvaler hele vejen.

Lad mig prøve at repetere de planter, vi har set. Troldurt: ligner en hyacint, man kan spise både blomst og stilk, smager af honning. Dryas: gule kronblade, mørkegul i midten. Paderok: findes på flydejord. Kvan: grøn, kan spises, smager af selleri, ofte ved varme kilder. Revling (sortebær). Pil. Birk. Arktisk valmue: gul, vender hele tiden mod solen. Kantlyng. Om aftenen serverer Baret, køkkendamen, sælkød for os, og de fleste af os kan vistnok li' det.

08.07.99:
Vi har forladt Arktisk Station og er på vej ind i Kuanasuit, bunden af Diskofjorden, og mens vi sejler forbi endnu et imponerende isbjerg, kommer det fra Mikkel: "Der er bare intet her, der er lidt normalt!" Det er et godt udtryk for den følelse af, at man ikke får mange øjeblikke til at trække vejret mellem overraskelserne.

Så har vi slået lejr ved deltafronten i bunden af fjorden. Klokken er 23, og der er stadig sol på fjeldene. Alle er gået i seng efter den første omgang trangiamad og en kop varm kakao omkring bålet. Jeg danner madgruppe med Mikkel, og for vores vedkommende stod den i aften på Paprigano fra Knorr - når man har smagt den, kan det kun blive bedre. Jørgen, skipperen, og de to gaster er taget nordpå med Porsild for at fiske, men kommer tilbage i morgen tidelig. Så kan vi i løbet af dagen bruge Porsild til at lave målinger i deltaet, og imorgen aften er der forhåbentlig fisk til middag.

Jeg er netop kravlet ned i min nye lækre sovepose. Her får jeg det i hvert fald ikke koldt. Godnat myg - synd for Jer, at I ikke kan komme herind.

09.07.99:
Klokken er 9.52. Vi er ved at sætte klimastation op. Selve masten og de fleste instrumenter er på plads, og ledningerne er koblet til dataloggeren. Niels har tilsluttet den bærbare og er nu ved at finde det program, der skal bruges. Porsild nærmer sig i det fjerne - forhåbentlig med fisk. Vi blev jaget ud af teltet her til morgen - på grund af varmen. Lone og jeg gik hen bag den næste pynt for at bade - det var meget koldere end i aftes, og mine fødder var ved at fryse til is. Derefter morgenmad: havregrød med rosiner (vi har glemt sukker), kakao, Gl. Dansk, daggammel kringle. Nu sidder jeg i bare arme, godt smurt ind i myggebalsam. Her er helt skyfrit - dette vejr må gerne holde den næste måned.
Verner og Sune er ved at måle et reb op, tror jeg. De har i hvert fald hevet det ud langs hele stranden. De fleste andre sidder og kigger på, at Niels prøver at få programmet i den bærbare til at virke.

Nu kommer de ind med gummibåden, en Zodiac, fra Porsild. Jeg gætter på 7 fisk, Kim 20, Mikael, 10, Niels ingen. Ole har netop lagt jordtemperaturmåleren ned. Simon og Mikael har overtaget forsøget på at få programmet til at virke. Camilla kommentarer, at det er en mærkelig temperatur: varmt, men en kold vind.Det er 15°C - herligt. Niels ryger en smøg.

Da vi er færdige med at opsætte klimastationen, går os fra fluvialgruppen og periglacialgruppen med Ole en tur op i dalen. Sikken en masse spændende lærebogseksempler på periglaciale fænomener. Ikke langt herfra ligger en pingo ude i selve flodlejet - den er blot et par meter høj. Vi har snakket om at måle den op med teodolitten. Endvidere ser vi debrisflow komme ned fra en blokgletscher. Det ligner et stenskred eller en flod af sten. Så er der resterne af en frostblister, der dannes ved, at vandet nede i jorden fryser om vinteren. Det fryser som nåleis og løfter jorden ovenover op. Når isen så smelter, falder jorden sammen igen. Vi spiser frokost lige ved et stort lag flodis. Det er et islag, der ligger ud over floden; gerne neden for geotermale kilder, der sikrer vandtilstrømning hele året. Hele laget er opbygget af smukke, 10 cm lange nåleiskrystaller.

Længere oppe i dalen laver vi et depot til fluvialudstyret og sender Sune og Verner ud i Neoprenwaders for at rekognoscere flodløbene. De krydser det det knap 2 km brede flodleje og kommer ivrigt tilbage og fortæller, at de kan se gletscherfronten. Ingen tror dem; der skal ifølge kort og flyfotos stadig være for langt til fronten til, at den kan ses herfra. Men de holder på deres påstand, og så tager nysgerrigheden ved os - afsted i fuld galop. Verner når ikke engang ud af sine waders, så han er godt svedt, da vi når en top, hvorfra vi virkelig kan se fronten. Vi måber og jubler på én gang.

Fronten ligger ca. 10 km længere fremme end ventet. Halvdelen af det dalområde, vi skulle have karteret, er nu begravet og utilgængeligt, hvilket halverer vores arbejdsbyrde. Men hvad der optager os mere er, at vi er vidne til noget helt sensationelt - et gletschersurge i klasse 1A. Ole: "Ja, det her ville fagforeningen da aldrig have gået med til!" Ole kalder Porsild over radioen og får fat i Jørgen (skipperen) og forsøger ivrigt at forklare ham, hvad vi har opdaget i håb om, at beskeden skal gå videre til Niels. Jørgen: Ja ja, det skal jeg nok sige til Niels." (underforstået: de er skøre, de geografer!). Det er i temmelig løftet stemning, at vi vender næsen hjemad.
Da vi kommer tilbage i lejren, tager vi med ud på Porsild for at blive sat ind, hvad deltaholdet har arbejdet med i løbet af dagen. De har først og fremmest foretaget ekkolodmålinger og drop-cores - borekerner til sedimentanalyse.
Så ligger jeg foran bålet og har netop drukket irish coffee og spist rent nougat.

Til aftensmad fik vi friskfanget fjeldørred med ris og hvidløgsssovs - guf! De fleste af os er meget trætte. Det har været en lang og yderst begivenhedsrig dag. Begejstringen over gletschersurget er ved at lægge sig. Tanken om, hvilken unik opdagelse, vi har gjort har vist givet os allesammen et uventet ekstratiskud af motivation og inspiration. Man begynder jo nærmest at få forskerfornemmelser.

11.07.99:
Vi forlod i morges base-campen og har nu slået lejr tre kilometer fra gletscherfronten, glaciocamp. På vejen holder vi frokoststop i fluvilejren. Verner og Sune er så småt kommet i gang med vandføringsmåling i det første ud af ca. 12 tværløb, så der ligger stadig et stort stykke arbejde foran dem. Lone er mere eller mindre hoppet af fluviholdet, fordi hun føler sig usikker i waders. Jeg bestemmer mig for at blive og give en hånd og så fortsætte til glasiolejren senere på dagen eller i morgen.

Det er sjovt at være med til at arbejde ude i flodlejet. I øvrigt er det rart at vide, hvad der har foregået rundt omkring, så man har et nogenlunde samlet overblik over arbejdsformer og resultater, når man kommer hjem. Vi laver strømhastighedsmålinger, nivellerer, tager sedimentprøver, temperatur og ledningsevne - og holder øje med vandstandsmåleren ind imellem. Vandet er så sedimentholdigt, så vi nøjes med at bruge 50 mL i stedet for de normalt 300 mL til prøverne. Vandet hældes i et rør med et i forvejen afvejet filter i de ene ende og et lille hul i den anden. På det lille hul sættes en cykelpumpe, og så skal der pumpes, til vandet er presset ud gennem filtret. Filtret pakkes ind i folie og skal så tørres og vejes, når vi kommer hjem. På den måde bestemmes sedimentholdigheden. Det tager mig ca. 10 minutter at pumpe blot 50 mL ud; alligevel får jeg ros for min indsats.

I løbet af dagen bliver det temmelig koldt at stå derude. Klokken seks snakker jeg med Ole over radioen. Batterierne er ved at slippe op, men han får da forklaret mig, hvor de har slået lejr, så jeg kan finde dem senere: fortsæt op ad den udtørrede del af flodlejet, passer et par små vandløb, videre langs morænerne, ind til højre ved vandstandsmåleren.

Ved otte-tiden er vi alle tre kolde og trætte og holder fyraften. Vi er nået igennem de første fem løb, så der er stadig nogle dages arbejde dernede til Verner og Sune.

Vi er mange mennesker sammen hele tiden, så det er skønt at have halvanden time alene, hvor jeg kan gå i mit eget tempo og tænke mine egne tanker. Da jeg kommer herop, er jeg sulten. Jeg gidder ikke begynde at lave mad, tager blot noget rugbrød med figenpålæg. Alle er gået i seng - eller rettere i læ for myg, for det har været et sandt myggehelvede, før jeg kom. Mikkel og Mikael stikker hovederne ud af myggenettet og beder mig hente vand. Jeg løber lidt rundt i området, men opgiver at finde det rigtige drikkevandssted.

12.07.99:
Efter morgenmaden begiver vi os i samlet flok op mod gletscherfronten; enkelte kunne ikke holde sig tilbage og var allerede deroppe i går. Det har åbenbart taget på kræfterne at arbejde med fluviholdet i går, for den første halvdel af dagen i dag er jeg helt pumpet for såvel energi som motivation. Jeg hører ikke mange af de guldkorn, der bliver sagt. Vi når fronten, der i den vestlige side åbner sig i en stor smeltevandstunnel med en rivende strøm, der nogle gange bringer temmelig store isblokke med sig ud. Niels og Ole går helt ned til tunnelen for at fotografere, men forbyder os andre at gå derned. Det er forståeligt nok, da der kan forekomme uventede og farlige bevægelser i såvel is- som vandmasser ved en så aktiv gletscher.

Vi kravler lidt op ad grundfjeldet, hvorfra vi har en helt fantastisk udsigt over fronten og de enorme spalter og vandløb på overfladen. Hele herligheden bliver beundret, fotogaferet og tegnet ind på flyfoto. Der tages GPS-position og kompasretning langs fronten. Vi måler lichéner og saver nogle pilegrene af, hvis årringe Henrik påtager sig at kigge nærmere på, når vi kommer hjem. Og ved også at tage frokosten her er der en god undskyldning for at nyde synet lidt længere; rugbrød, schweizerknive og diverse dåser findes frem, og et sted i gruppen foregår der sikkert en byttehandel med lidt torskerogn for et par stykker pålægschokolade.

På vej tilbage til lejren er vi oppe på en ældre randmoræne, formentlig fra 30´erne. Herfra kravler Lene ned og tager en prøve af det bemærkelsesværdig tykke og røde lag sediment, der er aflejret oven på flodisen. De store sedimentængder fra gletscheren giver også floden den mørke farve, der får os til at kalde den "Bailey River". Tilbage i lejren går tiden med at slappe af, hente vand, lave mad og studere snespurveparret, der har bygget rede lige ved lejren og begge jævnligt kommer forbi med mad til ungerne. Lene er i øvrigt heldig at møde en polarræv.

Den største beskæftigelse er dog nok at slås med myg. Det er værst, når vindene er ved at vende. Da står luften stille, og det har myggene det godt med. Mikkel har nok den laveste myggetærskel; han mener i hvert fald, at det er ham, der er mest udsat. Det er specielt slemt, når man skal tisse, hvor man jo som pige er nødt til at trække bukserne ned. Da har jeg udviklet en taktik, der går ud på at sidde og baske med jakken omkring ballerne for at undgå et blive ædt op. For Lone er det lidt simplere; hun tisser kun, når vinden blæser.

Der er almindelig forvirring omkring vandforsyningen. Én sø er udnævnt til badesø, en anden til drikkevandssø; opvasken foregår i floden - det kan godt være meget at holde styr på.

Nogle af os går aftentur til en top, hvorfra man har et godt overblik over gletscherfronten, floden og de omkringliggende landskabsformer. Det er et oplagt sted at gå op i morgen og tegne på flyfoto. Helt så seriøse er vi ikke her til aften; polarkaninleg og "gæt og grimasser" er, hvad det bliver til.

13.07.99:
Første halvdel af dagen går med at sidde oppe på knolden og prøve at få overblik over det omkringliggende landskab. Vi diskuterer de enkelte landskabsfænomener og tegner ind på flyfoto. Legender og nærmere beskrivelser kommer i målebøgerne. Indimellem tager vi et billede for bedre at kunne huske, hvad vi har set, når vi skal sidde og arbejde med det derhjemme. Deltaholdet går tilbage til base-camp. Vi andre går ud og finder en isblotning, som vi begynder at grave ved. Formålet er at lave fabric-analyse ned gennem profilet samt at bestemme, hvor dybt isen ligger. Vi går desuden lidt længere ud på den relikte smeltevandskegle for at se på de små rester af den randmoræne, der kan være fra den lille istid. Herude ligger også en iskontaktskråning. Verner og Sune dukker op i løbet af dagen efter at have afsluttet fluviopmålingerne.

14.07.99:
Vi går ud til "vores" hul og fortsætter graveriet. Til fabricanalysen gælder det om at finde så mange sten som muligt. Èn sidder i hullet og leder efter aflange sten og måler orientering og dyk på dem med henholdsvis kompas og klinometer. En anden måler med skydelærer størrelsen på stenen i tre dimensioner, mens en tredje noterer. Det er et fedtearbejde, som kan blive lidt kedsommeligt i længden, men for at det skal kunne bruges til noget, er det nødvendigt med mange og grundige målinger. Mens den i hullet leder efter sten, bliver der plads til sjofle vittigheder. Endelig når vi isen && eller frosset jord. Og så starter diskussionen om, hvorvidt det er permafrost eller debrisfyldt gletscheris, vi er nået ned til. Til sidst går bølgerne så højt, så vi bliver enige om at det er tid til frokostpause - hjem til lejren.

Verner, Sune og Ole har været ved gletscheren og kommer tilbage samtidig, så vi spiser frokost sammen. Mætte vælter vi én for én bagover, og så er der dømt spontan fælleslur. Da vi vågner igen begiver vi os tilbage mod hullet og fortsætter, hvor vi slap. Desuden tager Niels og jeg nogle billeder af spraymalede sten; de skal bruges til fotogrammetri. Lone og Camilla laver en profilopmåling af et dødishul. Så er jeg flygtet fra myggene - ligger i teltet sammen med Lone. Nogle af de andre er vist ved at lave aftensmad, men jeg vil hellere skrive lidt. Der er faktisk heller ikke så meget socialt samværd omkring måltiderne. Folk laver mad, når de er sultne og sidder et tilfældigt sted i lejren og spiser den - ofte i hvert sit hjørne og med hver sin myggesværm at kæmpe med. Det gør egentlig ikke noget, at det er sådan. Vi er jo stort set sammen hele tiden, så det sociale behov skal nok blive dækket&..

Drengene står vist udenfor og kaster med spyd, d.v.s. vandstandsmålere. De sigter sikkert efter myg. Det må jeg hellere ud og se på. Desuden er jeg både sulten og tissetrængende.. Spagetti med gorgonzola-sovs var ingen succes. Men nu har vi til gengældt tændt bål, og det er hyggeligt. Det er jo ikke fordi, her er meget brænde - faktisk ikke et træ-, så bålet holdes i gang med kviste. Desuden knækkede en af vandstandsmålerne under spydkasteriet, så den bliver nu ofret.Vi burde også brænde noget affald, så vi ikke skal slæbe det hele tilbage til base-campen imorgen.

15.07.99:
Vi spiser morgenmad og pakker lejren sammen. Før vi sætter kurs mod base-camp, laver Lene og jeg en hurtig opmåling af de små parallelle endemoræner lige ved lejren. De er muligvis forårsaget af sæsonvariationer; vi vil se om dette stemmer overens med afstanden mellem morænerne fra den lille istid og fra 30'erne.

På vej tilbage til base-camp stopper Niels, Lene og jeg ved pingoen for at grave lidt. Vi har meget morskab ud af at komme ud på den. Siden vi var her sidst, er vandstanden steget en del, hvilket kan skyldes, at den høje sedimentudledning fra gletscheren har gjort vaderne større. Det er altså blevet nødvendigt med waders, men Niels tror åbenbart at han kan klare den uden, for pludselig står han på en banke midt i løbet og kan ikke komme videre. Vi griner af ham, hopper i et par waders og går ud for at lave en kongestol til ham. Men inden vi har lavet den, har størrelse 46 gravet sig fast i mudderet. Vi opgiver kongestolen, og jeg tager ham på ryggen. Det går fint til vi når den anden side; her ender det hele i en noget kaotisk landing og ustyrlig latter.

Så er klokken to om natten, og der er stadig sol på fjeldet og cirkusgletscheren på den anden side af fjorden. Efter et par dages adskillelse er alle nu igen samlet i base-camp. Det resulterede i en munter aften i det store monsuntelt. Det har været en aften med masser af halvliters flasker med whisky, Baileys, Gl. Dansk og vodka, en masse kogende vand med kakao og kaffe, en masse kortspil og en masse hygge. De fleste er glade for, at den barske del af turen er ved at være slut og har tænkt sig at opfatte dagen i morgen som en delvis slapper.
Jeg er ved at gå lidt i panik over, at der kun er halvandet døgn tilbage herude. Det har været hårdt, men fedt. Det med, at tid og planer ikke har noget at sige, at man kan gå og arbejde videnskabeligt hele tiden, at man efter en go arbejdsdag har en lille vandretur foran sig for at komme hjem til lejren for at spise primitiv mad, slås med myg, hente vand i vandhullet, vaske op i floden og gå tideligt i seng, fordi man ikke har andet at tage sig til......det passer mig godt. Jeg følte mig som minearbejder på vej hjem fra arbejde, når vi holdt fyraften oppe i glaciolejren. Og om morgenen: stå op når man vågner og få gjort, hvad man skal i sit eget tempo og gå i gang, når man føler man er klar, og så alligvel få en seriøs dag ud af det...

16.07.99:
Vi er færdige med at grave i østhullet på pingoen. Vi stødte på permafrost ca. 80 cm nede. Nu er Lene godt i gang med at grave oppe på toppen, hvor der ikke burde være lige så langt ned til isen. Lene har det meget sjovt med at grave lige nu, så jeg får lov til at skrive videre.

Midnatssolen er en stor fordel, når man fx. i forbindelse med ekkolodmålinger er afhængig af tidevandet. Kim og Mikael vil udnytte det sidste højvande og tager ved midnatstid ud med gummibåden for at måle. De har allerede foretaget en del opmålinger af deltabunden fra såvel Porsild som jollen, men jo flere des bedre. For også at få lidt indblik i hvad deltaholdet har lavet, tager jeg med dem ud. I en kasse i bunden af båden har vi PC'er og radio overdækket med en sort affaldssæk. Vi hopper i alt det tøj, vi har herude - medbringer desuden kaffe og chokolade til at styrke os på. På et tidspunkt kniber det med benzinen og vi må ud til Porsild og hente en dunk. Vi tager en enkelt "grab-prøve" - en prøve af bundsedimentet -, inden vi godt gennemkolde sejler ind og holder fyraften.

17.07.99:
Så sidder vi igen på Porsild - på vej tilbage til Arktisk Station. Det meste af selskabet sidder nedenunder og ser video. Deres behov for frisk luft er dækket for et stykke tid. Resten af os sidder ude på dækket - godt pakket ind i tæpper - og nyder isbjergene, kulden, skærgårdsøerne, basaltvæggene, tallusskråningerne og gråvejret. Vi passerer en sneugle; sådan en har ikke engang skipperen set før. På vej ud af fjorden - ved fangstpladsen - gør vi holdt, da deltaholdet skal ind og lave den sidste nivellering i forbindelse med et kotepunkt. Timoq, den ene gast, benytter straks chancen til at tage fiskestangen frem.Længere ude sejler vi forbi spøgelsesbyen - en forladt militærbase -, desuden Kangerluk, en bygd der huser 100 indbyggere.

Det er blevet aften, og vi er tilbage på stationen. Jeg når lige at smide noget tøj i maskinen og få et udsøgt bad, før middagen står på bordet. Baret serverer laks med kartofler og hollandaisesovs, og folk kaster sig over det. Lene og jeg åbner en flaske rødvin. Jeg kunne spise et kilo kartofler for mig selv. Bagefter cykler Lene og jeg i kiosken, hvor vi får dækket kalorieunderskuddet og lærer at tælle til ti på grønlandsk.

Vi er egentlig ret trætte, men bør alligevel gå ned og få en enkelt øl på et grønlandsk værthus, så vi går på Nikifik - også kaldet "fik-I-nok. Trætheden forsvinder lige så snart, vi træder ind af døren og ser, hvor livlig den ellers så stille by er blevet i løbet af aftenen. Der er folk i alle aldre og live-musik med grønlandsk rock. Og så er rullegardinerne nede for at ignorere, at det slet ikke er nat udenfor.

18.07.99:
En velfortjent fridag. Folk gør, hvad de har lyst til, d.v.s. så lidt som muligt. Det er i øvrigt vores første og eneste rigtige regnvejsdag. Vi skulle have været på Skarvfjeld for at tømme et digitalkamera, der står deroppe og tager billeder hver dag. Loggeren kan heldigvis rumme data nok til, at vi kan tillade os at droppe det; så kan Ole tømme den til september i stedet.

19.07.99:
Formiddagen bruger vi på at gå vores målebøger igennem for at være sikre på, at der er styr på data. Der er så mange data, at de vil være ubrugelige, hvis vi først kommer hjem og har mistet overblikket over dem. Endvidere bliver der renset udstyr og pakket kasser, der skal sendes hjem med skib. Efter frokost fortæller Stefan, geolog og i øjeblikket videnskabelig leder på stationen, om sit arbejde og om den lokale og regionale geologi.

Herefter begiver nogle af os mod toppen af Skarvfjeld. Vi følger først slædesporet, drejer af og kravler op af en lidt stejlere fjeldside for derefter at komme op til mindre plateauer med is og nyfalden sne. Fra toppen er der trods gråvejret god udsigt over Blæsedalen og Diskofjorden i den anden ende.
Det er Barets fødselsdag, og hun har inviteret til kaffemik. Det står på hele dagen, så vi går derhen lidt af gangen. Det er hyggeligt og i øvrigt interessant at se et grønlandsk hjem indefra.

20.07.99:
For at slutte af med manér skal der naturligvis gøres noget ekstra ud af den sidste aften. Vi vil gerne spise os mætte i rejer, men rejefabrikken er lukket. Heldigvis har Baret været forudsigende og bestilt 6.5 kg rejer for flere måneder siden. Det ser ikke ud af ret meget, så da Niels hører, at der ligger en trawler nede i havnen, skynder vi os derned. De må egentlig ikke sælge direkte fra skibet, men efter et par timer dukker der alligevel på sig-det-ikke-til-nogen-vis en kasse krabber op. Og selvom vi har inviteret diverse gæster (forskere og ansatte fra stationen), er der nu så mange skaldyr, at det er umuligt at spise op. Desuden bliver der ikke sparet på de våde varer. Et meget underholdende indslag er, da Baret tænder for gettoblasteren og lærer os noget grønlandsk polka.

Det har været et spændende, lærerigt og inspirerende kursus. Flere af os følte os vist ikke særlig godt forberedt - sådan fagligt. Hvad skulle vi egentlig helt konkret lave derude? Det var en smule frustrerende de første par dage, der nærmest føltes som en ekskursion. Men da vi først havde brugt lidt tid på at gå og betragte og diskutere landskabet, begyndte idéerne lige så stille at dukke op - og pludselig var der mere end rigeligt at få tiden til at gå med.

Personligt var den mest positive oplevelse således, at man i den grad kunne blive tryllebundet til arbejdet. Og så var der nu også en mening med at have siddet derhjemme og læst så meget om noget, der til tider kan virke lige lovlig teoretisk - for det findes jo i virkeligheden. Motiverende opdagelse.

Socialt er vi også sluppet godt igennem. Selvom der ikke var nogen, jeg var specielt skeptiske overfor, inde vi tog hjemmefra, så kan det da godt være en udfordring at få 14 mennesker til at fungere tæt sammen under fysisk hårde rammer i 10 dage. Hvordan ville det gå? Åbenbart ingen grund til bekymring; vi virkede som en nogenlunde homogen gruppe og slap for større kommunikationsproblemer. Alt i alt - ubeskriveligt ........... har dog forsøgt.